Fra eventyr til Reenberg

Birthe Rønn Hornbech anbefaler bøger som alternativ til overfladisk tv

Birthe Rønn Hornbech (V) anbefaler bogværker. –
Birthe Rønn Hornbech (V) anbefaler bogværker. –. Foto: Leif Tuxen.

H.C. Andersen: Gartneren og Herskabet: Tiden er til tv-konkurrencer. Det gælder om at blive stjerne for en aften. Om man behersker disciplinen, betyder nærmest intet. Med kunst har det intet at gøre. Der er derfor god grund til at henvise til læsninger, der ikke blot udgør noget af det ypperste, men også inden for værket beskriver det ypperste inden for vidt forskellige fag. Vi begynder med H.C. Andersen og eventyret Gartneren og herskabet, der handler om digteren og publikum. På herregården dyrker gartneren de ypperste frugter og grøntsager. Alle berømmer gartneren. Kun herskabet synes ikke at kunne og ville anerkende gartnerens frembringelser. De kræver dokumentation for, at de frugter, de har smagt hos fornemmere folk, virkelig er frembragt af deres egen gartner. Først da prinsessen påskønner gartnerens og altså digterens evne til at vise os skønheden, hvor vi ikke selv finder på at se efter den, tåler herskabet at se den smukke blomst fra køkkenurten ærteskokken i deres egen stue. Men rigtig glade er de nu ikke. De er jo herskabet. De har magten til at afskedige gartneren. Men de gør det ikke. For de er (selv)gode mennesker.

Karen Blixen: Babettes Gæstebud: Ikke alene er skæbneanekdoten Babettes gæstebud i sig selv stor litteratur. Også gastronomen bag gæstebuddet er kunstner. Symbiosen af Babettes professionelle kunnen, disciplinen og den fuldstændige hengivelse, som gæstebuddet er udtryk for, gør middagen til kunst. Hele sin formue og hele sin sjæl har Babette lagt i dette ene måltid. For i hvert fald grev Löwenhielm bliver middagen en spirituel oplevelse. Den fromme og puritanske Filippa må om dette overdådige måltid udbryde: Oh, hvor du vil henrykke englene.

LÆS OGSÅ: Fra Glumsø til Reformationen

Me Lund: Jørgen Reenberg: Me Lunds bog om Jørgen Reenberg er med sin dybde og sit sprog en sand nydelse. Vi er helt inde i det inderste af den formidlende kunst. Det drejer sig ikke om de store premierer med glamour, men først og fremmest om det hårde slid, de mange tanker og skuespillernes forbundethed med den store dramatik. I glimt forstår vi, hvor både fysisk og psykisk krævende indstuderingen og udførelsen af en rolle er, og hvor stort et generelt kendskab til dramatik og anden litteratur det kræver. Intet er hos Jørgen Reenberg overladt til tilfældighederne. Talentet kan man ikke leve af alene. Slid med litteratur, med egen sjæl og sind og medspillerne må der til.

I bogsæsonen fortæller kendte personer om deres læsevaner og anbefaler gode bøger