Fra 1700-tals drama til moderne dans

Mozarts ”Mitridate” har undergået en intelligent, æstetisk bearbejdning fra 1700-tals "dramma per musica" til tværkunstnerisk nutidsforestilling, der omfatter dans og installationskunst

Elísabet Einarsdóttir som Aspasia og Morten Grove Frandsen som Farnace omgivet af dansere fra Skånes Dansteater.
Elísabet Einarsdóttir som Aspasia og Morten Grove Frandsen som Farnace omgivet af dansere fra Skånes Dansteater. Foto: Miklos Szabo.

Giften spreder sig langsomt men uafvendeligt i den nye opsætning af Mozarts ungdomsværk ”Mitridate” på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Fra første billedes totalmørke til tredje akts forklarede oplevelse af karakterernes udfrielse af deres jordiske hylster er giftdøden beskrevet konceptuelt i en gennemført kontrast mellem de statiske sangeres vokale virtuositet og de tavse kroppe, der slynger sig kvælende omkring dem, eller næsten som væsker flyder ind og ud af hullerne af en symbolbærende scenografisk monolit.

Sangerne er ofrenes stemmer. Paralyserede og livløse udgør de en bevidsthedsdimension i tragedien om kongen af Pontos og hans to sønner, der alle er forelskede i den samme kvinde. Danserne illustrerer både processen, hvor toksinerne invaderer kroppens væv, maddiker udfører fordærvets arbejde, og tilstanden hvor tanker og følelser lever udover den fysiske organisme.