Prøv avisen

Fra forskning til folket

0Martha Nussbaum advarer i sin bog indtrængende imod, at det klassiske dannelsesideal som universiteterne, her i København, altid har stået vagt om, bliver afviklet til fordel for konkurrencestatens behov for velkvalificeret arbejdskraft. – Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Den fremtrædende amerikanske filosof Martha Nussbaum slår i Not for profit et slag for humanioras nødvendighed i det moderne demokrati

Debatten om universitetets rolle i det moderne samfund er aktuel i disse år. Og i den forbindelse er det ikke uinteressant at læse bogen Not for profit, som en af USAs førende filosoffer, Martha Nussbaum, har begået om emnet. Hun advarer her indtrængende imod, at det klassiske dannelsesideal bliver afviklet til fordel for konkurrencestatens behov for velkvalificeret arbejdskraft.

Nussbaum har en meget vid horisont og kender til uddannelsesforhold i blandt andet Sverige, England og Indien ud over selvfølgelig i USA. Overalt ser hun samme tendens til, at de humanistiske fag bliver beskåret og nedprioriteret til fordel for nytteorienterede uddannelser. Den danske variant kender vi fra tidligere videnskabsminister Helge Sanders berygtede slogan Fra forskning til faktura, som Nussbaum dog vist lever i lykkelig uvidenhed om.

At læse hende er lidt som at blive ført tilbage i tiden til den humanistiske horisont, der prægede dansk uddannelsesdebat i den umiddelbare efterkrigstid. Kulturarven er vigtig, fordi det er i den, der er tænkt dybest over dette at være menneske, og demokratiet kan ikke nøjes med mindre, hvis dets fremtidige borgere skal vokse op til at være myndige og kritiske.

Nussbaum forestiller sig dog ikke, at studerende passivt skal tvangsfodres med et kanonisk pensum. Hun står i den reformpædagogiske tradition med mange henvisninger til Rousseau, og hendes ideal er den amerikanske tradition for liberal arts, en studieform i de første år på college, der kan minde lidt om vores hedengangne filosofikum, og hvor en lærer med et begrænset antal studerende opøver dem i selvtænkning ud fra en vis generel indføring i filosofi, litteratur, kunst, historie med videre.

Faren ved dannelsesidealet er selvfølgelig, at det kan synes blot at være elitens selvbehag. Det er nu engang godt at læse Sokrates og stor litteratur, for det giver visdom og moralsk højnelse og dermed også bedre samfundsborgere. Men er det nu blot en kulturel overklasses tilfældige og historiske smagspræferencer?

Argumentationen skal være mere skarp, og det synes jeg lykkes for Nussbaum i det centrale kapitel Educating Citizens, hvor hun offensivt bruger sin filosofiske, psykologiske og sociologiske viden.

Basalt set mener hun, at civilisationernes sammenstød finder sted inden for ethvert samfund og inden i ethvert menneske, forstået som sammenstødet mellem det rene og det urene.

Menneskebørn fødes radikalt hjælpeløse sammenlignet med andre dyreunger, og i vores tidligste erfaringer svinger vi mellem angst og skam over vores faktiske udsathed og drømme om fuldkommenhed og magt, med forældrene som vores første slaver. Narcissismen og magtbegæret følger os ind i voksenlivet som en altid lurende destruktiv fare. Også på det kollektive plan, for varmen ved at være med i en gruppe tiltrækker os som en helt fundamental løsning på både vores faktiske afmagt og vores drømme om almagt.

Nussbaum trækker på de berømte psykologiske eksperimenter, der viser, hvor langt mennesker er rede til at gå i både grusomhed og fornægtelse af, hvad vi hidtil har holdt for rigtigt, fordi vi lægger vores individuelle ansvar fra os og følger gruppen. Vi er på flugt fra os selv, og alt, hvad der peger på vores egen afmagt, dyriskhed og dødelighed, føler vi skam og væmmelse over. Og vi projicerer det gerne over på andre mennesker eller grupper, der så skal bære det.

De tre store moralske og mellemmenneskelige farer er, opsummerer Nussbaum, at 1) mennesker opfører sig værre, end de ellers ville gøre, når de er del af en gruppe og ikke bliver holdt individuelt ansvarlige, 2) mennesker opfører sig værre, end de ellers ville gøre, hvis ingen afgiver afvigende holdninger i en gruppe. Er der blot én, der rejser kritiske indvendinger, befrier det andre til at følge deres egen opfattelse og dømmekraft, 3) mennesker opfører sig værre, end de ellers ville gøre, hvis mennesker, de har magt over, opfattes eller præsenteres som i en eller anden forstand mindre menneskelige, mindre individuelle end dem selv.

Ud over alle problemerne peger Nussbaum også på ressourcerne, der går lige så langt tilbage. Små børn lærer meget hurtigt at opfatte andre personer som selvstændige væsener. De kan føle glæde, taknemlighed, empati, sætte sig i den andens sted. Det, som den humanistiske arv kan, er at styrke disse ressourcer. Når vi sokratisk opdrages til at se kritisk på enhver tanke, herunder ikke mindst vores egen, bliver vi vænnet til intellektuel og moralsk selvundersøgelse. Når vi læser stor litteratur, opøves vi i at sætte os i andre menneskers sted, som lever med helt andre erfaringer og under helt andre vilkår end vores egne. At kunne sætte sig i den andens sted, præstere kritisk refleksion og bevare individuel integritet hører sammen.

Gode samfunds- og verdensborgere skal opøves i at se verden fra andre menneskers synspunkter, og de skal lære ikke at føle skam over svaghed; det er ikke flovt at have brug for andre menneskers hjælp. Men samtidig skal de styrkes i modet til at stå alene, når situationen kræver det, og gå imod strømmen.

Det er ikke let at være menneske. Men de humane videnskaber kan støtte og inspirere os i forsøget. Det er Nussbaums påstand i denne lille og lidenskabelige bog.

kultur@k.dk

Martha C. Nussbaum: Not for Profit. Why Democracy Needs the Humanities. 158 sider. Princeton University Press.