Foucaults klinik

Ved sin død i 1984 efterlod den franske idéhistoriker Michel Foucault sig et vidtfavnende, men også uhyre konsekvent forfatterskab. Foucault lavede historiske analyser af begrænsede områder: galskaben, fængselsvæsenet, seksualiteten, og allerede i 1963 den medicinhistoriske analyse »Klinikkens fødsel«, som først nu er blevet udgivet på dansk. Sidste år kom for første gang midt-tressernes hovedværk »Ordene og Tingene« i dansk oversættelse, og man kan vist roligt fastslå, at der er tale om en trend: Interessen for Foucault er ikke blevet mindre 16 år efter hans død. Foucaults historiske undersøgelser kan umiddelbart virke meget begrænsede i deres perspektiv. Som læser gør man dog klogt i ikke at lade sig bedrage af denne tilsyneladende undselighed, for ofte skjuler der sig større og gerne yderst kontroversielle opgør bag de uprætentiøse undersøgelser. Hele Foucaults forfatterskab er konsekvent kontrært. Alle hans bøger ender med at afkræfte indgroede selvfølgeligheder i vor kulturs opfattelse af sig selv. En særlig forkærlighed vier Foucault en revision af oplysningstidens historiske rolle. De forandringer, man på en række felter kan iagttage i årene omkring år 1800, har ved nærmere eftersyn ikke den intime forbindelse med oplysningens ideolo-giske paradebegreber frigørelse og fremskridt, som vi gerne har troet. Den moderne verden er nok så meget formet af helt andre og ikke nær så ophøjede motiver. En lille historie fra Foucaults endeløse vidensarkiv illustrerer denne pointe. Stetoskopets opfinder, Lannec, der pryder omslaget på den danske udgave af Foucaults bog, beretter, at det var særlige blufærdighedskrav over for kvindekroppen, der bragte ham på den idé at bruge et distancerende rør til undersøgelse af hjertelyde. Det lille eksempel er vand på Foucaults mølle, for det viser, at den nye videnskab her snarere udvikles som et produkt af fordommene end i et opgør med fordomme. Sammenlignet med Foucaults øvrige værker er »Klinikkens fødsel« lagt mere snævert videnskabshistorisk an, og i visse passager bliver bogen da også både teknisk og pedantisk. Den kølige nøgternhed, der er en fast komponent i Foucaults værker, er næppe noget andet sted mere fremtrædende end i »Klinikkens fødsel«. Men også her suppleres den bestandigt med en temmelig uhæmmet og ofte yderst underholdende, gallisk tolkningskunst. At Foucault var franskmand fornægter sig hel-ler ikke i hans referencer, for vel er hans historiske materiale imponerende, men det er også alt overvejende fransk. Det kan naturligvis gøre det berettiget at rejse tvivl om, hvorvidt hans pointer har universel gyldighed, men på den anden side er der ingen tvivl om, at Frankrig netop i medicinens historie har spillet en meget central rolle. I Foucaults fremstilling har medicinens forandringer i perioden da også klare forbindelser til den franske revolutions krav om reformer, men karakteristisk nok blev resultatet ganske anderledes, end hvad mange radikale revolutionære oprindeligt havde forestillet sig. Foucault beretter, at store dele af revolutionen havde forestillet sig, at alle hospitaler hurtigt kunne nedlægges, for revolutionens ambition var jo intet mindre end at afskaffe al menneskelig lidelse. Hospitalerne blev set som en institutionalisering af elendigheden, og det måtte derfor være blandt revolutionens fornemste opgaver at få dem fjernet. Hvilken afstand til resultatet i vore dages velfærdssamfund, der i stedet har gjort hospitalerne til sin idés templer. Michel Foucault: Klinikkens fødsel. 276 sider. 275 kr. Hans Reitzels Forlag.