Prøv avisen
Liv&litteratur

Fra Helle Helles ”de” til Inger Christensens ”det”

Forleden var det Helle Helle, der var gæst i "Skønlitteratur på P1" i anledning af udgivelsen af hendes nye roman ”de”. Romanen handler om forholdet mellem en mor og en datter og udspiller sig i Rødby i de tidlige 1980’ere. Foto: Leif Tuxen

Det kan være en stor oplevelse at møde poesien uventet gennem musikken. På et splitsekund kan man komme tilbage til minder fra ungdomsværelset

At gå tur er en af de rutiner, jeg holder mest af. Gerne den samme rute, ofte i stilhed, men andre gange er det netop en god anledning til at få hørt noget, jeg ellers ikke har haft tid til. Sådan en time i rask trav passer perfekt til ugens udgave af ”Skønlitteratur på P1”. Det er godt at lytte, mens kroppen bevæger sig, fødder, ord, luft og øjne indgår nye indre forbindelser.

Forleden var det Helle Helle, der var gæst i studiet i anledning af udgivelsen af hendes nye roman ”de”. Romanen handler om forholdet mellem en mor og en datter og udspiller sig i Rødby i de tidlige 1980’ere. Datteren går i gymnasiet, og i radiostudiet talte de om, at en af de tidskarakteristiske ting i romanen er, at hun (med en typisk Helle Hellesk formulering) næsten kommer til en Pia Raug-koncert i Sakskøbing. Og så spillede studieværterne Klaus Rothstein og Nanna Mogensen et stykke fra Pia Raugs plade ”det” fra 1981, hvor hun har sat musik til Inger Christensens digtsamling ”det”, der i lighed med Helle Helles roman skal skrives med småt, og som udkom i 1969:

”En grå og diset morgen over de malede bjerge/ Endnu er det uvist om fuglene vågner /Erindringen// En sten ruller ned over bjergene/ En enkelt plante bevæger et blad/ En mosgrube vender sine blege hår/ En luftning/ Endnu er det uvist om lyden når frem// Endnu er der ingen til stede// Endnu er der ingen til at høre og se/ En tøven/ En tilstand der venter på et ord // De malede bjerge forsvinder/ Planter og mos foldes ind under jorden/ Disen forsvinder/ En sten flyver op over bjergene”.

Jeg kender godt digtet og har læst det mange gange. Men jeg havde glemt Pia Raugs indspilning af det, den måde, hun betoner ordene på, og selvom jeg stod der ved Peder Mads Strand i Humlebæk og så ud over havet, så blev jeg på et splitsekund katapulteret tilbage til mit ungdomsværelse i Højen ved Vejle, hvor jeg så mange aftener sad for mig selv og hørte netop Pia Raugs plade, med tekster af den for mig helt ukendte, ansigtsløse Inger Christensen, som jeg ikke erindrer, vi blev præsenteret for i gymnasiet.

Men mit teenagejeg mødte ordene, og nu husker jeg igen min oplevelse af dem, hvordan billedet af mosgruben med de blege hår forplantede sig og ligesom blev siddende fast i sindet med de viftende blege tråde. Et foruroligende og stærkt billede, som på en gang repræsenter et øjebliks nærvær og en form for evighed: ”En mosgrube vender sine blege hår”.

I ”Skønlitteratur på P1” fortalte Helle Helle om en parallel oplevelse af at møde poesien helt uventet gennem musikken. For hende kom mødet med Pia Raugs indspilning af Inger Christensens ”det” simpelthen til at ændre hendes liv. Fordi den unge pige, hun dengang var, hørte pludselig ord, der kunne noget helt andet end blot at transportere information videre. De kunne være i deres egen ret, underlige og gådefulde.

Der sker vel det, at digtene gennem musikken nærmest kommer bag på en. Man er helt uden forbehold eller forudindtagelser, lytter bare til musik, og der kommer digtet så anstigende som noget fremmed og andet. I første omgang undrer man sig, eller måske bliver man ligefrem lidt irriteret af den modstand, som ordene etablerer, og som gør, at teksten ikke som så mange andre musiktekster glider restløst igennem en. Et øjeblik standser man op inde i sig selv, hvad er det, den her tekst egentlig handler om? Og så er man igen videre med dagen.

Som Helle Helle også fortæller, kan der jo så ske det lykkelige, at man senere i livet møder digtet igen i en digtsamling. Og der allerede fra første læsning føler man en form for fortrolighed med digtet. Man kender det jo allerede. Fordi man stødte på det som ganske ung, er det, som om det nærmest tilhører en selv, det har spredt sine sporer et fjernt sted i bevidstheden, som om mosgruben i alle disse år har ligget derinde og nu igen vender de blege hår, hvilket gør, at møde nummer to med digtet, bliver en særlig lykkelig oplevelse.

Sådan gik det også for mig. Da jeg flyttede til København, gemte jeg Pia Raug langt væk – som indvandrer i den nye kultur fornemmede jeg tydeligt, at det ikke lige var den sejeste reference. Men jeg mødte Inger Christensens digte.

Nu går jeg så hjem fra min gåtur og sætter Pia Raugs plade på igen. Og genoplever både Inger Christensens ord og kvaliteterne i Pia Raugs musik.

NB. Der synes at være et lille momentum for Pia Raug, for et par dage efter er jeg i Skuespilhuset og se Christian Lollikes forestilling ”68”, hvori der spilles en hel masse, også ret overraskende valg af musik fra tiden. Og sørme om han ikke også har haft Pia Raugs version af ”det” med, dog ikke digtet om den grå disede morgen, men det mere folkeligt svingende Chile digt: ”Så dyrker de korn på et alter i Chile/ så hælder de mælk i en gammel kanon”. Jeg ser mig om i salen og håber, at der sidder et ungt menneske, der tænker: Hvad var nu det, mælk i en kanon?8

I klummen Liv&Litteratur skriver kulturkritikerne Mai Misfeldt, Henrik Wivel og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem eksistens og litteratur – både historisk og aktuelt.