Bogselskab, litografier og Stine Pilgaard: Kulturen lever på nettet

Kulturlivet ligger øde hen, men der er masser af kultur i digital form. Kulturredaktionens journalister guider gennem den voksende skov af muligheder

Internettet er en overflødighedshorn er uudforsket kunst. Her kommer en håndfuld gode bud til, hvad man kan opleve af digitale fornøjelser.
Internettet er en overflødighedshorn er uudforsket kunst. Her kommer en håndfuld gode bud til, hvad man kan opleve af digitale fornøjelser. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix, Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix og Daniel Fontenele/Unsplash.

Når bøger giver appetit på mere

Det er en frydefuld fornemmelse at dykke ned i en god roman og følge personerne, næsten som var det ens egne, nærmeste pårørende. Men næsten lige så stor som fryden er fortvivlelsen, når romanens sidste side er læst, og der skal tages afsked med de karakterer, der under læsningen er blevet fulgt i tykt og tyndt. Mere vil have mere simpelthen, og det er der heldigvis råd for. Et af rådene hedder ”Bogselskabet”: en podcast fra DR, der publicerers hver onsdag og sendes på P1 lørdag eftermiddag.

Min seneste læseoplevelse er den imponerende roman ”Farskibet” af Glenn Bech. Den var virkelig svær at slippe, men redningen blev vært Anne Glads samtale med den unge romandebutant i ”Bogselskabet”. Her siger forfatteren sætninger som ”det er, som om gråvejret er trukket indenfor”, der føjer nye lag til læseoplevelsen.

På dr.dk/bogselskabet ligger mere end 100 indsigtsfulde samtaler mellem Anne Glad og danske forfattere. Den første blev optaget tilbage i 2018 og var med Leonora Christina Skov. Blandt de nyere afsnit i podcastserien er samtaler med Helle Helle om romanen ”Bob” og Ida Jessen om ”Kaptajnen og Ann Barbara”.

Klogere på kunsten at trykke kunst

På trods af at jeg har flere litografier hængende i mit hjem, så havde jeg indtil for få dage siden ingen anelse om, hvordan et litografi bliver til. Men det har jeg nu takket være den 28 minutter lange video ”Kunsten at trykke litografi”. I videoen, som Ny Carlsbergfondet står bag, kommer man med på besøg hos det grafiske værksted Edition Copenhagen, hvor billedkunstner Michael Kvium og chef-litograf Rasmus Urwald introducerer seeren til litografiets verden. Hurtigt slås det fast, at det at at trykke et litografi er noget helt andet end at tage en fotokopi, og det involverer da også et helt særligt redskab: en flere hundrede år gammel sten, som stammer fra en lagune nær München.

Det er stenens evne til at suge og holde på henholdsvis vand og fedt, som udnyttes i litografiarbejdet. Med en tør pensel maler en koncentreret Michael Kvium direkte på den store stenplade, der rykkes rundt med reb og kæder, og sikrer sig, at kroppene ser ”forkerte ud på den helt rigtige måde”, mens Rasmus Urwald, der har lært håndværket af sin far, sørger for at få præcis den rette mængde sort ind i de blå og lilla farver. Interessant er det! Og derfor også en glæde, at ”Kunsten at trykke litografi” kun er den første af en række film om trykkekunst, der kan findes på: ny-carlsbergfondet.dk/da/film.

Pilgaards bogsucces som online teater

Stine Pilgaards ”Meter i sekundet” har for mig allerede været en fornøjelse at både læse og lytte til (lydbogen har nemlig den glimrende tilføjelse, at romanens sange her ikke læses, men synges og spilles højt), og nu bidrager ”Meter i sekundet” så med endnu en fornøjelig oplevelse. Østerbro Teaters digitale univers, Revolver Play, har nemlig lanceret fem afsnit af ”Meter i sekundet” med skuespiller Lise Baastrup i front.

Fra en bænk i en park, førersædet af en bil og gulvet i et depotrum træder Lise Baastrup ind i det velkendte univers fra ”Meter i sekundet” og svarer på alverdens brevkassehenvendelser. Også i dette format kan Stine Pilgaards ”Meter i sekundet” noget helt særligt, og brevkassesvarene – ja, dem bliver man ganske enkelt aldrig træt af. Som det her for eksempel: ”Kære ensomme, ikke alle har talent for at være barn”, eller det her: ”Spørg ikke, hvad din date kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for din date”.

Afsnittene kan findes på det coronalukkede teaters hjemmeside, hvor teateret opfordrer til, at man bidrager med 25 kroner via Mobilepay for hvert afsnit, man ser. Find afsnittene her: osterbroteater.dk/forestilling/revolverplay.

Dokumentation af døden

Hvilke etiske overvejelser er der ved at fotografere døden? Dansk Dokumentarisme laver løbende podcastafsnit om dansk fotografisk arbejde i brydningsfeltet mellem kunstfotografi og dokumentarisme. I det nyeste afsnit, ”Tæt på døden”, fra marts 2021 dykker de ned i et på en gang sårbart og svært emne: fotografisk dokumentation af døden.

Her fortæller fotograf Sofie Mathiassen om de erfaringer, hun gjorde sig, da hun gennem flere år fik lov til at dokumentere sine bedsteforældres liv. Bedstefaderen havde fået konstateret demens og Parkinsons sygdom, og hun fulgte gennem kameralinsen den følelsesladede tid både før og lige efter hans død. Senere i afsnittet deler fotograf Peter Nygaard også de uvante dilemmaer, som han stod i, da han i sit professionelle virke fik til opgave at fotografere en mere afstumpet og brutal død: et drab. Afsnittet indeholder barske beskrivelser og er ikke for sarte sjæle.

Alle podcastafsnit fra Dansk Dokumentarisme kan lyttes til gratis på hjemmesiden danskdokumentarisme.net.