Prøv avisen
Udstilling

Fra den specifikke palæstinensiske situation til det eksistentielt almene

5 stjerner
I Larissa Sansours værk er den smertefulde problematik samlet i et genkommende billede af en stor, sort kugle, der også går igen i den fem meter høje skulptur, ”Monument for Lost Time”. Så sort, så det næsten er umuligt at se den som en kugle, i stedet bliver den til et sugende hul. – Foto: Anders Sune Berg/Copenhagen Contemporary.

Kunsthallen Copenhagen Contemporary byder på en betagende smuk udstilling af kunstneren Larissa Sansour, som denne sommer repræsenterede Danmark på Venedig Biennalen

I et råt betonagtigt lokale ligger en ældre kvinde i en seng, ved siden af står et dropstativ, dog frakoblet. Måske til, når det bliver rigtig slemt. En yngre kvinde, Alia, klædt i en funktionel lidt futuristisk sort heldragt, besøger den gamle kvinde. Det er den unge kvinde, der skal bære den gamles erindringer videre, når hun ikke er mere. Det er hendes opgave, det er hendes arv.

Det er ikke ukompliceret, det fortæller også den foruroligende musik, der ledsager den 27 minutter lange film. Værket fik mig til at tænke på Olga Ravns roman ”De ansatte”, hvor lignende problemstillinger udspiller sig mellem biologiskfødte og replikanterne.

Larissa Sansours filmværk ”In Vitro”, som kan ses på udstillingen ”Heirloom” (arvestykke) på Copenhaven Contemporary på Refshaleøen i København, handler om immateriel arv. Gennem de to karakterer og undersmukke billeder diskuterer den, hvordan og i hvilken grad fortiden kan eller skal bæres ind i nutiden.

Værket er sammen med skulpturen, som jeg kommer tilbage til, ”Monument for Lost Time”, skabt til den danske pavillon på Venedig Biennalen denne sommer, hvor Larissa Sansour repræsenterede Danmark. Det er virkelig dejligt, at man så kort tid efter kan få lov at opleve værket i Danmark. Og var man så heldig at være i Venedig, der foruroligende nok endte med den værste oversvømmelse længe, vil installationen i Copenhagen Contemporarys store høj-loftede sal også være en helt anden end den i villaen i Venedig.

Larissa Sansour har palæstinensisk baggrund, hun er født i 1973 i Jerusalem og voksede op i Betlehem. Barndommen ophørte med den første palæstinensiske opstand, der begyndte i 1987, og siden har hun boet mange steder i verden. Blandt andet i Danmark og nu London. Hun er dansk statsborger og gift med filosof og forfatter Søren Lind. De arbejder sammen om hendes kunstneriske arbejder, således er det ham, der skriver dialogen.

Tilbage til værket. ”In Vitro” betyder ”i glas” og bruges om organismer dyrket uden for kroppen. Værket udspiller sig i en nær fremtid, efter en katastrofe, billedliggjort ved floder af sort vand, der skyller gennem Betlehems gamle gader, og siden røg og eksplosioner. Den døende kvinde, Dunia, var en lille pige, da det skete. Hun bærer minderne om tiden før, duften fra oliventræerne, følelsen af klinkerne mod huden i børneværelset, hvor hun sad og tegnede. Billedsiden i værket er sort-hvid og exceptionelt smuk. Undertiden er skærmen dobbelt, så man ser både den unge og den ældre kvindes ansigter.

Den unge kvinde, Alia, der er en replikant af den ældre, har aldrig været uden for det kunstige miljø, de befinder sig i. Men hun har fra barnsben fået indprentet den gamles minder, historien om det tabte land. ”I was raised on nostalgia… the past spoon-fed to me,” som hun siger. Hvor er der plads til hendes egne erfaringer, når hun skal rumme den andens?

Hvad Dunia ikke forstår, er, at det, hun oplever som et limbo, tilstanden i eksilet, er virkeligheden for unge Alia. Det er her, hendes barndomsminder hører hjemme, det er herfra, hendes sensibilitet udspringer. Men hvor er der plads til den fortælling?

Larissa Sansour har flyttet sin fortælling ud i et enkelt fremtidsunivers, dog hele tiden med minder om den konkrete situation for det palæstinensiske folk. Men problematikken er genkendelig for alle: Hvad betyder familiens historie, og hvordan skal den bæres videre?

Arven er et janushoved, for det er godt at have rødder, trygt at føle en kontinuitet. Men på den anden side bæres også fjendskaber videre, det er aldrig muligt at begynde forfra. Tænk på Romeo og Julie, som gerne ville begynde en ny fortælling. Problematikken kendes af alle, men det er klart, at den føles allermest smertefuld i de familier, der har måttet flygte, forlade det, de kom fra, og nu skal integrere sig i det nye, men samtidig gerne vil give noget videre til næste generation.

Det er ikke noget, der bliver talt meget om i den politiske fremstilling af integrationskrav: At mennesket har et behov for at give historien videre. At fortid ikke kan opløses som en brusetablet.

I Larissa Sansours værk er den smertefulde problematik samlet i et genkommende billede af en stor, sort kugle, som den unge kvinde kun lige kan berøre. Og i en musik, der mærkes som en mørk strøm gennem kroppen.

Kuglen genfinder man som den fem meter høje skulptur, ”Monument for Lost Time”, på den anden side af videoprojektionen. Den står på et podie, med samme slags fliser som vi har set i filmen. Så sort, så det næsten er umuligt at se den som en kugle, i stedet bliver den til et sugende hul. Kunstnerne, Larissa Sansour og Søren Lind, har fortalt, at de gerne ville have brugt den sorteste farve, der findes, men den har kunstneren Anish Kapoor patent på – så dette er den næstsorteste!

I en tilstødende sal vises tre af Sansours tidligere værker, fra henholdsvis 2009, 2012 og 2016, der lægger sig i tråd med ovenstående ved også at handle om diaspora, erindring, arv og retten til at fortælle historien, og også udspiller sig i science fiction-miljøer. Blandt andet kan man se en fremtidig version af Palæstina, der har fået lov at vokse i højden, og hvor man kan tage elevatoren, når man skal fra Jerusalem til Betlehem.

Jeg håber, at rigtig mange, også skoleklasser, vil lægge vejen forbi på Refshaleøen i København, hvor Copenhagen Contemporary ligger. Sansours værker har så meget stof i sig – fra det politiske niveau med den specifikke palæstinensiske situation og til det eksistentielt almene.

Larissa Sansours filmværk ”In Vitro” handler om immateriel arv. Gennem de to kvindelige karakterer og undersmukke billeder diskuterer det, hvordan og i hvilken grad fortiden kan eller skal bæres ind i nutiden. – Foto: Anders Sune Berg/Copenhagen Contemporary.