Det er Bjarne Lenau Henriksen selv, der kalder sit mangeårige arbejde i en af landets ældste sociale organisationer for et lavstatusarbejde. Kirkens Korshær har været i gang siden 1912 og er nu en større virksomhed, der har flere end 450 ansatte og 9000 frivillige medarbejdere. Organisationen, der er tæt knyttet til folkekirken, driver varmestuer, herberger, væresteder for børnefamilier og rådgivningstjenester over hele Danmark.
Bjarne Lenau Henriksen var indtil 2011 leder af Kirkens Korshær. Han skriver i begyndelsen af sin nye bog ”Kristendommens menneskelighed”, at nogle anser det at arbejde med de mest udsatte mennesker for et lavstatusarbejde, men så føjer han kækt til, at ”selv Vor Herre holdt sig ikke for god til et sådant virke”.
Bogen kommer i forlaget Eksistensens gode serie ”Kristendommen ifølge...”.
For nylig kom Lars Muhls bog ”Vejen, sandheden og livet” i samme serie, og det viser bredden i serien. Hvor Muhl er optaget af sin egen udvikling og frelse, er Henriksen optaget af medmenneskets værdighed.
Henriksen blev teolog i 1974 og derefter præst. I begyndelsen af 1980’erne var han leder af Mariatjenesten på Vesterbro i København. Han sad jævnligt på en trappesten, der blev kaldt Café Den Kolde Røv og rullede sig en smøg, mens gadens folk kom forbi og undertiden satte sig ved siden af ham for at ryge med og snakke.
Det er meget sigende for hans opfattelse af kirkens diakonale arbejde. Kirken skal være der, hvor folk er, og hvis folk vil, så kan de sætte sig ned og snakke. Kirken skal være ude midt i det undertiden barske liv med et budskab til de fortabte om Guds kærlighed og menneskets aldrig tabte værdighed.
Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner fylder meget i Henriksens teologi. Det at udvise barmhjertighed og gøre det uden at spørge om noget og uden at stille krav er kristendommens særkende.
Hele Kirkens Korshærs virke hviler på denne lignelse. Det er ifølge Henriksen ikke bare pæn tante-snak. I bogens slutkapitel, hvor han beretter om sine to helte, ærkebiskop Camara i Brasilien og Martin Luther, skriver han, at diakoni er akut. Det er her og nu. Den sociale fattigdom og nød skal tages alvorligt. Diakoni er protesterende, provokerende og solidarisk.
Undervejs gennem bogen kommer der erindringsglimt fra de mange år i det arbejde. Det kunne der godt have været noget mere af, og protesten over de uværdige forhold for de mest udsatte kunne være konkretiseret. Hans tro er politisk, skriver han, i den forstand, at den er optaget af det, der foregår i den verden, han lever i. Det savner jeg noget mere konkret om. Hvor retter det politiske sig hen? Er det bare et slag i luften eller hvad?
Henriksen skriver, at hans kristne tro er en gave, som han altid må dele med sin næste. Næsten er ikke bare den anden, men jeg er næste for den anden. Deri ligger der en dynamik, der har båret kirken gennem årtusinder, og som stadig skal være en del af dens dna. Man kan så diskutere, hvem den næste er, som jeg skal være næste for? Det er et ret varmt emne.
Bogen er et fint gennemtænkt diakonalt manifest, som kan læses med glæde og især i julelampens skær. Man kan mærke, at Henriksens hjerte banker for hyrderne på marken og andre godtfolk, der er nederst på statusbarometeret, men det var jo også der, Vor Herre lod sig føde.