”Kald og profession – sygeplejens historie 1863-2001” udkommer på helt rigtigt tidspunkt

Historiker Gunilla Svensmarks nye bog beskriver en speciel tid; dengang, hvor et hospital blot var opmagasinering af syge

Historiker Gunilla Svensmark har udgivet bogen ”Kald og profession – sygeplejens historie 1863-2001”, hvor hun blandt andet trækker linjerne for denne historie op. Den må under alle omstændigheder siges at være udkommet på det helt rigtige tidspunkt. (Arkivfoto).
Historiker Gunilla Svensmark har udgivet bogen ”Kald og profession – sygeplejens historie 1863-2001”, hvor hun blandt andet trækker linjerne for denne historie op. Den må under alle omstændigheder siges at være udkommet på det helt rigtige tidspunkt. (Arkivfoto). Foto: Artem Maltsev/Unsplash.

Sundhedsvæsenet står i frontlinjen i kampen mod corona. Sundhedspersonalets indsats blev da også anerkendt i Dronningens nytårstale med ordene:

”De talte ikke timerne eller dagene. De lindrede, de forskede af al magt for at forstå den ukendte sygdom.”

Dronningen greb til en retorik, der trak veksler på en traditionel kaldsetik. Samtidig kunne man se, at sundhedspersonalets organisationer også brugte coronakrisen til at gøre opmærksom på arbejdsforhold og lønvilkår i sektoren. Det faldt nogle for brystet.

Der er tale om en konflikt mellem en kaldsetik, der kalder på selvopofrelse og en professionsetik, hvor arbejdets samfundsmæssige værdi må afspejle sig i lønnen. Dette har været en dyb splittelse i mange faggruppers identitet: lærere, præster og altså også sygeplejersker.

Historiker Gunilla Svensmark har udgivet bogen ”Kald og profession – sygeplejens historie 1863-2001”, hvor hun blandt andet trækker linjerne for denne historie op. Den må under alle omstændigheder siges at være udkommet på det helt rigtige tidspunkt.

Vi skal ikke langt tilbage, før der hverken fandtes sygeplejersker eller hospitaler. De fleste af de institutioner, man kaldte hospitaler, var i virkeligheden opmagasinering af gamle og syge. Det var dem Kingo beskrev i digtet ”De fattige udi Odense Hospital”:

”Her hyler een, der er saa fuld af Saar og Bylder / Som Job og Lazarus og sine Sprecker fylder / Af det hand nærmest har, med blæstet af sin Mund / Og klapper for et Slik ved tungen af een Hund”.

Først i midten af 1700-tallet blev det første behandlingshospital grundlagt. Idealerne om pleje, omsorg og dedikerede sygeplejersker havde stærke religiøse rødder. Fra katolsk side drejede det sig blandt andet om en organisation som Skt. Joseph-ordenen, der kom til Danmark i 1850’erne. Som et luthersk modstykke hertil opstod Diakonissestiftelsen i 1863. Endelig fremhæver Svensmark inspirationen fra den britiske sygeplejerske Florence Nightingale. Det blev det såkaldte Nightingale-system, der lå til grund for uddannelsen af sygeplejersker.

Frem til sidste halvdel af 1800-tallet var det ikke sygeplejersker men såkaldte stuekoner, som befolkede hospitalerne. De var ufaglærte og skulle uden nogen oplæring varetage patienternes pleje. Derudover var deres opgave først og fremmest at gå til hånde. Og så boede de på stuerne dag og nat.

Det var i den situation, at København Kommunes hospitalsborgmester i 1875 pålagde overlægerne på det relativt nyopførte Kommunehospital at sikre en overgang til egentlige sygeplejersker, der skulle uddannes efter Nightingale-systemet. I 1933 blev faget konsolideret ved loven om statsautoriserede sygeplejersker. Dette var et vandskel i sygeplejens historie.

Et andet vandskel finder Svensmark i 1957, hvor en anordning satte sygeplejerskeuddannelsen i faste rammer. De første sygeplejersker var blevet uddannet som elever på hospitalerne. Ofte af stuekonerne! Men efterhånden opstod en infrastruktur omkring uddannelsen, der blandt andet inddrog højskolerne. Helt op i vores egen tid var uddannelsen først og fremmest praktisk. I løbet af 1990’erne tippede uddannelsen i retningen af det teoretiske. I 2001 blev det en professionsbachelor. Også dette siger noget om en ændret opfattelse af faget. Måske er det netop kaldstankens vigende betydning, der har afført et stadig mere akut behov for legitimering af fagets status og betydning gennem omsiggribende teoridannelser?

Gunilla Svensmark følger de mange forskydninger i sygeplejerskernes rolle, selvopfattelse, opgaver og institutionelle kontekst. Dertil beretninger om enkeltpersoners betydning for faget samt historier om danske sygeplejersker i krige og under epidemier. Historien spænder over meget – og nok også for meget. Bogen vil det hele og ender i sit ønske om bredde forunderligt nok med at anlægge et relativt snævert institutionelt perspektiv. Det er en formuleret hensigt at skrive sygeplejens historie ind i danmarkshistorien, historien om velfærdssamfundet og kvindehistorien. Det lykkes kun pletvist.

Den store historie skitseres godt nok i nogle introduktioner til de enkelte afsnit, men de er for generelle til at blive andet end staffage. Historien bliver først og fremmest set indefra, ofte fra sygeplejerskernes fagforening Dansk Sygeplejeråd.

Dette faginterne perspektiv er naturligvis ikke irrelevant, men hvis man insisterer på at se sygeplejens historie som et led i den store historie, stiller det større krav til den analytiske ramme. Bogen bygger på stor viden, men som læseoplevelse halter den. Særligt i de senere afsnit, hvor den bliver en lapidarisk og lidt forpustet oplistning af faginterne begivenheder.

Mest interessant er bogen, når den stopper op og overvejer betydningen af disse udviklinger. Dér anlægger den midt i vrimlen væsentlige perspektiver, ikke mindst den udvikling i sygeplejerskernes faglige identitet, bevægelsen fra en kristeligt funderet kaldsetik over en fagidentitet, der har været tæt knyttet til den moderne velfærdsstats fremvækst og endelig til kaldstankens genkomst under nye former.

Også det lille, men ikke specielt udfoldede afsnit om sygeplejerskeuniformens historie er interessant i den sammenhæng. Det er kort sagt bevægelsen fra en uniform, der understregede fagets rødder til en, der alene er bestemt af funktion.

Her bliver bogen interessant og giver et kig ind i en historie, der kunne rumme væsentlige bidrag til historien om velfærdssamfundets rødder, opståen, udvikling og transformation.