Prøv avisen

Fra Abraham til Ariel Sharon

Adskillige nobelpristagere i nyere tid har jødisk baggrund. Således den ungarske forfatter Imre Kertész, der fik prisen i 2002, og som har formuleret sin støtte til Israel med ordene om, at han hellere ser Davids-stjernen på en kampvogn end på en overfrakke. Her ses israelske soldater ved grænsen til Gaza i 2001. – Foto: Reinhard Krause/.

Michael Brenner skildrer på en fortrinlig måde jødernes historie som en lang vandring

Historien om det jødiske folk er en omfattende fortælling, vid og bred, sammensat og kompliceret, og dog finder man den røde tråd i Jødernes historie i den allerførste linje: I begyndelsen var vandringen. Abraham får af Gud besked på at bryde op, og staten Israel består af mennesker, der er brudt op andetstedsfra. Ja, det jødiske folk er et folk på vandring, men som oftest har vandringen været ufrivillig.

I 587 f.Kr. bliver Jerusalem således sat i flammer af den babyloniske hær, der deporterer de overlevende jøder til Babylon. Men her i det fremmede besinder de sig på deres jødiske identitet. For selvom de er uden stat, kan jøderne hente inspiration i salmer og fortællinger. Det resulterer i en udvikling af jødedommen: I statens sted trådte nu bogen, der blev jødernes portative fædreland, som Heinrich Heine senere skulle kalde det. Hvor man end levede, så formidlede Bibelen og Talmud såvel grundlaget for det daglige liv som en ledetråd for dybere filosofiske spørgsmål.

Brenner understreger i sin bog, at jødernes historie ofte er fyldt med lidelser, men at der også har været løfterige stunder. I det 17. og 18. århundrede opstod der således en ny økonomisk elite blandt Centraleuropas jøder, og i Holland nød jøderne anerkendelse for deres pædagogik.

Men alt for mange gange i historiens løb er jøderne blevet beskyldt for eksempelvis at myrde kristne børn. Skønt denne beskyldning var fuldstændig grebet ud af den blå luft, blev den alligevel sat i omløb og distribueret for en opgejlet offentlighed. Og folk, der burde have vidst bedre, var med til at udløse jødeforfølgelser gennem fortielse, medløb og bevidst løgnagtighed.

LÆS OGSÅ: Den alt for kroniske uskyld

Den franske filosof Jean-Paul Sartre skriver et sted, at jøde er den, andre anser for at være det, og denne vilkårlighed kom mange jøder til at erfare op gennem 1930erne. Hvis omgivelserne har bestemt sig for fjendskab, er det ligegyldigt, om man forsikrer om sit patriotiske sindelag og sine fredelige hensigter.

Jo mere de blev en del af deres samfund, desto mere blev de afvist af de stadig mere radikale nationalistiske antijødiske elementer, ræsonnerer Brenner om jødernes situation efter Hitlers magtovertagelse.

For her bliver det jødiske folk ofre for en statsdirigeret terror og tyranni uden sidestykke i historien.

Danmark bliver fremhævet på grund af redningsaktionen i oktober 1943, hvor enkelte tyskere også bidrog. En modstandsmand, som blev standset ved en vejspærring med bilen fuld af jødiske børn, så den tyske soldat lige i øjnene og sagde så: Vær et menneske. Bilen fik lov at passere.

Brenner tegner tillige et billede af efterkrigstidens kulturelle miljø, hvor man ikke sjældent kunne iagttage en form for dobbeltadministra-tion hos jødiske forfattere. Nok tog de afstand fra deres egen baggrund, men i samme stund den blev anfægtet, forsvarede de den med næb og kløer.

Adskillige nobelpristagere i nyere tid har jødisk baggrund. Således den ungarske forfatter Imre Kertész, der fik prisen i 2002, og som har formuleret sin støtte til Israel med ordene om, at han hellere ser Davidsstjernen på en kampvogn end på en overfrakke. Dermed er vandringen gennem den jødiske historie nået frem til nutiden, hvor Brenner skildrer nyligt afdøde Ariel Sharons militære indsats i Israel.

Michael Brenner er professor i jødisk historie i München, og hans fremstilling er gedigen og gammeldags. Det er ikke lange, indviklede forklaringer, Brenner byder på, men det er den fortrolige redegørelse, hvor tingene skildres med kyndig iagttagelse og nobel sagkundskab.