En pilgrimsvandring fra afgrunden op mod det himmelske lys. Dette er ifølge mag. art. i nordisk litteratur, frikirkepræst Martin Bergsøe et grundmotiv i Johannes Jørgensens helgenbiogra- fier.
Karakteristikken står at læse i Bergsøes 60 sider lange artikel "Johannes Jørgensen som hagiograf" (altså som forfatter til levnedsskildringer af helgener), der for mig er den store oplevelse i antologien "Fagerø" om Johannes Jørgensen og hans forfatterskab, redigeret af religionshistorikeren Oluf Schønbeck og forfatteren Stig Holsting. Titlen er hentet fra et sent digt af Jørgensen: "Der er altid en Ø, hvor man aldrig naar hen,/ og vi kalder den Fagerø".
Den vægtige og dybtgående bog er ét af flere vidnesbyrd om, at Johannes Jørgensen er på vej tilbage. Holsting anfører i indledningen, at på baggrund af "vor tids søgen efter åndelig identitet", der bryder mange års dominans af venstreradikale strømninger, er den i lige så mange år næsten glemte digter ved at blive nærværende igen. Og i hvert fald bliver han det for læserne af denne anbefalelsesværdige tekstsamling.
Bogen indledes med dr. phil. og udenrigsminister Per Stig Møllers analyse af Jørgensens ungdomsromaner. Artiklen er en let revideret udgave af et afsnit i hans bog "Fra tid til anden" (1979).
Dr. phil. og kulturredaktør Henrik Wivel ser i den følgende artikel Jørgensen som en portalskikelse "for de sidste 100 års mest radikale digtning, kulturkritik og eksistenstænkning". Wivel ikke alene sidestiller ham med Georg Brandes, men mener også, at han i en vis henseende overgår ham, nemlig i kraft af sin højt udviklede sensibilitet, der, ifølge Wivel, sætter ham i stand til at opnå større dybde i litterære fortolkninger. Oluf Schönbeck belyser med udgangspunkt i breve Jørgensens mangeårige bekendtskab med filosoffen Harald Høffding. Et bekendtskab, der efter digterens konversion til katolicismen rummede skarpe modsætninger. Men respekten for hinanden bevarede de. Hos Stig Holsting er ledetemaet strukturen i Jørgensens omvendelse, herunder hans opgør med indre og ydre kræfter, sådan som dette kommer til udtryk i hans arbejder fra 1890'erne. Bogen afsluttes af forskningsbibliotekar Elly Bruunshuus Petersen, der skriver om Johannes Jørgensen og danske komponister. Ikke færre end 137 – et for hende selv overraskende højt antal – har sat musik til hans tekster.
Et specielt indtrængende portræt af Johannes Jørgensen får man i den nævnte artikel af Martin Bergsøe, der blandt andet giver svaret på, hvorfor han holdt op med at skrive romaner: Som en mand, der var sig bevidst at stå i den katolske kirkes tjeneste kunne han ikke fortsætte sin kredsen om weltschmerz og uforløst længsel, nej, han måtte fortælle om "hellige mænd og kvinder, der har alt det, det moderne mennesker mangler".
Jørgensens mest kendte helgenbiografi er "Den hellige Frans af Assisi" (1907), der som de øvrige af hans bedste af slagsen forener stor viden med intuitiv indsigt.
Jørgensen anså imidlertid selv "Den hellige Katerina af Siena" (1915) for at være sin bedste bog. Bergsøe, der er tilbøjelig til at give ham ret, skriver, at han i denne biografi, efter en krise med hensyn til tro og moral, som han havde gennemlevet i forbindelse med sin skilsmisse, nærmest sprudler af overstadighed og indre afklaring. Nu var han endelig, følte han, hvor Gud ønskede, at han skulle være. Artiklen er afgørende præget af Berg-søes fortrolighed med Johannes Jørgensens sjæleliv og virkelighedsopfattelse.
**Oluf Schönbeck og Stig Holsting (red.): Fagerø. Johannes Jørgensen og hans forfatterskab. 253 sider. 275 kroner. Johannes Jørgensen Selskabet.