Det er nok lidt universitært at udgive en bog med en latinsk titel, ”Mare Nostrum”, skønt den som undertitel har Romerne og Middelhavet. Mare nostrum betyder ”vort hav”, set fra Rom, der som verdensimperium efterhånden bredte sig hele vejen rundt om Middelhavet. Det var nu engang den betegnelse, man havde og brugte.
Tønnes Bekker-Nielsen er oldtidshistoriker ved Syddansk Universitet, en forsker, der er optaget af transport i antikken. Denne gang er emnet ikke vejene, men havet. Det er en fortælling, der må rydde sin egen vej, for er der nogen, vi forbinder med søfart og Middelhavet, er det grækerne og fønikerne. Romerne kom efter det, fordi det var en nødvendighed. Man havde ganske enkelt brug for transport på langs og tværs for at flytte tropper og for at importere det korn, der var så vigtigt for at brødføde millionbyen Rom.
Det er en stor fortælling, der strækker sig fra kongetiden over republikken, kejsertiden og opløsningen af det vestlige Romerrige på folkevandringstiden. Det går da heller ikke uden ganske lange passager, der fortæller den romerske historie, om de puniske krige, om koloniseringen af Spanien og erobringen af Egypten. Pointen er dog hele tiden, at det næppe havde været muligt at foretage denne ekspansion uden såvel en krigsflåde som en handelsflåde. Tønnes Bekker-Nielsen tøver lidt med hensyn til, om han skal kalde romerne bønder med jord under ploven, hjemmefødninger, i forhold til de rejselystne grækere. Faktum er dog, at søfart ikke er højt noteret i Rom, det er en lav og ussel beskæftigelse. Hæren ser ned på flåden, borgeren ser ned på sømanden, skønt alle må indrømme nødvendigheden af, at der sejles.
Bekker-Nielsen redegør for meget af det tekniske, for skibenes konstruktion og funktion, for havne, for navigation, for den politiske brug af flåden. Det er vældig godt gjort, det er klart og godt fortalt. Man får så at sige alle problemerne rullet op. Vejrlig, tilsandede havne, fjendtlige flåder. Dertil en række ganske farverige historier om luksusforbrug, svig og svindel, planlagte mord – og endelig en tur under havet med marinarkæologerne, der har kunnet give os ny viden om søvejene.
Beskrivelsen af Paulus’ rejse til Rom med forlis på Malta er en af de få, der findes af almindelige sørejser i antikken. Det sjove ved den er, at det ser ud, som om det er Paulus, der overtager ansvaret for navigation og besætning. I det hele taget har Bekker-Nielsen et solidt greb om sine tekster, og han bruger dem godt til at underbygge sine pointer. Man mærker her den dygtige og rutinerede lærer, der heller ikke holder sig tilbage fra at bruge moderne sammenligninger og udtryk i begrænset omfang.
Man er i særdeles godt selskab i denne bog, der er fuld af fakta og oplysninger, som vil være nye for mange. Ikke mindst om fortæring. Hvor store mængder korn, olivenolie, salt og fiskesovs brugte gennemsnitsromeren? Hvor lang tid tog en rejse? Hvor mange skibe forliste? Hvornår kunne man sejle?
På den måde er bogen koncentreret, men formidlingen gør, at man faktisk er godt tilfreds med al den viden, der er i den. Den virker ikke tyngende, men står altid i relation til andet, der udredes.
Således bliver bogen til en blanding af alle mulige historier, herunder kulturhistorie, økonomisk historie, teknologihistorie og religionshistorie. Det kræver den faste styring, som Bekker-Nielsen leverer, når han får bogen i havn med et sidste blik i bølgen, da det knap så stolte romerske imperium atter går ned med Mussolinis drømme under Anden Verdenskrig. En godt skrevet og meget læseværdig bog.