Giften spreder sig langsomt men uafvendeligt i den nye opsætning af Mozarts ungdomsværk ”Mitridate” på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Fra første billedes totalmørke til tredje akts forklarede oplevelse af karakterernes udfrielse af deres jordiske hylster er giftdøden beskrevet konceptuelt i en gennemført kontrast mellem de statiske sangeres vokale virtuositet og de tavse kroppe, der slynger sig kvælende omkring dem, eller næsten som væsker flyder ind og ud af hullerne af en symbolbærende scenografisk monolit.
Sangerne er ofrenes stemmer. Paralyserede og livløse udgør de en bevidsthedsdimension i tragedien om kongen af Pontos og hans to sønner, der alle er forelskede i den samme kvinde. Danserne illustrerer både processen, hvor toksinerne invaderer kroppens væv, maddiker udfører fordærvets arbejde, og tilstanden hvor tanker og følelser lever udover den fysiske organisme.
Dette tværkunstneriske koncept, skabt i en samproduktion mellem Malmö Opera, Skånes Dansteater og Det Kongelige Teater, er en obduktion og en dissekering, hvor Fernando Melo, Ralf Pleger og Alexander Polzin bogstaveligt talt skærer ind til benet af Mozarts opera fra 1770 og fjerner alle recitativer, så forestillingens musikalske del alene udgøres af de furiøse hævnarier, tvivlsmonologer og smægtende kærlighedserklæringer.
Uden de forbindende talepartier mister operaens stiliserede fortælling om magt og kærlighed mening som egentligt handlingsdrama. ”Mitridate” bliver, måske, i stedet en meditation over menneskelig dårskab, men i nok så høj grad en moderne fortolkning af det klassiske paradoks om den æstetiske dyrkelse af og beskrivelse af død og smerte.
Her formidlet i Mozarts tidlige, rytmisk vitale musik skrevet under påvirkning af barok med brug af blandt andet kontratenorens lyse stemme og i Fernando Melos organiske, sanselige slowmotionkoreografi: Den kunstneriske udforskning af kroppens register af udtryk for fysisk og sjælelig smerte rækker helt tilbage til et hovedværk fra den historiske Mitridates tid, Laokoon-gruppen, og frem mod Rodin, og er også her en perspektivering af de store eksistensspørgsmål om sammenhæng mellem krop og ånd, fysik, følelse, handling og tanke.
Ligesom scenograf Alexander Polzins dominerende monolit – lige dele meteor, lungevæv, hjertekammer eller klippegrav – er også de borte i tredje og sidste akt, hvor sangerne som oprejste sarkofager står i en række skulpturelle figurer, lige dele skakbrikker og arkaiske motiver, måske rituelle offerdolke eller operationsknive.
Efter forestillingens flyvende, akrobatiske koloraturer med ekvilibristiske tonespring over flere oktaver kulminerer denne opsætning af ”Mitridate” her som idé i den lange arie ”Jeg ser alt klart nu og lytter kun efter mit hjertes stemme,” inderligt sunget af Morten Grove Frandsen i partiet som Mitridates’ angrende søn, Farnace.
Under ledelse af Lars Ulrik Mortensen fylder Concerto Copenhagen her rummet om sangen med en omsorgsfuld følsomhed, før gearskiftet i Mozarts partitur mod en konvention, den bombastiske finale som iscenesætterne måske også med held kunne have amputeret. Skal værket opføres med en ambition om at være andet og mere end periodemusikalsk stiløvelse, illustrerer denne konvention ganske godt, hvorfor der er plads til og behov for en radikal, men æstetisk båret nyfortolkning.
”Mitridate”. Iscenesættelse: Ralf Pleger. Koreografi: Fernando Melo. Solister, Concerto Copenhagen og Skånes Dansteater. Det Kgl. Teater, Gamle Scene. Til 24. april.