Prøv avisen
Bog

Erindringsbog om modstandsgruppe taber betydeligt i intensitet undervejs

3 stjerner

Erindringsbog af Helge Milo, den eneste overlevende fra modstandsgruppen Churchill-klubben, havde stået stærkere, hvis den var blevet forkortet

Det gjaldt Danmarks ære. Den, som de mente, regeringen svigtede ved ikke at modsætte sig den tyske besættelsesmagt.

Holdningen var klar hos de pågældende kritikere, nogle drenge i Aalborg. Og de handlede derefter. En af dem var Helge Milo, der i en alder af 15 sammen med jævnaldrende var med til at oprette Churchill-klubben, den første organiserede, danske modstandsgruppe. Medlemmerne blev arresteret i maj 1942 efter at have virket i et halvt år og udført 20-30 sabotageaktioner. Men for Milo, når han ser tilbage, var gruppens vigtigste indsats, at den bidrog til at skabe modstandsvilje.

Som den eneste fra Churchill-klubben, der stadig lever, har han følt sig forpligtet til at videregive sin egen version af historien. Det er blevet til bogen ”Nogen måtte gøre noget”, som han har skrevet i samarbejde med journalist Tina Storgaard Støttrup. Tillige har han følt sig forpligtet til at berette om, hvordan de barske oplevelser under krigen efterfølgende prægede ham. Det er dog ikke dér, bogen har sin styrke.

Krigsafsnittet er det essentielle. Det er ikke så ligetil at gå direkte fra barnets verden til soldatens. Begyndelsen har et skær af naivitet over sig. Milo skriver ærligt og nøgternt om nogle af aktionerne, også om det, der gik galt. Han er ikke ude på at heroisere.

Kort før det gik galt, erklærede et af medlemmerne, at skulle det, de lavede, være andet end drengestreger, var de ”nødt til at tage det næste skridt”. Dermed hentydede han til påtænkt angreb på en tysk lyttepost. Et angreb, der ville kræve vilje til drab. Milo ved stadig ikke, om han havde været i stand til at deltage i angrebet. Beslutningen om at opgive det var hans.

”Gud ske lov var det mig, der ledede opgaven, for de andre ville have gennemført, og så var vi enten blevet dræbt på stedet eller idømt dødsstraf.”

Straffordelingen efter arrestationen stod i relation til de dømtes alder – Milo fik halvandet år. I Nyborg Statsfængel. Og i begyndelsen var det i isolation. Efter 12 uger måtte han modtage besøg af den nærmeste familie, men kun én gang om måneden. Han måtte skrive ét brev hver 14. dag og modtage ét en gang om ugen, dog først efter fire ugers ophold. Ellers havde han udelukkende kontakt med ”selvoptagede og storsnudede betjente, som åbenbart nød deres magt over andre mennesker”.

Hvordan skulle han klare det? Han blev mere og mere nedtrykt. Redningen kom i form af undervisning for de unge indsatte. En af lærerne fik stor betydning for Helge Milo. Blandt andet via indføring i Christian Winthers romantiske versfortælling ”Hjortens Flugt”.

På et tidspunkt fik de unge besøg af daværende justitsminister Thune Jacobsen. Rasende anklagede han dem for at have beskadiget forholdet til besættelsemagten. Det fik en af de udskældte til at bemærke, at dette også havde været deres mål. Deres foragt for ministeren emmer koldt op fra bogen.

Medlemmerne af Churchill-klubben blev mærket for livet af det, de oplevede. For Helge Milos vedkommende i form af ”evig rastløshed”. Han gennemførte dog en uddannelse som civilingeniør og blev senere engageret i arbejdet med Norges første computer. Efterfølgende specialiserede han sig i programmering og systemudvikling.

Krigsafsnittet gør et stort indtryk. Men bogen taber betydeligt i intensitet, da Milo skifter scene til sin tilværelse efter krigen. Jeg ville have foretrukket, at han havde udeladt den del af bogen. ”Nogen måtte gøre noget” havde stået stærkere uden.