Fra Hildegard til 1970erne

Anne Lise Marstrand-Jørgensen tager en stor udfordring op: Hun vil skrive en troværdig hverdagsroman om Danmark i ungdomsoprørets år, og det lykkes hende i eminent grad

Anne Lise Marstrand-Jørgensen går nye veje i romanen, der er hendes første efter de berømmede Hildegard-bøger. –
Anne Lise Marstrand-Jørgensen går nye veje i romanen, der er hendes første efter de berømmede Hildegard-bøger. –. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Før Anne Lise Marstrand-Jørgensen fik et kolossalt gennembrud i 2009 og 2010 med dobbeltromanen om middelaldernonnen Hildegard, havde hun fire digtsamlinger og tre romaner bag sig. Hun var en talentfuld forfatter, som bestemt var værd at holde øje med, men deri adskilte hun sig, for nu at sige det lidt brutalt, ikke fra så mange andre.

LÆS OGSÅ: Til en ny generation

Det læsende Danmark var dermed fuldstændig uforberedt på Hildegard både emnet, omfanget og den tårnhøje litterære kvalitet. Og dermed rejste sig selvfølgelig det næste interessante spørgsmål: Hvad i alverden ville Anne Lise Marstrand-Jørgensen skrive om efter Hildegard? Det var ikke lige til at se for sig. Ville hun blive det i historiske stof, eller ville hun gå tilbage til samtidslitteraturen? Var der overhovedet et liv efter Hildegard, denne mærkelige monolit?

Svaret får vi i dag, hvor hendes nye roman udkommer, og det svar rummer indtil flere overraskelser. For det første er det overraskende, at der kommer en roman så hurtigt efter kraftudladningen med Hildegard, for det andet er det overraskende, at den også er kæmpestor (og der bebudes i øvrigt en fortsættelse til næste år), og for det tredje er det overraskende, at den handler om 1970erne. Men man kan måske sige, at Marstrand dermed har fundet en salomonisk løsning på spørgsmålet om stoffet: Det er både en historisk roman og en samtidsroman, så sandt som 1970erne er en periode, der kan virke eksotisk og fjern, men ikke desto mindre er erindret samtid for mange nulevende.

Marstrand har valgt ikke at henlægge handlingen til Danmark, men til et fiktivt vestligt land. Det virker nu udpræget som et let forskudt Danmark og ikke et let forskudt Frankrig eller Holland. Personerne har i et vist omfang internationaliserede navne, byerne bærer navne som Farring og Rossel, der er både floder og bjerge, men ellers er vi i den kendte verden: Man kan rejse til Indien, lande på månen i 1969, høre Bowie, Nixon sidder i Det Hvide Hus og så videre. På papiret kan denne konstruktion se fjollet og fortænkt ud, men den virker forbløffende godt i romanen. Den alternative geografi bliver nemlig kun brugt yderst diskret. Til gengæld befries vi som læsere for den anmassende fortrolighed og deja-vu, der uvægerligt ville opstå, hvis vi var i København, Roskilde, på Femø, i Thy-lejren osv. Man kan hengive sig mere rent til tiden, fordi stederne er sat ud af spillet. Men på en vis måde er tidsbilledet lige så diskret som geografien. Romanen udviser en stor askese med hensyn til at diske op med genstande og begivenheder, der skal understrege, at vi er i årene 1969-1974. I perioder irriterede det denne anmelder. Er det her ikke en nutidsroman, der postuleres at foregå for 40 år siden? Er disse mennesker ikke nutidsmennesker blot uden mobiltelefoner og internet, og o.k., så stikker de voksne børnene en lussing af og til, og ungdomsoprøret er en virkelighed, man indimellem må forholde sig til, men helt ærligt 1970erne?

Men jeg må indrømme, at romanen sniger sig ind på én. Den forvandler sig fint og umærkeligt til en historisk roman. Vi følger en ung familie, Eric og Alice Horn, der bor i en forstad med deres tre børn. I første halvdel sidder den diskrete fortællerinstans mest på skuldrene af Alice, i anden del er det den mellemste datter Flora, der er i fokus. Der sker ikke altid så meget, den ene hverdag tager den anden, og når der så faktisk sker noget, virker det ganske voldsomt imod dette bagtæppe af normalitet.

På en måde er det måske ikke så forskelligt fra, hvad Marstrand gjorde i Hildegard. Hun overfløj ikke middelalderen med alle mulige historiske oplysninger, hun brugte i stedet sin research og sin digteriske fantasi til at sænke os ned i et sanset middelaldermenneske-univers, hvor vi blev underligt fortrolige med helt fremmedartede metafysiske drifter og dilemmaer (er dette Guds eller Djævelens tale?).

Naturligvis er 1970erne ikke så fjerne som middelalderen, men det er en tid, som vi i den kollektive erindring har overdynget med klichéer fra lilla bleer til bollerum, og det vil være en udfordring for enhver kunstnerisk fremstilling af det levede liv ikke at lade sig overmande af disse klichéer. Hos Marstrand glemmer vi på en vis måde, at vi er i 1970erne, og derfor tænker man (jeg karikerer lidt): Nå, der kan man bare se, fri sex, et kollektiv, en ølejr, og aborten er ikke fri endnu

Det er ganske fremragende gjort, for dermed får hun på troværdig vis skildret nogle helt almindelige mennesker, der ikke ved, at de lever i 1970erne (om jeg så må sige), og ikke ved, hvordan den historie ender. De har bare deres liv med håb og drømme og problemer. Og som fortællingen langsomt folder sig ud, kan vi se i højere grad end dem selv, hvordan de har deres liv på nogle meget bestemte historiske betingelser. Det er hele diskussionen om frigørelse, både som naturligt og legitimt projekt, og som virkelighedsfornægtende og reelt selvundertrykkende overanstrengelse, der lægges op til med denne roman.

Marstrand er ikke ude i et af de velkendte opgør med 1970erne. Hun vil tydeligvis gerne forholde sig undersøgende til perioden uden at lægge skjul på de menneskelige omkostninger, den kunne føre med sig. Et tema i en er den frie seksualitet og det vanskelige forsøg på at få den til at sam-eksistere med det småborgerlige familieliv i forstaden. Summer of love i 1969 bliver aldrig det samme efter at have læst denne skildring. Et andet tema er forældres forsøg på at være kammerater med deres børn frem for autoriteter. Hvordan det ender, får vi at se i andet bind.

Se, det kan jo altsammen på papiret lyde meget 1970er-diskussions-agtigt. Men sådan virker det overhovedet ikke, når man føres med af den lange, løbende fortælling. Selvom der over store træk ikke rigtig sker noget (og jeg afstår fra at røbe det, der så faktisk sker), læser man alligevel hele tiden med glubende appetit. Marstrand formår den kunst at træde til side i fortællingens tjeneste. Hun interesserer sig simpelthen meget intenst for sine karakterer, omend hun nok føler sig mere beslægtet med nogle end med andre.

Selvom romanen er stor nok i sig selv, ånder den af et kolossalt overskud. Enkelte steder antydes historier om for eksempel Floras søskende, som mageligt kunne have fyldt 100 sider, men vi får blot et slutresultat at vide. Det er realistisk litteratur som kunstnerisk mirakel. Man kan også sige det med andre ord: Herfra hvor vi står, kan vi se os omkring, til alle sider.