Det var på grund af landskabet rundt om Belfast, at C.S. Lewis vendte tilbage til sin fødeby igen og igen. Den navnkundige filolog og forfatter lod sig inspirere af den allestedsnærværende dis og det bølgende bakkelandskab, der omkranser byen, da han skrev Narnia-bøgerne, som snart sagt alle børn i hele verden har hørt om.
Lewis hentede imidlertid ikke kun inspiration udefra, men også indefra, så at sige: Han voksede op i et hjem, hvor alle værelser var proppet med bøger, og tilbragte utallige dage efter skole med at læse i fred. En litterær verden af sagn, legender, mytologi og kirkehistorie åbnede sig for ham i en tidlig alder og blev ligeså hjemmevant at færdes i som gaderne i Belfast.
Hans mor var syg, og faderen interesserede sig ikke synderligt for opdragelse af den unge Clive og hans bror, Warren, så der var fri bane til at forsvinde i bøgernes verden. Da Lewis var 11 år, var moderen død, og han blev med sin bror sendt på kostskole og vendte aldrig siden tilbage til Belfast for at bo. Men han glemte aldrig byen, og byen har aldrig glemt ham.
Når man besøger byen i dag, er arven fra Lewis tydelig. Hans kontrafej pryder flere husgavle, og en park og legeplads er anlagt med de berømte figurer fra Narnia-bøgerne som udsmykning. Mens børnene leger foran løven Aslans fødder, og med ulven Maugrim lumsk iagttagende i baggrunden, kan de voksne betragte en statue af det berømte bysbarn på C.S. Lewis Square. Statuen er passende placereret foran et bibliotek og viser forfatteren på vej ind i et garderobeskab – med en umisforståelig inskription ved soklen: ”Born 1898, Reborn 1931”.
Lewis blev døbt i Church of Ireland, men voksede op som og var erklæret ateist langt ind i voksenalderen. Han blev imidlertid omvendt til kristendommen i 1931, som skrevet står i Belfast, og brugte resten af sit liv på at formidle og forsvare troen, blandt andet i en række enormt populære radioprogrammer på BBC, der resulterede i klassikeren ”Mere Christianity”. Hans omvendelse er beskrevet i erindringsbogen ”Surprised by Joy” fra 1955.
Når det er værd at nævne, at Lewis’ omvendelse så tydeligt markeres i det offentlige rum, er det, fordi tro fylder meget her i Nordirland. Der er selvsagt mange kirker i bybilledet og desuden fuldt blus på juleudsmykningen, men den offentlige samtale er også fyldt med religion.
Ofte hører man ellers i Danmark, at konflikten mellem irske nationalister og britiske loyalister eller unionister handler om alt muligt andet end tro: politik, klassemodsætninger, sociale spændinger, historie eller noget helt femte.
Det handler konflikten også om – men at udelade tro og religiøse modsætninger mellem katolikker og protestanter fra ligningen grænser til historieforfalskning og flugter ikke med det, man hører, når man spørger folk på gaden eller læser de lokale aviser.
Irish News beretter på forsiden af dagens udgave om ballade i et boligkvarter, efter at ”en 24-årig katolsk mor til fire ville flytte ind i unionist-nabolag”. Men så blev vinduer smadret, og der kom pro-britisk graffiti på husmuren. Det er ikke engang under overfladen, men på avisernes forsider, at der fortsat er religiøs splittelse her i Nordirland.
Både under og efter ”the Troubles”, der kostede flere end 3500 mennesker livet fra 1969 til den såkaldte Langfredagsaftale i 1998, var irerne, der arbejder på at blive forenet med Republikken Irland, typisk katolikker, og unionisterne, der ønsker at forblive en del af Storbritannien, typisk protestanter. Tro har altid været en afgørende markør herovre.
Det kan man i øvrigt også forvisse sig om ved at se den populære komiske tv-serie ”Derry Girls” på Netflix, der handler om, hvordan det var at vokse op som teenager i et katolsk miljø under ”the Troubles”. På overraskende politisk ukorrekt vis skildres her med charmefyldt bitterhed såvel hadet til englænderne som opsætsigheden over for nonnerne på skolen, hvor pigegruppen, som vi følger gennem sæsonerne, går.
For C.S. Lewis fik den religiøse og politiske konflikt den betydning, at mange her i Belfast, både mens han levede og efter hans død i 1963, betragtede bysbarnet som engelsk. Det var fra Oxford, han sendte sine mange populære bøger ud i verden, og disse bøger blev aldrig rigtig indlemmet som del af irsk litteratur. Lewis’ far tilhørte den protestantiske elite i Belfast, og sønnen indtog derfor ikke en naturlig plads i opbygningen af en irsk-katolsk nationallitteratur, der pågik i løbet af det 20. århundrede. Med sit nære venskab med J.R.R. Tolkien, hvis verdensberømte bøger om ringenes herre Lewis betragtes som fødselshjælper til, passede han måske også bedre ind i en engelsk kultur – selvom han på privat basis vendte tilbage til Nordirland en gang om året og drømte om at købe en afsidesliggende hytte i County Down syd for Belfast. En investering, han dog aldrig rigtig mente at have de fornødne midler til.
Sent i livet fandt Lewis kærligheden og blev gift med den amerikanske forfatter Joy Davidman. Hun var selv konverteret til kristendommen, og Lewis skrev forord til en af hendes bøger, men de fik kun fire år sammen, inden hun døde i 1960. Året efter udgav Lewis bogen ”A Grief Observed” om forløbet, som man også kan se udfoldet i filmen ”Shadowlands” med skuespilleren Anthony Hopkins i hovedrollen.
Selv døde Lewis på datoen den 22. november 1963 – samme dag, som ikke bare den amerikanske præsident John F. Kennedy blev skudt og dræbt, men også forfatteren Aldous Huxley (”Fagre nye verden”) døde. Sidstnævnte kender de færreste nok i dag, JFK er stadig stor – men mon ikke Lewis alligevel er endnu mere udbredt, selvom hans død på den berømte dato 22/11/63 blev overdøvet af skuddene i Dallas.
Sine erfaringer med ægteskabet og med livets øvrige tilskikkelser brugte Lewis til sine radioforedrag og apologetiske bøger om kristendommen. Når man læser dem i dag, melder én betragtning sig straks:
Hvor er den godmodige professor dog skarp i sin dissektion af det moderne livs blindgyder. Uden på nogen måde at være fordømmende er Lewis prisværdigt kategorisk i sin udlægning af, hvad kristendom er, og hvordan troen ofte afviger fra vedtagne samfundsmæssige sandheder. Under brede overskrifter som ”Ægteskab”, ”Tilgivelse”, ”Håb” og ”Er kristendommen nem eller svær?” gennemgår han i ”Mere Christianity” de kristne dogmer og Jesu syn på en lang række eksistensspørgsmål – uden at være farvet af en bestemt kirkelig retnings synspunkter. Lewis ville tale til alle kristne og meget gerne også til alle andre.
Her er eksempelvis Lewis’ syn på begrebet lykke, fra en af hans sidste tekster: ”Jeg tror, at vores lykke eller elendighed i meget høj grad er afhængig af forhold og kræfter uden for menneskelig kontrol. At have ret til lykke giver for mig at se ikke mere mening end at have ret til at være seks fod høj, eller til, at ens far er millionær, eller at have ret til, at vejret er godt, når man skal på udflugt.”
Nogen fortaler for lykke som den vigtigste konstant i et ægteskab var Lewis såvist ikke. Ligesom han antagelig ville se med hovedrysten på det i vor tid udbredte udsagn fra forældre til spørgsmålet om, hvad de ønsker for deres børn: ”De må gøre, lige hvad de vil, bare de bliver lykkelige.” Lykke er ingen menneskeret, følelser er flygtige og umulige at bygge noget blivende på, og man skaber kun elendighed, hvis man placerer ansvaret for det vigtigste i livet på den enkelte. Mente Lewis.
Hvis dette synes håbløst umoderne, er det værd at erindre, at det ikke er mange årtier siden, utallige BBC-lyttere tændte for radioen til budskaber som disse, når Lewis’ røst lød i æteren.
Findes der en moderne C.S. Lewis? Nej. Møllehave havde den folkelige appel, men ellers er det svært at komme på teologiske navne med samme gennemslagskraft. Ja, tiden er rigtignok en anden, end da Lewis i Oxford disputerede med Tolkien og i en sky af piberøg og i tung tweed tøffede hen til radioen og forelæste.
Men: Danske Svend Brinkmann har jo en sammenlignelig udbredelse. Det er ikke sådan, at bare fordi der er mange medier nu, så er alt fragmenteret, og at vi kun vil være sammen med ligesindede i de sociale mediers ekskluderende siloer. Folk vil, med Brinkmann in mente, såmænd stadig gerne høre brede budskaber om værdier og eksistensen i tilgængelige bestsellere.
Ville en nutidig teolog turde skrive en apologetisk bog som ”Mere Christianity”? 180 sider om det centrale i Jesu lære, fortalt for menigmand med nutidige eksempler. Indtil den dag måtte komme, kan ”Mere Christianity” anbefales.
På en overraskende måde kan det være, at Lewis’ forfatterskab med især Narnia-bøgerne er ved at finde ny popularitet. Her i Belfast er man meget opsatte på at vise, at ”the Troubles” og Brexit langtfra er den eneste fortælling om det moderne Nordirland.
Et fantastisk museum ved havnefronten fortæller eksempelvis historien om bygningen af Titantic og afsejlingen her fra Belfast (”Skibet fejlede ikke noget. Det var kaptajnen, som var fra England,” som de lokalpatriotiske siger på museet om det spektakulære forlis i 1912).
Rundt om hjørnet fra Titanic-museet ligger et enormt filmstudie og en masse kulisser, og det er her, at forbindelsen til Lewis opstår: Turister fra hele verden kommer nemlig til Belfast for at se de steder, hvor tv-serien ”Game of Thrones” er optaget. Måske den massive fantasy-interesse her i byen vil få nye læsere til at opdage Lewis og hans fantastiske univers, der både er inspireret af bakkerne omkring Belfast, som man tydeligt kan se her fra havnefronten, og samtidig er en frisættelse. En frisættelse i fantasiens verden – fra de politiske og religiøse uroligheder, der i så mange årtier har præget Nordirland.
Kristeligt Dagblad var inviteret til Nordirland af Tourism Ireland.