Fra ”en sten med nogle runebogstaffuer på” til skattet kulturarv

At vi har runesten i Danmark, skyldes en række – mere eller mindre dygtige – videnskabsfolk, som gennem historien har arbejdet på at få stenene registreret og reddet dem fra at blive kløvet i småstykker. Kirken har også spillet en rolle

Læborgstenen er én af de danske runesten, der har været igennem lidt af hvert, som det ses på de mange kløvehuller, der er lavet i den. I dag står den og troner ved Læborg Kirke ved Vejen i Sydjylland. Indskriften på stenen lyder: ”Ravnunge-Tue huggede disse runer efter Thyra, sin dronning.” Billedet her er taget i 1934. – Foto: Nationalmuseet.
Læborgstenen er én af de danske runesten, der har været igennem lidt af hvert, som det ses på de mange kløvehuller, der er lavet i den. I dag står den og troner ved Læborg Kirke ved Vejen i Sydjylland. Indskriften på stenen lyder: ”Ravnunge-Tue huggede disse runer efter Thyra, sin dronning.” Billedet her er taget i 1934. – Foto: Nationalmuseet.

På en mark nord for Læborg Kirke i Sydjylland lå engang en stor, flot granitsten. Sådan én man kunne få en masse rigtig fine brosten ud af, hvis man kløvede den i småstykker. Men der var noget andet ved stenen. Den bar på to af sine sider et indridset bånd med en hel masse aflange streger, og for enden af hvert bånd: aftegningen af en kort og tyk lille hammer.

Man siger, at stenen blev ”fundet” midt i 1600-tallet, men det, der faktisk skete, var, at præsten i kirken satte sig ned ved sit skrivebord og skrev et brev, som han sendte til København. Her sad oldtidsforskeren og professoren Ole Worm (1588-1658) og var i gang med et vigtigt projekt. Nemlig, med kongens, Frederik den Tredjes, tilladelse at indsamle beretninger fra alle danske præstegårde om sten med runer på. I Læborg skrev præsten Christen Hanssøn til Ole Worm på 1600-talsdansk:

”Wed Læborig kierckegaard finis en stor steen med runebogstaffuer paa baade siider.”

Og flere andre præster kunne berette om sten med ”runebogstaffuer” på i deres område. Præsten i sognene Torstrup og Horne tæt ved Varde, Matthias Johannis, indberettede til Ole Worm den 17. juli 1639:

”Her foruden findis i Horne Kirchegaardzmuer en sten med nogle runebogstaffuer paa, huilche nesten er wkiendelige, saa de iche kand schriffuis.”

Artiklen fortsætter efter billedet.

Ole Worm var den første danske videnskabsmand til at interessere sig for runestenene. – Foto: Kobberstik fra Wikimedia Commons.
Ole Worm var den første danske videnskabsmand til at interessere sig for runestenene. – Foto: Kobberstik fra Wikimedia Commons.

Oversat til nutidsdansk: I kirkegårdsmuren er der en sten med nogle runebogstaver på, men vi kan ikke tyde dem.

Det er heldigt, at stenen i Læborg var så kæmpestor, og den rødbrune granit på en eller anden måde modstandsdygtig. For når man ser den i dag, som den troner i sin obeliskform ved Læborg Kirke, kan man helt tydeligt se, at nogen flere gange har forsøgt at flække den.

Med alle sine kløvehuller ned langs siden ligner den noget, der har været udsat for en borgerkrig. Et sted er et stykke af stenen brudt af og sat tilbage. Hvordan det kom af, vides ikke, men man ved, at det blev sat på igen sidst i 1800-tallet.

Læborgstenen er bare én af de i alt omkring 260 runesten, der er fordelt rundt om i landet og i tidligere danske områder som Sydslesvig og Skåne. Men lige præcis dén sten er måske et af de klareste billeder på, at vi ikke altid har tænkt om kulturarven, som vi gør i dag.

”I dag er det så selvfølgeligt for os, at vi har runesten. Jellingstenene er børnelærdom, når vi taler danmarkshistorie, men det har ikke været sådan altid. Der har været en stor uvidenhed omkring stenene. Det viser Læborgstenen og andre for os gruopvækkende historier om runesten, der er blevet omgjort til chaussésten, meget tydeligt,” siger John V. Jensen, historiker og museumsinspektør ved Vardemuseerne.

Vi skal frem til 1800-tallet, før arven fra Ole Worm rigtigt blev taget op, og der kom nogle videnskabsfolk på banen, der fik registreret og sikret runestenene. Én af dem var en mand ved navn P.G. Thorsen, en universitetsbibliotekar, der var født i Varde og blev begravet der, og som John V. Jensen netop har forfattet en forskningsartikel om.

Universitetsbibliotekaren P.G. Thorsen er én af de danske videnskabsmænd, der gennem historien har været med til at sikre runestenene. – Foto: Budtz Müller, Det Kongelige Bibliotek.
Universitetsbibliotekaren P.G. Thorsen er én af de danske videnskabsmænd, der gennem historien har været med til at sikre runestenene. – Foto: Budtz Müller, Det Kongelige Bibliotek.

Før vi ser på Thorsens rolle, skal vi dog lige først tilbage til professoren i 1600-tallet. Ole Worm var manden bag det første danske museum, eller ”raritetskabinet”, Museum Wormanium, der var fuld af kuriøse og gamle genstande, men uden et egentligt system. Og det var lidt den samme tanke, der lå bag hans forespørgsel til de danske præstegårde om runesten.

”Fortæl mig, hvilke oldtidsminder der er i jeres sogn, er beskeden fra Worm, og så beder han ellers om at få dem sendt ind til sig,” siger John V. Jensen.

Ole Worm fik mange indberetninger fra præsterne, om fortidslevn som helligkilder, gamle sagn, gravhøje og runesten. Worm gav med kongens tilladelse ordre til, at runestenene skulle skibes ud fra dér, hvor de befandt sig, og bringes til København. Der var dog kun 12-13 stykker, der kom til byen, og disse blev opstillet ved Trinitatis Kirke.

”Det er jo ud fra en tanke om, at det er dér, de lærde befinder sig, og at det er hér, man vil kunne få noget ud af dem. Bondetampe har ingen glæde af stenene, tænker man. Og Worm kan godt lide at samle tingene. Problemet er bare, at der heller ikke i København er ret mange, der kan læse stenene. Så det bliver ved, at de er sådan nogle mystiske sten fra gamle dage,” fortæller John V. Jensen.

At stenene i mange tilfælde var fundet ved kirker, som Læborgstenen, var ikke tilfældigt.

”Man har tænkt, at det her var noget hedensk skidt og smidt stenen ind i et kirkedige. Vi ser også eksempler på, at runesten er brugt som trædesten i flere kirker,” fortæller John V. Jensen.

At man har forsøgt at kløve stenene giver også god mening i datidens øjne:

”Det var jo god granit, og det kunne man lave god vejbelægning af. Man har ikke haft den samme forståelse, man har i dag af, at fortidsminder har betydning, men man skal også holde sig for øje, at det har været en tid, hvor alt stod i kristendommens navn på en helt anden måde, end det gør i dag. De sten har ikke været ’det rigtige’, og derfor gjorde man ikke et stort nummer ud af dem,” siger John V. Jensen.

Efter Ole Worms død i 1654 blev runestenene i København stående på kirkegården ved Trinitatis Kirke, men en del gik tabt ved Københavns store brand i 1728. En vandrehistorie vil vide, at klokkeren ved Trinitatis Kirke brugte nogle af dem som fundament, da han byggede sig et nyt hus.

Herefter stagnerede den københavnske runestensinteresse en smule. Men ude i landet stod jo stadig en del sten, og i slutningen af 1700-tallet var der flere, der begyndte at interessere sig for at afbilde dem. Én af dem var den dansk-norske tegner og geolog Søren Abildgaard (1718-1791), som besøgte runestenen ved Læborg Kirke i 1774.

Om den havde alle sine skader på det tidspunkt, vides ikke, men på Abildgaards tegning ses i hvert fald en hel række kløvehuller aftegnet også.

Geologen og tegneren Søren Abildgaard aftegnede Læborgstenen, da den endnu ikke var rejst op i 1774. – Foto: Nationalmuseet.
Geologen og tegneren Søren Abildgaard aftegnede Læborgstenen, da den endnu ikke var rejst op i 1774. – Foto: Nationalmuseet.

Og måske vidste Abildgaard, at stenen blev stræbt efter livet. I hvert fald anbefalede han de lokale at få stenen omvæltet eller oprejst ”ved at sammenkalde der til de i nærheden boende bønder under en fornuftig mands tilsyn”, som han skrev i sin beretning.

37 år senere, ikke så langt derfra, i Varde, blev Peder Goth Thorsen født i 1811. Af den senere universitetsbibliotekars erindringer kan man læse, at han som dreng, under en skoleudflugt til Føvling mellem Vejen og Ribe, passerede en sten med fascinerende ”gammel skrift”.

Føvling-stenen, som den kaldes, blev også indberettet til Ole Worm i 1642, hvor præsten skrev, at han havde ladet stenen ”opskure”, og at den først havde ligget på en adelsmands grav, men senere var blevet flyttet til en bondes grav. Stenen bærer, som flere andre af de danske runesten, et kors, og i dag er den placeret i våbenhuset i Føvling Kirke.

På gymnasiet i Ribe blev P.G. Thorsen undervist af en lærer, der var en bekendt af den i datiden berømte sprogforsker Rasmus Rask (1787-1832). Rask havde lært sig islandsk og gjorde i 1820’erne forsøg på at læse og tolke en række runesten. Den unge Thorsen fulgte ivrigt med på distancen, og interessen fortsatte, da han kom til København for at læse lingvistik og historie på universitetet.

Guldhornene, der også bærer runeindskrifter, var blevet stjålet og omsmeltet i 1802, og kort efter skrev Adam Oehlenschläger det digt, der i dag indkapsler romantikken i dansk kunst- og litteraturhistorie: ”De higer og söger/ I gamle Böger/ I oplukte Höie/ Med speidende Öie/ Paa Sværd og Skiolde/ I muldne Volde/ Paa Runestene/ Blandt smuldnede Bene,” lyder første vers af ”Guldhornene”.

”Det er i romantikken i 1800-tallet, man for alvor begynder at interessere sig for runestenene og for fortidsminder helt generelt. Det bunder blandt andet i, at man politisk tænker meget i det nationale, i at få trukket nogen ting frem, der binder os sammen som nation. Man begynder at tænke: ’Hov, er der noget i de her sten, som vil os noget?’. Kan de fortælle os noget om det gamle Danmark?”, siger John V. Jensen.

Efter studierne blev Thorsen ansat som universitetsbibliotekar i København, og efter at have arbejdet med de islandske håndskrifter i den arnamagnæanske samling, rejste han i 1835 ud for at undersøge runesten i Jylland. Og samtidig tog tanken om et storværk om samtlige danske runesten fart hos Thorsen.

I dag forskes der stadig i, hvad runestenenes egentlige funktion har været, og nogle af de danske sten, der rummer mest mystik, er Sønder Vissing-stenene, to runesten, der blev opdaget i kirkegårdsdiget ved Sønder Vissing Kirke i 1836. Måske af Thorsen? Han var i hvert fald den første til at beskrive stenene, der menes at have haft kultisk betydning, fordi de bærer udhulninger, der kan have været brugt som offerskåle. Thorsen skrev i 1839 en bog om stenene, men først efter hans død i 1890’erne blev stenene flyttet fra diget og ind i kirkens våbenhus, hvor de står i dag.

Men herfra gik det langsomt for Thorsen:

”Han får helt sikkert sat noget i gang. Men hans problem er, at han er en ret dårlig videnskabsmand efter vores målestok, for han kan godt tyde runerne, men han oversætter dem ikke til et publikum, der ikke kan oldnordisk. Så den interesserede lægmand har ikke en chance. Og samtidig er han meget langsom med det her værk, han gerne vil have lavet. Bind ét kommer først i 1864, hvor han er ved at være en gammel og træt mand. Og i mellemtiden kommer der altså én på banen, der giver ham totalt baghjul,” siger John V. Jensen.

Ludvig Wimmer (1839-1920) hed den energiske, unge sprogforsker, som Thorsen selv havde været med til at indvi i runernes verden, og hvis seksbindsværk med tegninger af danske runesten er det, der står for eftertiden som det første store, danske værk om runesten. Wimmer tilkendegav dog respektfuldt over for sin mentor, at han ikke havde i sinde at udgive, så længe Thorsen stadig arbejdede på sit værk, hvis andet og sidste bind udkom kort inden Thorsens død – og herefter tog Wimmer fat.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Ludvig Wimmer (1839-1920) malet af August Jerndorff i 1897 (udsnit). Wimmers seksbindsværk ”De danske runemindesmærker” blev det første gennemførte danske værk om runer. – Foto: Wikimedia Commons.
Ludvig Wimmer (1839-1920) malet af August Jerndorff i 1897 (udsnit). Wimmers seksbindsværk ”De danske runemindesmærker” blev det første gennemførte danske værk om runer. – Foto: Wikimedia Commons.

Wimmers udgave af ”De danske runemindesmærker” med undertitlen ”undersøgte og tolkede af Ludv. F.A. Wimmer” udkom i årene 1893 til 1908 og er en meget mere fuldendt sag, siger John V. Jensen.

”Selv mente Thorsen, at han var den, der fik ’brudt isen’ for runeforskningen, og det kan man godt give ham ret i. Men Wimmer var på alle måder en meget dygtigere videnskabsmand. Wimmer kunne oldnordisk, han oversatte til dansk og tolkede også på det. Når man ser værket i dag, så er det en imponerende bedrift, mens Thorsens værk er ret ubehjælpeligt, både forskningsmæssigt og formidlingsmæssigt. I dag taler man i forskerkredse meget om værdien af, at andre end de allerede indviede kan få glæde af forskningen, og den kendte Wimmer,” siger John V. Jensen.

På kirkegården ved Vardes Sankt Jacobi Kirke står en lys marmorgravsten fra 1800-tallet, som man næsten ikke længere kan læse, hvem tilhører. Men ser man godt efter, så kan man se, at der står ”Peder Goth Thorsen”, født i 1811 og død i 1883. Og som Thorsen selv engang var med til at sikre, at en god historie ikke gik tabt, mener John V. Jensen godt, man i dag kunne ofre en lille bøtte maling på Thorsens gravsten. For historien skrives af vinderne, men nogle gange er der også nogen, der baner vejen for vinderne, og sådan var det med Thorsen, mener museumsinspektøren.

I forordet til Thorsens halve værk ”De danske runemindesmærker”, der udkom i 1864, beskrev han sin fascination af runestenene:

”Runemindesmærkerne have (…) det særegne ved sig, at de ere flere, ja mange Aarhundreder ældre end det, der ellers udgjör de tidligste og fra Landet selv opbevarede skriftlige Kilder til Kundskab om Fædrelandet, og at de i alleregentligste og inderligste Forstand høre selve Folket til.”

Linjerne er skrevet samme år, som Danmark led et sviende nederlag til preusserne på Dybbøl Banke – på et tidspunkt, hvor det var nødvendigt at vise, hvad en nation er gjort af, også i kunsten og videnskaben. P.G. Thorsen var en mand af romantikken, og måske er der andre, der har været vigtigere for, at vi har runestenene i dag. Men han er også værd at huske, mener John V. Jensen.

”Engang har man set på runestenene og tænkt, at de lige så godt kunne have været kommet flyvende ude fra rummet. Men videnskabsmænd som Ole Worm, og senere folk som Rask, Thorsen og Wimmer, har haft blik for værdien af det historiske. De vidste, at runestenene er de første skriftlige kilder, vi overhovedet har. Og at det gør dem til noget helt andet end alle mulige andre sten.”