Prøv avisen

Frydefyldt barnligt og undrende blik på livet foran os

5 stjerner

Efter tre digtbøger springer Signe Gjessing nu ud som prosaforfatter. Men digter er hun heldigvis stadig

Hvorfor skal man nænsomt, men straks kaste sig over den særegne poet Signe Gjessings overraskende prosadebut, ”Synet og vennen”?

Fordi hun kan skrive sådan her om at gå blandt kirsebærtræer ”plantet langs en sti trådt til af en solsort, der leder efter regnorme”, og få øje på et grønt messingskilt, der bærer påskriften ”Anna-Eliselunden”: ”Det virker kært, som når et barn har sit navn og telefonnummer skrevet på armen. Jeg kigger fra skiltet op på træerne, der sitrer let og ignorant i forårsvinden, og tilbage på skiltet. Som om kirsebærtræerne her kunne forvilde sig væk fra jorden, ude af stand til at få deres navn balanceret over deres blomsters læber.”

Eller sådan her om at sidde med ryggen til havet og læse en besked i sandet: ”Jeg kan ikke lade være med at føle, at vi danner kø, som vi sidder her med et ocean af bølger bag os.”

I passager som disse, der er kendetegnet ved deres skæve og let forskudte, nærmest frydefyldt barnlige og undrende blik på det liv, der udspiller sig lige for næsen af os, fornemmer man tydeligt, at Gjessing først og fremmest er digter med tre svimlende vi- sionære og vidunderligt mærkværdige digtbøger bag sig. Nu har hun så valgt at skrive prosa, men som man forhåbentlig kan fornemme, betyder det altså ikke, at vi præsenteres for gråmelerede og fade beretninger.

Nok kan man tage digteren ud af poesien, men man kan ikke tage poesien ud af digteren. Om hun skriver digte, eller som her prosa, er Gjessing væbnet med en sjælden modtagelighed eller sensibilitet, der betyder, at hun som få formår at opfange og på forunderlig vis formidle poesien i verden eller verdens poesi – selvom skiftet fra digte til ”en fortælling”, som bogens genrebetegnelse lyder, godt nok har sat en bremse på den kosmiske billedstorm, der kendetegner hendes lyrik. Under alle omstændigheder: I en affortryllet, prosaisk hverdag tilbyder Gjessings prosa os fortsat en genfortryllelse af verden.

Som læseren nok har gættet, skal man altså ikke forvente en stort anlagt eller udfoldet fortælling med en klar struktur. Sådan skriver Gjessing ikke. I stedet får vi en svævende, charmerende ungdommelig og elegant, nærmest æterisk jegfortælling, der over kun 48 sider kredser om tidens gang, livet, døden, skønheden, forgængeligheden, sorg og venskab. Det er store og tunge emner, der modsvares af en lethed i prosaens gangart; den nærmest flanerer rundt på alle mulige små vild- og sideveje – blandt Astrid Lindgrenske kirsebærtræer (et centralt motiv i bogen), i samtale med forskellige venner, på strandtur, i et sommerhus, i Københavns gader, i en genbrugsbutik med mere – uden egentlig fremdrift, men med masser af tilløb, ophold og afstikkere.

Der er dog også en klar dybde og tyngde i letheden, blandt andet fordi bogen handler om at prøve at finde fodfæste i en ny virkelighed, hvor vennen og samlingspunktet Florian er død. Det er denne død, der er afsættet og omdrejningspunktet for særligt fortællingens første, længste og bedste del, mens den langsomt synes at fortone sig i bogens afslutning, hvor en anden vens livs- omstændigheder kommer i fokus.

Det er en sorgproces, der her antydes, men skiftet mellem de to dele sker glidende og sammenhængen kan forekomme utydelig. Heldigvis tåler Gjessings fortryllende og forunderlige prosa i den grad at blive læst igen og igen, så der er rig mulighed for at tænke videre.