Sådan gik lydbogen fra at være hjælpemiddel til massemedie

Lydbogen blev egentlig opfundet som en hjælp til soldater, der under Første Verdenskrig var blevet blinde. I dag er publikummet langt større, og skuespillere og forfattere indlæser alt fra krimier til klassikere som lydbøger. Nogle genrer egner sig bedre end andre til ørerne, men oplæserens stemme er det helt afgørende

En blød, luftig stemme flyder lige ind i ørerne på den, der beslutter sig for at høre Anne Lise Marstrand-Jørgensens nye roman ”Margrete I” som lydbog. Stemmen taler langsomt, for dens ejer, skuespiller Lotte Andersen, er opmærksom på, at Anne Lise Marstrand-Jørgensens ord tager tid at fordøje.

”Meget af det er nærmest helt lyrisk, så det kan ikke nytte noget, at jeg farer hen over det. Lytteren skal have tid til at mærke ordene,” siger hun.

Næsten 23 timers lydbog er det da også blevet til. I løbet af dem gør Lotte Andersen sin stemme mørkere og lysere, alt efter hvilke karakterer der taler. Hun skruer op og ned for tempoet. Gør sin stemme varm i de passager, hvor forfatteren skriver sanselige naturbeskrivelser. Gør den koldere på de sider, der mere nøgternt beskriver middelalderhistorie. Og så stræber hun efter at udtrykke den forandring, hovedpersonen gennemgår. Når læseren – eller lytteren – møder Margrete I, er hun nemlig et barn, mens hun ved romanens slutning er blevet voksen.

”Så jeg bruger bittesmå nuancer i min stemme til at give en fornemmelse af, at Margrete vokser og undervejs bliver en kvinde. Det er jo ikke sådan noget med, at jeg taler babysprog,” siger hun i en påtaget skinger stemme, griner lidt og fortsætter: ”Det er nærmest bare en tanke, jeg har, som måske er med til at gøre min stemme en lille smule lysere og lettere. Vi taler om meget fine nuancer.”

Når Lotte Andersen indlæser bøger, hvad enten det er romaner, eventyr eller noveller, er det vigtigste for hende at formidle bogens stemning til publikum. Et publikum, der gennem de seneste år har vokset sig større. For i dag indlæser både skuespillere og forfattere lydbøger, der lyttes til af en bred skare. Sådan har det ikke altid været.

Lydbogens historie starter der, hvor Første Verdenskrig slutter. Da de nordamerikanske soldater vendte hjem, efter krigen var slut i 1918, havde mange af dem mistet eller fået beskadiget synet. Og til ære for dem begyndte man i USA at indlæse aviser og bøger. Selve ordet ”lydbog” eller det engelske ”audio book” kom dog først på folks læber, efter de første kassettebånd kom på markedet i 1970’erne. De var hovedsageligt tiltænkt børn, svagtseende eller andre, der af forskellige årsager ikke kunne læse. Men i takt med den teknologiske udvikling er lydbøgerne blevet vægtløse, så vi kan tage dem med os overalt. Lydbøgerne har altså ændret karakter fra hjælpemiddel til massemedie.

Den forandring har også haft indflydelse på, hvor høj en grad af dramatik, der præger oplæsningen. Da de første lydbøger kom på markedet, var idealet nemlig, at oplæsningen skulle være så tonløs og neutral som muligt. Oplæserens person skulle ikke lægge sig som et lag mellem teksten og lytteren, men snarere være et vindue ind til den rene tekst. I dag deles den overbevisning stadig af nogle svagtseende, mens der i populær-lydbøger snarere er en tendens til, at oplæseren – som Lotte Andersen – lader sig rive med af fortællingen og skelner mellem forskellige karakterer og tonelejer.

En undersøgelse af læsevaner fra 2019 lavet af internetboghandlen Saxo viser, at 92 procent synes, at indlæseren er helt afgørende for læseoplevelsen. Selvom det selvfølgelig er en smagssag, hvor meget indlevelse man som lytter bryder sig om. Men hvad sker der overhovedet inde i hovederne på os, når litteraturen bliver en lydlig oplevelse? Mikkel Wallentin er professor og hjerneforsker ved Aarhus Universitet, hvor han blandt andet har forsket i, hvad læsning gør ved vores hjerne.

”Når vi læser en papirbog, sker der det, at vi omdanner skriftsproget til en form for talesprog med en grad af indre stemme. Det vil sige, at i et eller andet omfang bliver læseoplevelsen transformeret til en lydlig oplevelse inde i hjernen. Så endemålet ved at læse en papirbog er meget nær det samme, som hvis man hører lydbog,” siger han.

Sidste år slog en undersøgelse fra det amerikanske universitet UC Berkeley også fast, at det er de samme områder i hjernen, der aktiveres, når vi henholdsvis læser og lytter, og de samme forestillinger, vi danner os. Hvis der for eksempel står ”blomst”, er det billede, vi får i hovedet, altså det samme ved lytning og læsning.

Men faktisk giver det slet ikke mening at sammenligne lydbøger med papirbøger. Det mener Iben Have, der er ph.d. og lektor i medievidenskab ved institut for kommunikation og kultur på Aarhus Universitet og siden 2012 har forsket i lydbøger.

”Man kan ikke sige, at den ene er bedre end den anden, for det er vidt forskellige medier med hver deres styrker og svagheder. At lytte til en lydbog svarer mere til at høre radio eller musik end at læse en papirbog. I forhold til fleksibilitet er lydbogen bedst, hvor papiret har den fordel, at man styrer sin egen læsetid og derfor kan dvæle ved ordene og læse i sit eget tempo.”

Og det er netop lydbøgernes store styrke, at vi kan lytte til dem, samtidig med at vi tager opvasken, strikker eller kører bil, siger Mikkel Wallentin.

”Det har bare også den omkostning, at nogle mennesker tror, de kan gøre en masse ting på én gang, uden at være i stand til det. Når man konstant forsøger at optimere alting, kan der ske det, at vores kognitive system på et tidspunkt når grænsen. Og så får vi mindre ud af det, end hvis man havde gjort det lidt langsommere med mere fokus,” siger han.

Netop på grund af risikoen for at miste koncentrationen er der ifølge Mikkel Wallentin også genrer af litteratur, som i højere grad egner sig til lydbogsformatet end andre. For eksempel nævner han en krimi – hvor fokus typisk er på handlingen frem for de sproglige nuancer – som en oplagt genre at få ind gennem hovedtelefoner. Mens det i genrer som lyrik, hvor sproget er en pointe i sig selv, er sværere at få alle nuancer med.

Birgitte Stougaard Pedersen, lektor på institut for kommunikation og kultur ved Aarhus Universitet, der sammen med Iben Have siden 2012 har forsket i lydbøger, anerkender, at der kan være nuancer, som fæstner sig bedre på skrift. Man kan dog træne sig op til at blive en god lydbogslytter og få det hele med, pointerer hun. Og så er der situationer, mener hun, hvor lydbogen kan give en helt anden form for fordybelse, end papirbogen kan.

”Lytter du for eksempel til en fortælling, mens du går en tur i smukke omgivelser, kan du få nogle andre, mere stemningsfyldte og atmosfæreskabende oplevelser, som papirbogen ikke kan give dig, når du sidder i din sofa og kigger ned i en bog,” siger Birgitte Stougaard Pedersen.

Det skal dog ikke forstås, som om Birgitte Stougaard Pedersen eller Iben Have mener, at lydbogen kan erstatte papirbogen. Iben Have forklarer:

”Lydbøgerne er kommet for at blive – som et alternativ til papirbogen – der betyder, at mange får læst mere, end de ellers ville, og måske at flere bliver interesserede i litteratur. Lydbogens popularitet vil fortsætte med at vokse, men jeg tror på ingen måde, at lydbogen nogensinde kommer til at udkonkurrere papirbogen,” siger Iben Have.

Om det bliver tilfældet, vil tiden vise. I alt fald har vi nok næppe hørt det sidste til bløde, luftige stemmer, der læser op af alt fra krimier til klassikere.