Den 24. juli 1960 hoppede tjekkiske Jan Rocek over rælingen på en østtysk færge og ned i vandet ved Gedser Havn. Med sig havde han sin kone, Eva, sin svigermor og sine to små drenge. Dagen efter fulgte deres gode venner, Arnost og Ruth Reiser, og deres børn, og dermed sluttede årtiers undertrykkelse af de to familier i Østeuropa.
Det er deres fælles historie, som Jesper Clemmensen fortæller i sin nye bog ”Afhopperne. Fra holocaust til fanger bag Jerntæppet – to familiers dramatiske flugt til Danmark” (Lindhardt og Ringhof). Forfatteren har tidligere udgivet to bøger med den kolde krig som baggrund for folk, der havde held til at flygte fra DDR, enten over Østersøen eller ud af Østberlin, nemlig ”Flugtrute Østersøen – Historien om den ”usynlige” mur mellem DDR og Danmark under den kolde krig” (2012) og ”Skyggemand – Flugthjælper i den kolde krigs Berlin” (2017), som begge fik en fornem modtagelse.
Men hans nye bog er og bliver hans bedste til dato, mener Flemming Østergaard i Morgenavisen Jyllands-Posten:
”Med ’Afhopperne’ fuldender han det, der kan betegnes som en trilogi om ufrihed under åndelige trællekår og flugt. Det er hans bedste bog, hvilket siger ikke så lidt med de to foregående i erindring.”
Flemming Østergaard betegner bogen som et eksempel på medrivende historieformidling, der konsekvent bliver gennemført uden på noget tidspunkt at give køb på fagligheden, og han giver den seks stjerner ud af seks mulige:
”Jesper Clemmensen fortjener den maksimale stjerneregn for afslutningen på sin flugttrilogi. Ved at dykke ned i historiens mikrokosmos og finde fires utrolige livshistorie har han skrevet en personlig, men også en universel bog om viljen til at finde en vej ud af ufriheden. Læseren kan også holde den op som et spejl til at filosofere over, om vi er parate til at tage ultimative valg i eksistentielt udfordrende situationer i vores liv.”
I bogen skildrer Jesper Clemmensen de to familiers liv og skæbne, fra de efter Hitlers indmarch i Prag mister borgerrettigheder og ejendom, til de interneres i Theresienstadt og deporteres til udryddelseslejren i Auschwitz, hvor de imidlertid overlever og vender tilbage til Prag, til friheden og demokratiet. Men det er en stakket frist, for i 1948 tager kommunisterne som bekendt magten og etablerer et stalinistisk diktatur, hvor jøder atter forfølges, og som ender med at jage de to familier på flugt. Om diktaturet siger Jan Rocek, bogens 96-årige hovedperson:
”På en måde var det værre end under nazisterne. Nu skulle man ikke bare acceptere løgnen, men også gentage den. Hvis man ville overleve i det, blev man tvunget til at sige ting, som man vidste var løgn. Og jeg kunne ikke holde det ud.”
I Weekendavisen finder Adam Holm, at det er neglebidende at følge såvel optakten til som eksekveringen af familiernes flugt, selvom man godt ved, hvordan det ender, og han bemærker sig desuden forfatterens metode:
”Clemmensen kan i lighed med andre historieskrivende journalister som Tommy Heisz (’Den spanske syge’ 2018), Ole Sønnichsen (’One Dollar Man’, 2019) og Simon Ankjærgaard (’Genforeningen 1920’, 2019), snitte den sproglige medisterpølse i så tilpas afmålte skiver, at man bliver ved med at have appetit på mere. Mere end én gang strejfer tanken, at forfatteren med sin sans for at opbygge scener og skabe spænding må gå rundt med en koldkrigsromanforfatter i maven.”
Men han finder imidlertid også, at de mange detaljer svækker værket:
”Med andre ord får vi fortalt revl og krat om nogle ganske vist indtagende og begavede mennesker, som har overlevet historiens kastevinde, men som ikke spillede en offentlig rolle og ikke ytrede sig som dissidenter. Der er intet galt i at portrættere såkaldt almindelige menneskers gevaldige trængsler – at de klarede sig igennem efterlader trods alt et håb for eftertiden – men de mange udpenslede detaljer om familierelationer og hverdagssituationer fylder for meget i en ellers god bog.”
Den slags forbehold har Christian Egander Skov imidlertid ikke i Kristeligt Dagblad. Her kalder han nemlig bogen for en fremragende og engagerende skildring, der fikserer sin læser fra først til sidst, og der falder fem stjerner:
”’Afhopperne’ fortæller en dybt menneskelig historie om det brutale 20. århundrede. Bogen gør vores nære fortids politiske og ideologiske stridigheder levende gennem mødet med konkrete menneskers virkelige prøvelser. Det er en god og nødvendig bog.”
Også i Berlingske er der fem ud af seks fra Bent Blüdnikow. Og selvom han ikke mener, at Jesper Clemmensens skildring af danskernes andel i det berømte Røde Kors-besøg i Theresienstadt i 1944 er tilstrækkelig kritisk, finder han alligevel, at forfatteren har skrevet en formen og inciterende bog om mennesker på flugt, og han konkluderer, at det er lykkedes Jesper Clemmensen ”at fortælle et europæisk drama, der har et bredere perspektiv, end man normalt ser i danske historiebøger.
Hans beskrivelse af tiden i Prag, kz-lejrene og senere i efterkrigstidens Tjekkoslovakiet et stærkt bevægende. Det er generelt en meget vellykket fortælling om centraleuropæiske skæbner, hvor danskere kom til at spille en rolle, fordi en modig dansker kastede sig i Gedser Havn og reddede Rocek-familien.”
”Bogen i tiden” skriver om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.