Jostein Gaarder elsker mystifikationer og konstruktioner. Det var det, der fungerede så genialt i »Sofies verden«, hvor den fiktive person Sofie var med til at levendegøre den samlede filosofihistorie. Andre gange har det, man kunne kalde Gaarders fingerfærdighed, truet med at tage livet af historien - og nogle af os vil nok mene, at det ikke altid er blevet ved truslen.
I »Appelsinpigen« er der også mystifikationer og konstruktioner, men denne gang er der også en både smuk og medrivende kærlighedshistorie. Og denne gang er historien fuldt og helt integreret i mystifikationerne, så bogen hele vejen er en fornøjelse at læse. Georg Røed er 15 år, da han fortæller historien. Det er 11 år siden, hans far døde. Den far har han naturligvis erindringer om - ikke mange, men så er de suppleret af fotos og videooptagelser.
Under oprydning finder farmor og farfar et manuskript gemt i Georgs gamle legebil. Her fortæller Georgs dødsmærkede far sin kærlighedshistorie om forelskelsen i den mystiske appelsinpige, som han en dag, mens han er medicinstuderende, støder ind i, så hun taber alle appelsinerne i bussen.
Appelsin-pigen bliver faderens store lidenskab. På næsten kierkegaardsk vis digter han sig ind i hende og konstruerer alle mulige identiteter for hende. Ingen af dem passer naturligvis. Virkeligheden - og sandheden - er meget mere nærliggende: De er gamle legekammerater fra barndommens gade. Men Jan Erik, som faderen hedder, fortæller ikke bare om den kærlighed.
Hele hans lange fortælling er både implicit og eksplicit en kærlighedserklæring til sønnen Georg, der sidder og læser beretningen. Og Georg får nu mulighed for at svare. Hans beretning, som består af løbende kommentarer til faderens fortælling, kommer finurligt til at spejle faderen. Sådan lærer han sig selv bedre at kende ved at lære sin far at kende og genopdager deres forhold.
Læseren havde nok anet det: Appelsinpigen er også Georgs mor. Og som Jan Erik anvender næsten alle sine tanker og en hel del tid på at finde sin udkårne, således har hun arrangeret det hele, så hun kunne lade sig finde. Med hende fandt han så også en verden, så han til sin søn kan skrive »Var verden ikke et eneste, forrygende eventyr?«. »Han var en sværmer« , siger moderen Veronika til sønnen bagefter. Jan Erik betror sin søn, at han i sin tid havde valget mellem at blive digter eller læge. Han valgte det sidste, men føjer til, »jeg nåede ikke at blive digter. Men jeg nåede at skrive brevet her til dig«.
Jan Erik får også taget afsked med Georg. Han gør det i form af en række spørgsmål af den slags, man ikke undgår at stille sig selv, når man står ansigt til ansigt med døden og afslutningen: Ville det være bedre ikke at være født? Ville det være bedre ikke at have sat et barn i verden? Og naturligvis: Kan jeg være helt sikker på, at der ikke findes noget liv efter dette? Og svaret lyder: »Nej helt sikker kan jeg ikke være. For når verden findes, er grænserne for det usandsynlige allerede overskredet!« Og han føjer senere til: »Men at drømme om noget usandsynligt har også en navn. Vi kalder det håb.« Og håb er der også for Georg. Han er - som sin far - spændt ud mellem videnskab og livspoesi. Han har skrevet opgave i skolen om Hubble-teleskopet, og han spiller klaver, hvor han slider med Måneskinssonaten, der rummer både det onde og det gode. Og efter at have lært af sin far kan han skrive: »Hvem ved, om der ikke hvælver sig en Gud oven over det hele. - Jeg ved, at der findes et Onde, for jeg har hørt tredje sats af Beethovens Måneskinssonate. Men jeg ved også, at der vokser en smuk blomst mellem de to afgrunde, og fra den blomst letter snart en livsglad humlebi.« Og så kan Georg på sin fars gamle computer skrive sit svar. Og måske er det ikke tilfældigt, at han bor på Humleveien!
Det er et lille vidunder af en roman, Jostein Gaarder har begået. Vel mærker man hans fornøjelse ved at lege med alle finurlighederne. Han elsker at lege med fiktionens muligheder. Og læseren leger glad med, for legen har mening.
Bogen er en kærlighedserklæring til - ja, til kærligheden og livet. Han har evnet at gøre sine personer levende - både far og søn træder læsere ganske nær. Og tonen - den 15-åriges samensatte generthed og følsomhed er fint ramt. Den vil kunne gå lige ind hos mange af Georgs jævnaldrende. Men den voksne - som anmelderen - takker også for dette indblik i en levende korrespondance mellem en afdød far og hans nulevende søn.
Jostein Gaarder: Appelsinpigen. 177 sider. Forum.
WWW
Læs interview med Jostein Gaarder i Kristeligt Dagblad i går eller på www.kristeligt-dagblad.dk