Prøv avisen

Mangfoldig Vrå-udstilling af gådefulde billeder og åndelig arkitektur

4 stjerner
Søren Elgaard er en af de 29 kunstnere og arkitekter, der er en del af ”Vrå-udstillingen 2018”. Han leger i sine billeder med det kendte og sætter det i perspektiv. – Foto: Kunstbygningen i Vrå

29 kunstnere og arkitekter af stor kvalitiet medvirker på ”Vrå-udstillingen 2018”. Resultatet er en mangfoldig udstilling, der peger i flere forskellige retninger

Virkeligheden som den er. Den ligner i hvert fald – men på en måde som man ikke er helt tryg ved. Noget andet ligger på lur, måske noget truende. Men hvad så end det er, erobrer det billederne, mens man betragter dem. Man er dog ikke i tvivl om, at de stadig repræsenterer virkeligheden, som den er. For sådan, som det næsten umærkeligt antydes, er den også. Det diskret foruroligende siver frem overalt. Man når man ser det, er det ikke mere diskret. Det er verden ifølge Bjarke Regn Svendsen.

Noget lignende – og samtidig temmelig anderledes – oplever man hos Søren Elgaard, der drilsk leger med det kendte og sætter det i perspektiv. Hans billeder er ”små”, ansporende tidskommentarer, hvor pointerne står i kø.

Vi er på ”Vrå-udstillingen 2018”. Helhedsindtrykket er flimrende. Eller mere positivt sagt: mangfoldigt. 29 kunstnere og arkitekter medvirker. De har kvalitet til fælles, gennemslagskraft. Ellers ikke så meget.

Men det skal bliver anderledes. Fra næste år vil ”Vrå-udstillingen”, der stiftedes for 76 år siden, vise kunst med opmærksomheden rettet mod Vrå. Helga Exner foregriber den udvikling med sit værk ”Louises Skrikes Blomstereng” bestående af sølv, emalje, sten, perler og 45 blomstersmykker. Udgangspunktet for den opbyggede ruminstallation er en 1800-talls broche, der har tilhørt Louise Skrike (1842-1935), en markant Vrå-personlighed, der virkede for udbredelse af N.F.S. Grundtvigs tanker om skole og kristendom. Den stemningsfulde installation dufter af fortid, men er samtidig udtryk for et engagement med bud til alle tider. At træde ind i det intime rum, der er reserveret værket – eller snarere er skabt af det – er som at træde ind i et digt.

Kontrasten er voldsom til Ole Sporrings dybt pessimistiske billeder, de fleste med en titel, der siger det hele: ”Efter fremtiden”. Alt er forfald og destruktion, håbet er en slukket sol. Det er de stærke farver, der råder, undergangens farver. Man kommer til at tænke på denne sommers brændende skove. Men hos Sporring er det hele verden, der brænder. Fremtiden brænder. De tilstedeværende væsener ligner mere dæmoner end mennesker. Sejrende dæmoner, der kun kender én vej: dybere ned i forfaldet.

Søren Kierkegaards ”Frygt og bæven” med Sporrings meget personlige illustrationer er lagt frem som en kommentar til billederne – der ellers synes at sige alt. Gysende vakler man videre til næste værk.

For eksempel til Finn Heibergs billeder, der demonstrerer troskab mod børnetegningernes skæve proportioner. Beskueren får mange finurligheder at gå på opdagelse i. Det samme hos Kirsten Klein, der med sine fotografier – blandt andet af sand og vand – udforsker det største i det mindste. Universer, der på én gang er små og uendelige. Laila Westergaard digter inciterende i granit – med en rigdom af detaljer. En sum af fragmenter. Mogens Gissels abstraktioner kalder på én, stille, men ikke til at overhøre. Man søger ind i dem – og ved at her kan man blive længe. ”Plads til poesi, viden og tvivl”, hedder et gådefuldt dragende værk af Karen Gabel Madsen. Det er hendes hidtil største maleri – på 450 gange 480 centimeter. Man ser en stor sal med mange stole, lamper og bøger. Lamperne er tændt, ganske meningsløst, for ingen er til stede. Alt er i det hele taget ellers lagt op til, at salen skal være et mødested for mange.

Livets kulisser findes, men ikke livet selv. Hvor er det henne?

De, der måtte undre sig over inddragelsen af arkitekturen, bør betragte dens repræsentation gennem journalist Jørgen Pyndts åbningstale, hvor han understregede, at vi har brug for at besinde os på den gode arkitektur. Fordi den er med til at skabe de fysiske rammer for vores tilværelse. Han så den gode arkitektur som en del af den åndelige dimension, der – som han sagde – kan give os inspiration og ballast til at håndtere livet.

Meget er der at komme efter for dem, der søger åndelighed i arkitektur. For eksempel i form af fotos, visualiseringer og materialeprøver fra restaureringen af Kongefløjen på Nyborg Slot – udført af arkitektfirmaet Vilhelmsen, Marxen & Bech-Jensen A/S ved Mette Viuf Larsen. Skal man have noget, der ligner det fulde udbytte af udstillingen, bør man besøge den mere end én gang. Jeg er overbevist om, at man alligevel fortsat vil føle, at man har noget til gode af alt det, der serveres.

”Plads til poesi, viden og tvivl” hedder Karen Gabel Madsens store, gådefuldt dragende værk med de mange stole, lamper og bøger.