Det klare forårslys falder ind på lærredet, som en af de studerende er ved at bearbejde med forsigtige penselstrøg af hvidt oven på det abstrakte maleris geometriske figurer. Atelieret er delt af en skillevæg, så to kunstmalere kan arbejde uden at forstyrre hinanden. Her i de atmosfærefyldte sale på førstesalen i et gammelt palæ kan man finde ro til at udtrykke sin personlighed gennem kunst uforstyrret af trafikken på Kongens Nytorv.
”Dét her, det er jo sådan, de studerende har arbejdet de seneste 50 år,” siger Lars Bent Petersen.
Tilbage i 1985-1992 var han selv en ung kunststuderende, der prøvede at finde sit eget udtryk og havde atelier i akkurat dette lokale, men nu holder han mest til i rektorkontoret. Det seneste år han ledet den traditionsrige uddannelsesinstitution, som siden kong Frederik V indviede skolen i 1754 har uddannet malere, billedhuggere og andre kunstneriske sjæle på Charlottenborg i det indre København.
Palæet blev bygget i 1670'erne og fik navn efter enkedronning Charlotte Amalie. Siden er det udvidet ved knopskydning. Afdelingerne bytter indimellem lokale, hvilket øger forvirringen. Charlottenborg er så labyrintisk, at da rektoren skal vise avisens medarbejdere rundt, orienterer han sig lige på et kort for selv at kunne finde vej.
Heldigvis er Kunstakademiet et kludetæppe af alt muligt, der går i alle kunstneriske retninger. Vi har folk, der maler traditionelle malerier, og folk, der laver ting, jeg slet ikke kan forstå, fordi det også er nyt for mig. Det er sådan, det skal være på en kunstuddannelse.
"Det er jo ikke så let, når man bor på et gammelt slot. Det her er billedkunstens Hogwarts. Det flytter sig hele tiden," siger Lars Bent Petersen med en munter henvisning til den magiske troldmandsskole i "Harry Potter"-bøgerne, hvor vægmalerierne har deres eget liv og trapperne med jævne mellemrum flytter sig.
Charlottenborg går sine egne veje. Ligesom kunsten og kunstnerne.
Et kunstnerisk kludetæppe
Siden han var studerende, har Lars Bent Petersen været udøvende kunstner, men han har også tidligere undervist og været prorektor på Kunstakademiet. I 2014 var han kort konstitueret som rektor, men han kom fra fem års virke som rektor på Det Fynske Kunstakademi, da han i april 2021 vendte tilbage til Charlottenborg.
Han afløste Kirsten Langkilde, der som følge af den såkaldte bustesag var fratrådt i december 2020. Sagen tog afsæt i, at en institutleder og en gruppe studerende en måneds tid før smed en buste af Frederik V i havnen som en happening, der skulle kommentere den gamle konges involvering i slavehandel. Institutleder Katrine Dirckinck-Holmfeld blev bortvist efter episoden. Siden blev arbejdspladsklimaet kortlagt i en ekstern rapport, som beskrev Kunstakademiet som præget af et "ledelsesmæssigt vakuum" og efterspurgte en ledelse, som kunne tage hånd om såkaldt identitetspolitiske episoder.
At disse begivenheder fandt sted i den tidligere ledelses tid er en kendsgerning, Lars Bent Petersen hverken kan eller vil løbe fra. Men han lægger ikke skjul på, at han finder fremstillingen af Kunstakademiet som et sted, hvor der ikke foregår andet end mærkelige happenings, ærgerlig og unuanceret.
"Heldigvis er Kunstakademiet et kludetæppe af alt muligt, der går i alle kunstneriske retninger. Vi har folk, der maler traditionelle malerier, og folk, der laver ting, jeg slet ikke kan forstå, fordi det også er nyt for mig. Det er sådan, det skal være på en kunstuddannelse. Men jeg synes, det har været overset i debatten, at vores største område både i antal ansatte og økonomisk er de værksteder og laboratorier, vi har i grafik, keramik, maleri, skulpturer, mediekunst, 3D og fotografi," siger Lars Bent Petersen, som ikke mener, der er andet at gøre for en ny rektor end at prøve at finde den ro, der er nødvendig for at kunne uddanne stedets 170 studerende:
"Sådan er det. At uddanne kommende billedkunstnere er vores kerneopgave. Der er netop udbrudt krig i Ukraine. Det kommer måske til at ændre hele vores verdensforståelse, og hvordan vi kommer til at tænke kunsten og kunstens rolle i fremtiden, og alene derfor er det vigtigt, at vi også i krisetider uddanner, forsker og er den kulturinstitution, vi skal være."
At veilede til det skiønne
Igennem 268 år er bølgerne tit gået højt, og meget er forandret, siden Frederik V åbnede Det Kongelige Danske Skildre-, Billedhugger- og Bygnings-Academie for at "bringe nyttige og smukke Kunster udi en større Floer og Opkomst". I 1801 tilføjede professor Nicolai Abildgaard, at målet var "at veilede til det skiønne og udbrede den gode Smag".
I dag er det formelle navn Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, og navn og kunstsyn er skiftet flere gange på 268 år.
"Jeg havde én professor, Albert Mertz, som gav mig det råd, at jeg ikke skulle tænke så meget på, om det, jeg lavede, var godt. 'Du skal lave ny kunst. Om det er godt eller dårligt, er der kunsthistorikere, der tager stilling til om 50 eller 100 år', sagde han, og det oplevede jeg som en kæmpe befrielse. Og en anden professor, jeg tror det var Freddie Lerche, sagde til mig, at han syntes, det, jeg lavede, var for pænt. 'Prøv at lave noget grimt', foreslog han. Det prøvede jeg så og fandt ud af, at jeg var ret dårlig til det. I stedet fandt jeg frem til at arbejde med et udtryk, der var så radikalt æstetisk, at det blev udfordrende ad den vej," fortæller Lars Bent Petersen.
Pointen er, at den store omvæltning ikke begyndte med den nuværende ungdomsgenerations aktivisme i forhold til kolonihistorie, race, køn og identitet. Forandringen kom allerede i kølvandet på 1968, hvor uddannelsen blev demokratiseret, samtidig med at synet på kunsten blev mere kritisk og samfundsorienteret:
"Den tyske kunstner Josef Beuys udtrykte den nye tilgang til kunsten, og hvem der kunne blive kunstner meget klart, da han omkring 1967 sagde: 'Ethvert menneske er en kunstner'. I dag definerer den tyske kunsthistoriker Boris Groys samtidskunst som noget, der altid er kunst og ikke kunst på én gang."
Kunst kræver dedikation
Det sidste kan negativt udlægges som, at alt er lige gyldigt og dermed ligegyldigt. At tradition og håndværk er skrottet og nu handler det bare om at få en idé til et eller andet provokerende. Men der arbejdes på livet løs med at forfine teknikker og opøve færdigheder.
"Man kan sige, at det kræver disciplin at være kunstner, men jeg foretrækker at bruge ordet dedikation. Man bliver ikke kunstner ved kun at øve det samme om og om igen. Man gør det ved at øve sig, men samtidig få kritisk feedback og derigennem reflektere over det, man laver, og hvad man vil," siger rektoren, som oplyser, at i forhold til 1980'erne er der meget mere undervisning i dag, men der er ikke et stort fælles pensum.
"Vi underviser stadig i kunsthistorie, men vi tager nok mere udgangspunkt end tidligere i de studerendes eget ståsted. Derfor sker der tit det, at historien bliver vendt om, så vi arbejder ud fra det, der føles relevant, i stedet for som i min studietid, hvor man begyndte med Lascaux og så bevægede sig frem gennem historien, så der næsten ingen kræfter var tilbage, når man nåede til samtiden og der, hvor man selv var," siger Lars Bent Petersen med henvisning til de over 15.000 år gamle franske hulemalerier, der ses som startpunkt i kunsthistorien.
Han uddyber, at det svære, men samtidig sjove ved en relativt fri, kunstnerisk uddannelse er, er, at man skal lære sin metier, men samtidig først og fremmest udtrykke sig selv. Det varierer, hvor afklarede kunstnere de studerende er, når de bliver optaget. Men personlig afklaring og kunstnerisk transformation er vigtigere end specifikke teknikker:
"De fleste kan lære for eksempel at male et portræt, så det ligner. Det er bare et spørgsmål om timer. Men de studerende skal uddannes til at lave deres egne værker og ikke vores. Uanset om de vælger at blive blive traditionelt arbejdende billedhugger eller eksperimenterende konceptkunstner, skal det være deres egen kunst, de uddannes til at mestre."