En frisk generation af danske filminstruktører forkaster de seneste 20 års dominerende socialrealisme til fordel for, hvad man kan kalde en bølge af brutalrealisme. En ny tids manuskripter løfter blikket fra middelklassens familieløgne og stiger i stedet helt ned i underverdenen eller helt op til de forbryderisk rige.
Inspirationen er mere Nicolas Winding Refn end Susanne Bier, mere afstumpet tabu end små forsmåede egoer. For det er ikke de små forskydninger under de pæne facader, de eksperimenterende film dissekerer. Det er mere, hvad der sker, når civilisationen forvitrer, når det civiliserede forsvinder.
Hvem er de så, de brutale instruktører, der vil udfordre med deres historier og ikke kæle for vores vante verdensbillede? Det er for eksempel Omar Shargawi, Fenar Ahmad, svenske Isabella Eklöf og biografaktuelle Ulaa Salim. Og så er det Laurits Flensted-Jensen, der i dag spillefilmsdebuterer med den både rå og skære ”Usynligt hjerte”.
”Usynligt hjerte” vil formentlig ikke trække horder i biograferne. Hvor mange vil se en film om pornografi, om hooliganisme, om homofobi, hvor ”virkelige” handicappede går til ”virkelige” prostituerede? Hvor ”virkelige” homoseksuelle forsøges overfaldet i Ørstedsparken af unge mænd, der udlever deres egen underkuede seksualitet igennem vold?
Det kan måske virke arrogant, at en række instruktører med statens penge i ryggen tilsyneladende ikke kerer sig om publikum. Men det er også en nødvendig udvikling i en ny tids sprog, der undgår konformitet og forventninger.
Laura (den sarte Victoria Carmen Sonne, hvis uudgrundelige blik også gjorde Eklöfs ”Holiday” til et mesterstykke) er handicaphjælper og ung enlig mor. Og så kæmper hun mod internettets eviggørelse af en kort flirt med pornobranchen i Los Angeles. Nettet glemmer ikke.
Niklas (Niklas Herskind) er narkoman, går til møder i Anonyme Narkomaner og arbejder med udviklingshæmmede. Frederik (Noah Skovgaard Skands) er ung og vred. Han søger indhold og fællesskab og finder det i hooliganmiljøets entydige machohierarki, hvor livet mærkes, når blodet flyder. Laura og Niklas er ekskærester. Niklas og Frederik er brødre. Det urolige kamera følger dem gennem én dag i det København, vi pænt kigger væk fra. Kun Lauras fortid foreviges i klip fra pornooptagelser. Den eksplicitte sex er det mindst ophidsende og unødvendige ved ”Usynligt hjerte”.
Det er i stedet det skære nærvær, der opstår, da Niklas tager Kevin (Kevin Lakomy) og Christian (Christian Andersen Busk) med på bordel. De to har Downs syndrom, spiller skuespil, jovist, men kigger samtidig nysgerrigt på kameraet. Det kan ellers bryde fiktionen og indlevelsen, men her bliver empatien kun forstærket, og blikkene mellem de prostituerede og de to mænd er smukke og livgivende.
Laurits Flensted-Jensen er egentlig meget forsonlig bag vreden og normbruddene. Og der gemmer sig en kærlig humanisme bag den brutale realisme. Og også bag klichéerne om de søde mongoler, de stakkels udviklingshæmmede, de ødelagte sexarbejdere, de hårde narkomaner, finder instruktøren en menneskelighed frem.
Og her adskiller ”Usynligt hjerte” sig fra for eksempel ”Holiday”. For Flensted-Jensen maler en elskelighed frem i sine karakterer, en rørende brist i eksistensens underkastelse til civilisationens magtfulde strukturer.
”Usynligt hjerte” er nok dogmatisk og ungdommeligt overmodig i sin trang til overskridelse, men bag vreden hviler hjerteskærende indsigter.