Prøv avisen

Fotografiets magi

Janus Kodal: Sort/Hvid +. Kortprosa. 81 sider. 199,95 kroner. Gyldendal.

Janus Kodal associerer inciterende over billeder fra barndommen

Sort/Hvid + er titlen på Janus Kodals nyeste værk, og det er i sandhed en glædelig overraskelse. For mens Kodal i de seneste år kun i svag grad har gjort sig bemærket i den litterære offentlighed, når man ser bort fra to helt uforståelige og meget lidt interessante kollagebøger, begge med titlen Sabotage, samt en tåbelig happening, hvor han hældte en kande vand i hovedet på kritikeren Lars Bukdahl, er der nu heldigvis kommet nye boller på suppen.

LÆS OGSÅ: Bogforum har fået mere plads men kun til det kommercielle

Sort/Hvid + er Kodals indtil nu lettest forståelige værk. Det drejer sig om to snese korte prosastykker, der alle tager udgangspunkt i en række fotos fra digterens barndom. Og denne litterære teknik, hvor en poet skriver sine tekster med afsæt i og i dialog med et billede, hvilket i æstetikteorien normalt benævnes ekfraser, er Kodal bestemt ikke blandt de dårligste til.

Dette skyldes primært to ting, nemlig henholdsvis den associative erindring og den raffinerede beskæring af emnerne i de enkelte prosa-skitser. Hvad angår det første, har Kodal en eminent evne til at gå ind i de følelser og oplevelser fra barndommen, der fokuseres på i fotografierne. Man kunne sige, at der er tale om et næsten Klaus Rifbjergsk total recall, hvor de mest nuancerede og ufiltrerede emotioner fra jeget gengives. Ingen af snapshotsene fra barndommen kan således reduceres til banale efterrationaliseringer af typen barndommens uskyld eller børn er grusomme og tankeløse, fordi der i beskrivelserne er en høj grad af modsætningsfylde og kompleksitet.

Kodals ekfraser er normalt opbygget i to trin, således at et prosaafsnit tager et konkret afsæt i et foto fra barndommen, mens et efterfølgende beskriver de associationer, som fotoet medfører. Det kan for eksempel forløbe således i en af ens fortræffelige serier, hvor den indledende tekst lyder: Jeg har gemt et billede, jeg tog en vinterdag gennem det mønstrede glas i en dør. Den tænderskærende associationstekst har følgende udformning: Iben begyndte at græde og løb ned ad bakken. Tøsneen dalede omkring hende i flager. Jeg satte efter og faldt. Tvillingernes latter rullede ned fra toppen. Hun løb hjem mod huset. Jeg nåede at høre, at hun smækkede hoveddøren og låste den. Gennem det mønstrede glas så jeg hende tage jakken af. Jeg kendte huset og lugten i hendes værelse, for vi var venner, og vi var kærester. Var det, fordi vi var begyndt at kalde hende frø, og jeg var lige så god om det som de andre?.

Med denne demonstration af, hvor nuanceret Kodals skitser fremhæver psykologiske problemstillinger som i den ovenstående mixture af skyld, sorg, ømhed, melankoli og flugtagtig fejhed, er vi inde på det andet træk, der gør skitserne så gode, som de er, nemlig at de er stramt redigerede og beskårne i deres stof. Personerne i erindringsmontagen er meget få, idet det kun drejer sig om Frank, Iben, Mona, tvillingerne og forældrene, men vi får en række facetterede og gribende portrætter. Der er i denne forbindelse i en indlagt en række afsnit, hvor den voksne forfatter reflekterer over fotokunsten, som han har dyrket hele sit liv, og referencen mellem disse foto-poetologiske betragtninger og Kodals litterære praksis er også åbenlys.

Med Sort/Hvid + er Janus Kodal kort og godt igen på banen som en seriøs og højkvalificeret aktør i dansk litteratur. Det hilses i høj grad velkommen.