Det føles som at stige ned i underverdenen. Ned til Eurydike og Orfeus, Niels Klim og andre litterære og mytologiske skikkelser, der har hjemsøgt den. Allerede fugtpletterne på betontrappen varsler vandet, som venter én nede i mørket – nede i den menneskeskabte drypstenshule – eller måske bedre: i den underjordiske katedral.
Her vokser stalaktitter – drypsten – ned fra hvælvingerne. De er som stenblomster, der har slået rod i de fugtige betonmure. Den aparte kunsthal, Cisternerne, har ikke blot herhjemme, men også på verdensplan tiltrukket sig megen opmærksomhed som et unikt visningsrum for kunst. Siden 2014 har den dannet ramme om totalinstallationer, skabt direkte til stedet af kunstnere som Christian Lemmerz, Ingvar Cronhammar, Jeppe Hein, den japanske arkitekt Sambuichi, videokunstneren Eva Koch og sidste år kunstnertrioen Superflex.
Nu er den argentinskfødte, arkitektuddannede installationskunstner Tomás Saraceno (født 1973), som bor og arbejder i Berlin, ”flyttet” ind og har skabt en uhyre stærk vision, som næppe vil lade nogen upåvirket.
Disse mørke og fugtige rum – Københavns tidligere vandreservoir – har ændret udseende lige så mange gange, som der har været udstillinger, og de tidligere kunstneriske ”indgreb” ligger derfor som efterbilleder på nethinden, når man bevæger sig ned i Cisternerne ved hver ny sæson. Hvilket ”take” har kunstneren denne gang haft på de mørke rum, tænker man. I år åbner udstillingen med nogen forsinkelse på grund af coronavirusset, som har lagt Danmark ned. Men heldigvis holdes der åbent helt til udgangen af november, når undtagelsestilstanden en gang bliver ophævet.
Vand spiller i år om muligt en endnu større rolle end ved de foregående udstillinger som meddigtende element – og med en klar henvisning til klimakrisen og den dermed følgende stigende vandstand. Teknikerne har på Tomás Saracenos opfordring åbnet for drænventilerne, som til daglig er lukket for at holde det indtrængende vand ude, så nu ligger Cisternerne atter under vand. Denne gang dog kun med 1,4 millioner liter rent vand imod de 16 millioner, der fyldte dem tidligere. Dér, hvor der trænger lidt lys ind, kan man tydeligt se bunden, og uvilkårligt spejder man efter fisk og vandplanter – så overbevisende virker illusionen.
Publikum sejler rundt i værket. Seks sorte, specialbyggede robåde er stillet til rådighed. Det er en helt surrealistisk oplevelse at navigere rundt i de mørke rum med pagajen som både ror og fremdriftsmiddel, alt imens man hører vandet slikke op ad båden. Det er et natligt kanaleventyr. ”Venedig by night”. Der er plads til fem personer i hver båd, så højst 30 personer lukkes ind ad gangen. Man skal booke i forvejen og får tildelt 45 minutter til sit besøg. Men en lille advarsel: Udstillingen egner sig ikke til syns- eller bevægelseshæmmede, ej heller til små børn.
Værket er en fascinerende vision om en underverden af stor skønhed, men samtidig en påmindelse om, at vi befinder os faretruende tæt på menneskehedens udslettelse her i den antropocæne tidsalder. Det understreges allerede i titlen ”Event Horizon”, som henviser direkte til afgrunden – punktet, hvor der ikke er nogen vej tilbage, nu hvor den økologiske balance for alvor er destabiliseret, og livsbetingelserne ikke kun for os selv, men for alle klodens arter er truet som følge af rovdriften på ressourcerne, den manglende respekt for naturen og almindelig grådighed. Vandet symboliserer oplagt den truende oversvømmelse, som alle frygter nu, hvor havvandet er steget 28 centimeter siden 1880, men hvor næsten halvdelen af denne stigning er sket inden for de seneste 25 år. Og selv har vi her i Danmark i den forgangne, fugtige vinter oplevet oversvømmelser som aldrig før.
Mens man padler rundt, hører man med visse intervaller en særegen underlægningsmusik. Det er vandet selv, der ”synger”, da lyden er optaget med en såkaldt hydrofon eller undervandsmikrofon, der opfanger alle bevægelser i vandet, som vi – publikum – frembringer, når vi sejler rundt. Lyden forekommer lidt melankolsk og forlener værket med en følelse af undergang og tabt skønhed. På tre skærme vises i forskudt tempo videoen ”Living at the Bottom of an Ocean of Air”, som handler om vandedderkoppen Argyroneta aquatica, der trækker vejret under vand ved hjælp af en slags dykkerklokke. Dermed anslås nye mulige overlevelsesstrategier for menneskeheden, der med vores uhyre snilde måske kan forvandle os til antropologiske (menneskelige) amfibievæsener, når nu vandet fortrænger landområderne.
I de bageste rum, som er en slags ”allerhelligste”, svæver et større antal af Saracenos skulpturer eller ”sfærer” i mundblæst glas og PVC. Disse sæbeboblelignende, lysskinnende mikrouniverser udsender sitrende spejlinger i vandoverfladen, mens lysreflekser dirrer i loftet. Det forførende smukke ”Wunderkammer” er udstillingens absolutte clou. Boblekonstruktionerne har klar reference til de futuristiske biotoper, som Saraceno har arbejdet med i mange år. På udstillinger i Statens Museum for Kunst og i hans danske galleri, Andersen’s Contemporary, har man kunnet følge Saracenos vidtgående eksperimenter med edderkoppenetstrukturer, der er udviklet som modeller til nye og bæredygtige habitater. Disse boliger befinder sig over jordoverfladen og er inspireret af hans specielt udviklede ”araknologi” med spindelvæv og levende edderkopper. Det er både spektakulære og videnstunge installationer på kanten mellem naturvidenskabelig forskning og billedkunstneriske visualiseringer. Men denne gang går øvelsen mere på, hvordan vi skal kunne overleve under vandets overflade.
Det gennemførte værk arbejder videre i én længe efter, at man er vendt tilbage til virkeligheden, som i denne tid ikke er helt så virkelig, som vi kender den. Saraceno vier opmærksomheden til fremtiden, der står og banker hårdt på og vil ind. Det er en tankevækkende og dybt foruroligende dystopi, som Saraceno har konciperet, og den står lysende klart i mørket.