I de senere år er begrebet værdikriger blevet hyppigt brugt, og Morten Messerschmidt er nærmest indbegrebet af en sådan. I nogen tid har Dansk Folkepartis næstformand kæmpet for respekten for dansk historie og kristendom, og indholdet af hans lille nye bog vil næppe forbløffe nogen.
”Den kristne arv”, der indgår i en serie af bøger, hvor udvalgte skribenter fremlægger deres syn på kristendommen, beskriver i letlæselig stil Messerschmidts personlige erkendelsesforløb, der har bragt ham frem til punktet, hvor kristendommen er blevet et ståsted. Inden da så det meget anderledes ud. Da Morten Messerschmidt i 2003 blev studentermedarbejder for nu afdøde folketingsmedlem Mogens Camre, fandt han ikke blot en faderfigur, der udfyldte tomrummet efter en faderløs barndom, men mødte også en inkarneret ateist, der styrkede ham i hans egen ungdoms afvisning af al religiøsitet. Men siden voksede tvivlen, og Morten Messerschmidts dannelsesrejse har rummet masser af læsning – ikke mindst af Søren Kierkegaard og Grundtvig samt kristendoms-haderen Georg Brandes. Vigtige brikker er faldet på plads, og Messerschmidt skriver:
”Nu så jeg en dybere sammenhæng fra vore dages kulturradikale, der talte om danskerne som racister og fædrelandet som Morten Korch, til den ateistiske brandesianisme og dens had til den jordbundne danske virkelighed. Til kristendommen”
Med sin indlysende begavelse har Morten Messerschmidt på rekordtid suget lærdom til sig. Nok blev der sået et frø, allerede da han som 17-årig blev kirkesanger i Islebjerg Kirke og mødte Grundtvigs salmeskat, men det egentlige troens skridt skete væsentligt senere sammen med den frigørende erkendelse af ikke i dette liv at kunne opnå fuld indsigt.
I sommeren 2020 indledte Messerschmidt i dagbladet Politiken sit offentlige kristne opråb, som han understregede ikke skulle forveksles med forkyndelse af kristen tro, men handlede om at højne befolkningens viden om det kristne gennem undervisning og salmesang. Mens det giver sig selv, at en del Politiken-læsere fik den økologiske morgenjuice galt i halsen, nærede Messerschmidt her to vigtige debatter. Diskussionen om kristendommens betydning og risikoen for at sammenblande politik og religion.
Bogen her kan læses som en opsamling af alt dette, og den demonstrerer på fin vis, hvordan en politiker naturligvis kan argumentere for sit livssyn med udgangspunkt i kristen tradition. Og stadig være sig bevidst, at tingene skal holdes adskilt. Jeg siger ikke, at sondringen altid er simpel, men Morten Messerschmidt bør anerkendes for at værne om en tradition for kristen bevidsthed i dansk politik, der ellers i disse år meget nemt kan gå helt tabt.
Imidlertid fremstår bogen også så hurtigt skrevet, at det af og til forfladiger en smule. Morten Messerschmidt er begejstret for Grundtvig, der fylder klart mest i bogen, men det er en lidt ensidig og tilpasset tolkning af den store mand, der her foregår, og for eksempel kan man diskutere udlægningen af de berømte ord om ”Menneske først, kristen så”. Messerschmidt vil gerne fastlægge, hvad det vil sige at være et ”sandt menneske”, og bruger Grundtvig som middel til at formulere en kategori: ”For Grundtvig er det at være sandt menneske ensbetydende med at ”aabne sit Øre for Sandheds Ord”.
Ja, på sin vis, men det betyder ikke, at det ikke-troende menneske for Grundtvig er et usandt menneske, for gudbilledligheden er ikke ved faldet gået aldeles tabt. Man savner, at Messerschmidt angående de store temaer diskuterer mere frem for at bruge teologerne som understøttelse af egen overbevisning. Man aner den for nylig omvendtes skråsikkerhed, og det føles indimellem, som om Messerschmidt har overtaget tanker uden helt at have gjort dem til sine egne. I den forbindelse undrer det, at han slet ikke nævner Søren Krarup som inspirationskilde, for han svæver eftertrykkeligt over vandene. Bemærk blot denne sætning:
”En ideologi må man forstå for at være en del af. Det er en tanke, en isme. Men i den kristne virkelighed er vi bundet til det givne. Til dåben. Til vore forældre, sproget og nationen. Det liv er ikke ideologi, men en levet virkelighed, hvor vi derfor er forpligtet på at bistå og hjælpe vores næste – det konkrete menneske, der har hjælp behov, og som vi deler skæbne med.”
Dette kunne være plukket fra en eksamensredegørelse for Søren Krarups danske åndskamp, og mens vi er mange, der skylder Krarup meget, er sagen naturligvis, at Søren Krarup er bedst til selv at fremføre sine tanker.
Med dette sagt er håbet, at Morten Messerschmidts bog vil blive læst af mange. Den bidrager som nævnt til at understrege, at en politiker kan være frimodigt forankret i kristendom, og udgør samtidig en lille dannelsesrejse, hvor læseren møder store teologer, historiske milepæle, en herligt reaktionær (og sand) konstatering af at den væsentligste danske litteratur blev til før Messerschmidts tid samt en fin beskrivelse af kristendommens uomgængelige betydning for vores samfund i dag.
Der er også en omgang tæsk til de biskopper, der i Messerschmidts øjne er mere optaget af dialog med islam end af folkekirkens bedste, og ingen er efter læsning i tvivl om, hvad denne værdikriger mener. Morten Messerschmidt afslutter bogen med at spørge: Tør du være kristen? Det er et glimrende kierkegaardsk spørgsmål, og når Messerschmidt går i gang med sin næste bog, kan han passende begynde her. Hvad vil det sige at turde være kristen? Med denne lille udgivelse lærer vi på lidt skematisk og tillært vis, hvilket erkendelsesrum der har afløst Morten Messerschmidts ateistiske livssyn. Kristendommens og troens rum. Næste skridt er at beskrive, hvad det betyder at leve og ånde i det.