At den store tyske forfatter Siegfried Lenz stadig er så aktiv og skriver så gode bøger i sin høje alderdom (Lenz er født i 1926), er en lykke både for os læsere og givetvis også for ham selv. Inden for de seneste år er der udkommet to små perler af romaner, Et minuts stilhed og På scenen, og nu er Lenz aktuel igen med fem noveller eller fortællinger.
LÆS OGSÅ: At skrive er at leve med sig selv
Lenz er dansk gift og bor på Fyn, så han føles også lidt som en af vore egne.
I novellerne som i hans romaner er vi så oplagt i det nordtyske, vi er i Hamborg, på De Frisiske Øer, ved Østersøkysten. Lokaliteterne er ikke altid præcist defineret, men der er en umiskendelig maritim stemning af kyst og hav over flere af teksterne.
Titlen på en er Masken, og temaet er da også ting, der er anderledes, end de umiddelbart tager sig ud, maskespillet, der kan vende op og ned på alt og på verden, som vi kender den, dette, at man kan lade sig forføre af skin og overflade, folk, der bliver hædret for handlinger, som egentlig har et skær af misforståelse over sig.
Ikke alle fem noveller er uforglemmelige, et par tekster virker mest som forsøg, selvom de har den særlige Lenzske stemning af dobbeltbund og underfundighed.
Pragtstykkerne er to lidt længere noveller, titelnovellen Masken og Udkast.
I Masken holder en ung mand ferie hos sin bedstefar, som er krofatter på en lille ø. Strandingsgods fra et skib driver ind, det er en kasse med kinesiske masker, og det sætter næsten det lille samfund på den anden ende, al det sjov og spas øboerne kan holde sig med det rige udvalg af dyremasker.
Måske kan ældgamle konflikter bilægges nu, hvor alle forvandler sig? Den unge mand genfinder pigen Lene, et sværmeri fra barndommens ferier, og kærligheden lurer lige under maskerne. Eller er den kun en kort illusion, som maskespillet befordrer?
I Udkast er en ung mand indlagt på en tosengsstue på et hospital efter en ulykke. Hans medpatient er en ældre, stilfærdig forfatter, der får besøg af sin kone.
De bærer tydeligvis på en stor sorg sammen, og forfatteren fortæller sin kone den ene historie efter den anden om deres søn Sven og om, hvordan det nu var, hans liv forløb. Endnu en tid kan de sammen holde fast på det, der allerede længe kun har været til i deres erindring. Hvis det da er erindring.
For manden er jo forfatter, og det kan virke, som om helt nye scener fra et liv overhovedet bliver til i hans fortælling. Ikke alt er, hvad det synes at være ved det første indtryk.
Og det er vel budskabet fra Lenz. Vi kan nok så meget ud fra forventninger eller konventioner tro, at tingene er på en bestemt måde de faktiske forhold, den nøgne virkelighed og så videre men der er altid noget andet og mere på færde, noget anderledes, noget forskudt, masker og parasitter, ulovligheder og mønsterbrud.
Selvom hans fortællinger umiddelbart tager sig realistiske ud, har de derfor også altid et lillebitte stænk af drøm eller uvirkelighed over sig. Og de bedste noveller tager sig ud som inddampede romaner.
Store historier kunne her rulles ud. Det er ikke godt at vide, hvilken retning de ville tage.
Men vi kan mærke, at de er der, inde bag skillevæggen, henne om næste hjørne.