Han var ikke på ret længe. Det er en stor sang, der for alvor tegner Pontius Pilatus i Andrew Lloyd Webber og Tim Rices "Jesus Christ Superstar". Men vi vidste alt om manden og hans kvaler i samme øjeblik, Morten Staugaard stod på trappen i Østre Gasværk Teater. Og han ramte så stærkt, at den relativt lille rolle i den store opsætning resulterede i en Reumert-nominering som Årets bedste birolle.
For selv om der i de sidste år er blevet spillet mere og mere musikdramatik i fine, gode opsætninger, er foreningen af en rigtig god sangstemme og talentet for at give en figur, en rolle karakter og liv ikke en given ting.
Men med Pontius Pilatus evnede Morten Staugaard på ganske kort tid at give mennesket bag sangen et indre.
- Som skuespiller dykker man ned i sjælen, når man spiller en rolle. Det er dét, vi skal kunne finde. Man skal forstå personens situation, så man på scenen forsvarer den og ikke udleverer ham i stedet, siger Morten Staugaard. - På en musicalskole lærer man ikke de ting, man lærer på skuespillerskolerne. Der er det sangen og dansen, der stiller de store krav til eleverne, og så bliver der selvfølgelig slækket på noget andet. Dans er fantastisk, men ikke hvis man bare vil lave en sødsuppehistorie og fylder den ud med benspjæt. Det er blandingen, der er interessant.
- Hvis du har god musik til en rolle, får du så meget forærende. Derfor er musikdramatik så fantastisk at lave. Hvis det er god musik, en god historie og gode ord, har du alle muligheder som skuespiller, mener Morten Staugaard.
Der er ikke erklæret forskel på, hvordan Morten Staugaard går til en musikdramatisk rolle i forhold til en almindelig teaterrolle.
- Nogle gange sætter jeg mig og lærer teksten til sangene, andre gange er musikken så fed, at jeg arbejder med den først og lærer så ordene senere. Det er arbejdsmetoden, der afgør det. Da jeg var med i "Engle i Amerika" på Aalborg Teater, ville instruktøren Lars Kaalund for eksempel have, vi lagde manuskriptet efter anden læseprøve. Det var lige meget, om vi kunne ordene, vi skulle bare sige, hvad de betød. Så det er instruktøren, der afgør det.
Han har arbejdet sammen med de berømte og krævende amerikanere, der rejser verden rundt og sætter "Phantom of the Opera" op, for i et par sæsoner spillede han først teaterdirektør, siden fantomet selv i Det Ny Teaters opsætning af succesmusicalen. Den har ført ham ind i en anden musikdramatisk form til Robert Wilsons og Tom Waits "The black rider" og "Woyzeck" på Betty Nansen Teatret, hvor han netop nu prøver på Peter Langdals iscenesættelse af englænderen Michael Frayns "Demokrati". Uden at han skal synge en tone! Og den fører ham ind i "Figaros bryllup" på Rialto Teatret i København. Men den er også i gang med at føre ham i en ny retning.
Morten Staugaard er uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater, og fik nogen sangundervisning der.
- Jeg var ikke i tvivl før jeg kom ind. Men undervejs! Da tænkte jeg mange gange, "nu må jeg stoppe med det her og søge på Konservatoriet". Jeg har altid kunnet lide at synge, og synes det er vildt interessant at arbejde med stemmen.
- For mig var det sundt at komme på skuespillerskolen. Jeg var en lalleglad amatør, der bare var så glad for at komme i teatret. Jeg syntes alt, hvad jeg så, var godt, og når mine kammerater så kritiserede det, sagde jeg bare "jo, jo", men de gjorde jo, hvad de kunne.
- Den tilgang er både en styrke og en svaghed. Fordelen er, at jeg ikke tænker på, om noget er kommercielt eller ej. Det skal bare være godt.
Morten Staugaards indstilling til tingene har meget været et, "så skal der arbejdes!".
Og den indstilling, må man sige, kommer ham til gode nu. For ikke alene kører han dobbeltløb med læseprøver på "Demokrati" og en repremiere på "Figaros bryllup" på torsdag. Han har også taget den store beslutning om at arbejde mere målrettet med stemmen. Siden har en række legater sat ham i stand til at modtage privat operaundervisning.
- Jeg anser mig selv for at være skuespiller, men for mig manglede der musicals, og hvis jeg ikke kunne synge så meget af den slags, måtte jeg finde på noget andet, siger Morten Staugaard.
- Det var et stort spring at beslutte sig, og jeg var så stolt over at gøre det. Men hvis jeg skal gøre det, skal det være nu. Mine mål er tophøje, måske lykkes det, måske ikke. Men så har jeg i hvert fald gjort det.
- Det er en helt anden teknik, der kræves til opera, så det er 14 års rygmarv, der skal ud. Lige nu ved jeg ikke, hvad der sker med min stemme. Det er virkelig, virkelig mærkeligt at åbne sin mund og ikke vide, hvad der kommer ud af den.
- Operasangere mestrer alt muligt med deres stemmer, men de er så tidligt i udviklingen gået operaens vej, at der er ting, de ikke kan. - Det er forfærdeligt at høre en operakunstner synge jazz eller "en lille vise", siger Morten Staugaard med dyb, alvorlig operarøst.
- Men jeg elsker stort teater, og hvis der er et sted, det ligger implicit, så er det i operaen. Det er de megastore dramaer. I mange år kørte der en bølge på teatret med, at filmen skulle ind på teatret, det skulle være den helt minimalistiske stil. Men teatret skal kunne meget mere. Det skal bryde alle rammer, det skal løfte sig - det er det, vi kan. Og på den måde få folk til at forstå noget, de ellers ikke ville forstå.
- En af mine lærere sagde, at det krævede jo virkelig mod at synge det her. "Jeg har altid været modig, når jeg sang", sagde jeg - "Mmmh, det tror du", var hans svar.
- Det er grænseoverskridende at stå på en scene og synge. Meget mere end det er at stå på scenen i en tale-rolle. Måske er det fordi sangen rammer noget dybere i en selv. For vi taler jo hele tiden, privat og offentligt. Måske er det, at sangen er så grænseoverskridende også med til at gøre musikteatret så stort?
$SUBT_ON$Blå Bog
Morten Staugaard er uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 1993. Hans første store rolle var i den danske opsætning af "Les Miserables" på Østre Gasværk, hvor han sang Javerts rolle. Siden har han været på Aalborg Teater, hvor han var med i blandt andre "Rent" og "Grease", inden han kom på Det Ny Teater til "Phantom of the Opera". Her startede han i rollen som den ene teaterdirektør, og endte med at synge fantomets rolle. Siden har Morten Staugaard været med i blandt andet "Jesus Christ Superstar" på Østre Gasværk, og Robert Wilson og Tom Waits "Black Rider" og "Woyzeck" på Betty Nansen Teatret. 2. september er han aktuel i repremieren på "Figaros bryllup" på Rialto Teatret og senere på måneden i teaterstykket "Demokrati" på Betty Nansen Teatret.