Prøv avisen
Bog

Fra had og hån til holocaust

3 stjerner

Nazisterne gjorde den antisemitiske strømning i Polen morderisk. Forstemmende læsning, men bogen er ikke ubetinget vellykket

Inden krigsudbruddet i 1939 boede der tre millioner jøder i Polen. Da krigen var slut, havde kun en tiendedel overlevet holocaust. Historikeren Palle Andersen viser i sin lille bog, at nazisterne ikke bragte antisemitismen til Polen, men at de gødede og kanaliserede den eksisterende antisemitisme ind i veritable pogromer.

Det er forstemmende at følge forløbet. Det er rystende at læse, hvorledes intet kneb var for tarveligt og intet slag for lavt i misundelsens og smålighedens forsøg på at kanøfle jødiske landsmænd.

Op til udbruddet af Anden Verdenskrig ejede jøder en meget stor del af de polske virksomheder, men de fleste jøder var alligevel fattige. Et formidabelt billede af jødernes vilkår i Polen før Anden Verdenskrig finder man i Israel Joshua Singers ”Brødrene Askenazi I-II”. Den viser, hvordan antisemitismen fastholdt sit greb om sindene og den offentlige mening uanset skiftende konjunkturer. Og den bærende tese i ”Polen og holocaust” lyder da også: ”Hvad der krævedes fra tysk side var ”blot” via stok og gulerod at skubbe polakkerne det sidste stykke vej over i en samarbejdende og morderisk antisemitisme.”

Andersen støtter sig i sin bog til den nyeste forskning om holocaust og skildrer, hvordan de overlevende jøder blev udstødt i indforstået foragt og deres vidnesbyrd tilsneet af fortielse.

Som læser bliver man i Andersens bog præsenteret for paroksysmer af menneskelig ondskab og infami. Der var naturligvis ingen tvivl om, at den tyske besættelsesmagt pustede til ilden og agitationen af alle kræfter, men som en polsk skolelærer noterer i sin dagbog om jødeforfølgelserne: ”Folk deltog frivilligt i denne jagt uden nogen som helst tvang.”

I denne farlige situation var intet så nødvendigt som selvstændighed og mod, og sådanne egenskaber var fremtrædende hos den nationalkonservative Zofia Kossak-Szcuzuska (1889-1968), der oprettede en hemmelig hjælpeorganisation. Kossak-Szcuzuska mente, at hun som katolik var forpligtet på at bistå sine jødiske landsmænd, selvom hun i øvrigt forholdt sig til jøderne med foragt i sindet og på tungen.

Andersen bemærker i en fodnote, at dette kan forekomme modsætningsfyldt, men at modstandskvinden var bestemt af den bibelske etik: ”Alle menneskers liv, også jødernes, var hellige, fordi mennesket er skabt i Guds billede.”

Det er en pointe i Andersens fremstilling, at den moralske fejhed og dermed frygten for at stå alene var umådelig udbredt i Polen, og bogen vrimler med eksempler på små mænds trang til at spille store og stærke, når de i flok kunne lade den legaliserede ondskab få frit løb.

”Polen og holocaust” er forfattet i et let tilgængeligt sprog, men der er for mange gentagelser, for lidt flow i fremstillingen og en overdreven understregning af pointerne undervejs.