Prøv avisen
Bøger fra udlandet

Fra Første Verdenskrig til Islamisk Stat

Sultan Osman I grundlagde Osmannerriget i slutningen af 1200-tallet. Foto: Bridgeman Art Library

Fascinerende historie om Osmannerrigets fald trækker linjerne frem til i dag

Osmannerrigets fald markerede afslutningen på 400 års tyrkisk dominans i den muslimske verden. Det hele var begyndt i et tyrkisk røversamfund i Anatolien i slutningen af 1200-tallet, da Osman I grundlagde det dynasti, der i 1453 erobrede det byzantinske Konstantinopel, som blev hovedstad for Osmannerriget og i 1516 for islam, da rigets sultan ved en sejr over mamelukkerne blev kalif (åndeligt overhoved i den muslimske verden).

Muslimer skal omvende ikke-muslimer

Osmannerne skabte et stærkt centralstyre og en uhyre effektiv erobringsmaskine, som efter 1453 gennemførte en formidabel imperialistisk ekspansion. Lige fra begyndelsen med udgangspunkt i islams ortodokse universalisme, der betragter islamisk herredømme på jorden som det eneste retmæssige og pålægger muslimer en kollektiv forpligtelse til at forvandle ikke-muslimske områder til muslimske.

Den ideologi fastholdt osmannerne under opbygningen af en stormagt med et areal på over to millioner kvadratkilometer, der spændte over Balkan, Lilleasien og de arabiske lande fra Irak til Marokko. De blev først stoppet af de kristne habsburgere ved Wien i 1683. Dermed begyndte en langstrakt opløsningesperiode, og i det 19. århundrede var Tyrkiet ”Europas syge mand” og havde allerede inden Første Verdenskrig mistet op mod halvdelen af sit territorium.

Linjer frem til Islamisk Stat

Det er med historien som baggrund, at Oxford-professoren Eugene Rogan har skrevet sin fremragende bog om Osmannerrigets fald, centreret om Første Verdenskrig, men med både historiske tilbageblik og linjer helt frem til Islamisk Stat.

De sidste år inden krigen var Tyrkiet med sultanen som statsoverhoved ledet af Ungtyrkerne, en gruppe af demokratisk sindede officerer med et desperat ønske om at genrejse deres land. De frygtede Ruslands territoriale ambitioner og accepterede derfor tyske opfordringer til at slutte sig til Centralmagterne (Tyskland og Østrig-Ungarn) i kampen mod Ententen, Storbritannien, Frankrig og Rusland.

Tyskernes interesse for Tyrkiet var begrundet i kejser Wilhelm II's ”islampolitik”, en idé om, at en alliance med sultanens/kaliffens autoritet ville rejse muslimerne i Nordafrika og Indien mod deres koloniherrer. Ungtyrkerne købte idéen og lod sultanen med bistand fra islamiske lærde kalde til jihad mod Ententen til befrielse af kalifatet.

Men idéen holdt ikke. Ententens muslimske soldater forblev loyale over for deres koloniherrer. Til gengæld viste tyrkerne langt større styrke i Mellemøsten og Kaukasus, end Ententen havde forventet, og bandt mange af dens ressourcer på adskillige fronter.

Eugene Rogan har ”storytellerens” nådegave og giver en blændende skildring af krigens militære forløb, inklusive folkedrabet på armenierne. Men til forståelse af nutiden er Rogans nådesløse analyse af Storbritanniens og Frankrigs imperialistiske hensigter (olie) langt mere relevant. De havde faktisk allerede før krigen aftalt, hvordan Mellemøsten skulle opdeles i mandatområder under deres ”beskyttelse”, og da Centralmagterne kapitulerede, blev osmannerrigets arabiske provinser delt som aftalt.

At Tyrkiet ikke blev totalt lemlæstet, skyldtes krigshelten Kemal Atatürk, der efter Verdenskrigens afslutning drev grækere og italienere ud af Anatolien og i 1923 afskaffede kalifatet. Han grundlagde den moderne tyrkiske republik, som Erdogan nu er den revanchistiske præsident for. En præsident, der på samme måde som præsidenten for Tyrkiets gamle fjende, Rusland, reklamerer for et fantasiprodukt, et genrejst imperium, som godt kan forgifte de politiske verdensmarkedskræfter.

kultur@k.dk