DR SymfoniOrkestrets glimrende solofagottist Sebastian Stevensson trådte torsdag aften frem foran sine orkesterkolleger som solist i en ny fagotkoncert, skrevet specielt til ham af den 48-årige svensker Fredrik Högberg. Komponisten har selv kaldt sit værk fra 2017 ”Baboon Concerto” – en baviankoncert. Den pointe var understreget, så det ikke kunne misforstås. Stevensson optrådte med bare fødder og var iført en sort T-shirt med ordet ”Baboon”. Og rundt omkring på scenen var der anbragt palmer og anden junglestaffage.
Det var Stevensson selv, der ind imellem sit spil fortalte fablen om den dovne bavian, der ikke gad hjælpe med at skaffe mad til vinteren, men derimod gerne ville lege og fjolle med sit instrument. Som farce var det for overtydeligt og langstrakt, og som musik var stykket for sporadisk – 14 korte satser på 24 minutter – omend der var enkelte gyldne øjeblikke, hvor både Högberg og hans solist demonstrerede deres kunnen og talent.
Efter pausen var ethvert spor af abegrotte fjernet, for nu skulle den finske dirigent Susanne Mälkki lede DRSO gennem et anderledes vægtigt og seriøst værk, Béla Bartóks ”Koncert for orkester”, som den ungarske komponist færdiggjorde i 1943, og som man roligt kan kalde et af det 20. århundredes mesterværker. Mälkki er til daglig chefdirigent for Helsinki Filharmonikerne og har ikke mindst udmærket sig inden for avantgardemusikken. Susanne Mälkki førte DRSO rimeligt sikkert gennem de fem satser, og orkestret viste klassen med suverænt spil fra alle sektioner, eksempelvis med herlige blæserpassager i fjerdesatsens ”Intermezzo interrotto”. Det er her, Bartók tager sig den frihed at citere Franz Léhars muntre melodi ”Så går jeg til Maxim” fra operetten ”Den glade enke”. Men det kan ikke nægtes, at den finske dirigent havde svært ved at holde dampen oppe hele vejen igennem, og det føltes, som om hendes energi fadede noget ud hen mod slutningen af flere af satserne.