Fra guldalder til Tal R

ARoS Aarhus Kunstmuseum spænder vidt i udstillingsprogrammet for næste år. Ambitiøst og helt i tråd med kunstsynet på museet, siger kunsthistoriker

Da ARoS kunstmuseum blev bygget, gik man efter en helt klar profil med vild og vovet samtidskunst. Det var lige i Jens Erik Sørensens ånd, men det er den nye både og-linje, hvor museet veksler mellem samtidskunsten og det, de kalder ARoS Classic, altså også," siger kunsthistoriker Tom Hermansen.
Da ARoS kunstmuseum blev bygget, gik man efter en helt klar profil med vild og vovet samtidskunst. Det var lige i Jens Erik Sørensens ånd, men det er den nye både og-linje, hvor museet veksler mellem samtidskunsten og det, de kalder ARoS Classic, altså også," siger kunsthistoriker Tom Hermansen. Foto: Pia Hansen Denmark.

Den 31. december 2013 går museumdirektør Jens Erik Sørensen på pension, men inden da skal han, med egne ord, nå en masse.

I går offentliggjorde han udstillingsprogrammet for sit sidste år ved roret på Danmarks næstmest besøgte museum.

Næste års største publikumsmagnet bliver uden tvivl udstillingen Pas de deux royal, hvor dronning Margrethe og prins Henrik for første gang udstiller sammen.

LÆS OGSÅ: Museum gemmer på verdens ældste dinosaur

Den udstilling har længe været et stort ønske for Jens Erik Sørensen, og nu er det altså lykkedes ham at overtale regentparret, der viser deres malerier, decoupager, tekstilkunst, skulpturer og digte frem fra den 12. oktober.

2013 begynder med en næsten lige så prominent dansk kunstner, nemlig Per Kirkeby. Han er en af de bedst repræsenterede kunstnere i ARoS samling, og nu skal han vises frem i fuld skala, som museet kalder det.

Det betyder, at både hans popart-billeder fra 1960erne, hans akvareller fra Grønland og hans senere meget store malerier vil kunne studeres på udstillingen, der åbner allerede den 15. december i år og slutter med udgangen af marts 2013.

Dansk bliver det også, når ARoS til foråret åbner udstillingen Guld skatte fra den danske guldalder. Guldalderens mange mesterværker er kendt som smukke, uspolerede udsigter og pæne borgerlige portrætter, men ARoS har en ambition om også at fortælle historier om et Danmark i forandring og et Europa med krige og politisk turbulens og den indflydelse, det havde på guldalderkunstnerne.

Inden guldalderkunsten kommer op at hænge, samler ARoS tre internationale skulpturkunstnere i Danmark, der gennem deres materiale og farvevalg alle har skrevet sig ind i kunstens historie. Det drejer sig om franskmanden Yves Klein, amerikaneren James Lee Byars og den indiskfødte brite Anish Kapoor. Sidstnævnte skabte vartegnet til OL i London i sommer, det olympiske tårn Orbit.

Fotokunsten får også plads på kunstmuseet i Aarhus i 2013. Det sker med svenske Annika von Hausswolff, hvis fotografier er domineret af ting, vi genkender fra hjemmet eller naturen, men som alligevel ikke er helt, som de plejer.

Uhyggen ligger under overfladen i hendes fotos af blandt andet nedrullede persienner, tomme stuer, børn med motorsave og nøgne kroppe i skoven.

Bubble hedder den tredje udstilling med internationalt tilsnit. Det er duoen danske Thyra Hilden og argentinske Pio Diaz, der har verdenspremiere på deres kunstprojekt med en gigantisk sæbeboble, der er designet til ikke at briste.

Deres mission er at vise menneskets stræben efter det umulige, nemlig at fastholde og stabilisere det skrøbelige. Parret har tidligere vakt opsigt i Aarhus, da de i 2007 gennemførte videokunstprojektet ARoS on fire. Burning the Roots of Western Culture. 2013 sluttes af med to meget forskellige danske kunstnere, henholdsvis Kay Christensen og Tal R. Førstnævnte er repræsenteret i mange danske museumssamlinger, men ikke udstillet siden 1976, mens sidstnævnte er et af de varmeste navne i dansk nutidskunst.

Samlet set er udstillingsprogrammet for 2013 ambitiøst. Det mener kunsthistoriker og tidligere kunstkritiker Tom Hermansen, der har fulgt Jens Erik Sørensen og ARoS fra begyndelsen.

Det er et program, der meget præcist afspejler det kunstsyn, som Jens Erik Sørensen står for. Ifølge ham må kunst aldrig blive indelukket og overakademisk, men til gengæld gerne sprænge nogle rammer og få os som tilskuere til at stoppe op og undres. Og så har han aldrig været bange for at gå veje, som han ikke nødvendigvis får ros for i kunstner-kredse, siger Tom Hermansen.

Det sidste vil, ifølge Tom Hermansen, stensikkert ske med den royale udstilling, som han heller ikke selv er udelt begejstret for, men som passer perfekt til Jens Erik Sørensens måde at drive kunstmuseum på. Pas de deux royal kommer til at trække både overskrifter og publikum, mener han.

Da ARoS blev bygget, gik man efter en helt klar profil med vild og vovet samtidskunst. Det var lige i Jens Erik Sørensens ånd, men det er den nye både og-linje, hvor museet veksler mellem samtidskunsten og det, de kalder ARoS Classic, altså også, siger Tom Hermansen og peger i 2013-programmet på Per Kirkeby og guldalderen som de sikre klassiske kort og de internationale kunstnere som de mere eksperimenterende og provokerende.

Klein, Byars og Kapoor er kæmpestore navne, som det er nyt at bringe sammen, og hvor man ikke på forhånd kan sige, om udstillingen bliver en succes eller ej. Det er modigt, ligesom det er modigt og meget sympatisk, at ARoS graver den danske kunstner Kay Christensen frem af glemslen, siger Tom Hermansen.