Det er efterhånden en kendt historie, at avantgardekunstneren Claus Beck-Nielsen har erklæret sig død, og at samme person lever videre med det formål at forvalte Claus Beck-Nielsens liv og levned. Denne nulevende person kaldte sig først Claus Nielsen, og nu kalder han sig Das Beckwerk. I den nye såvel som i den foregående roman optræder han under navnet Nielsen.
Den sværm af pseudonymer, der omgiver forfatteren, kan minde om forgængere som Søren Kierkegaard og portugisiske Fernando Pessoa. Det er alt sammen et avanceret forsøg på at unddrage sig en stabil forfatter identitet og træde i baggrunden til fordel for selve kunstværket eller kunstaktionen. Hos en avantgardekunstner er værk og aktion ét og det samme, det er handlingen, det kommer an på, og kunsten består i at dokumentere disse handlinger.
Konceptet er, at Claus Beck-Nielsen alias Nielsen rejser rundt sammen med sin kompagnon Thomas Altheimer alias Rasmussen for med kunstneriske midler at demokratisere hele verden. De ønsker at iscenesætte en række mellemfolkelige møder, hvor man frit kan diskutere demokratiets fremtid. Et utopisk kunstprojekt, som ikke har sin lige i dansk eller skandinavisk litteratur.
I den foregående roman var missionen at indføre demokrati i Irak, efter at Amerika med hjælp fra blandt andre Danmark havde invaderet landet. I den nye roman med titlen "Suverænen" er opgaven vendt om, så missionen nu er at re-demokratisere Amerika på vegne af Europa og Mellemøsten. Det er ikke småting, de to små danskere kaster sig over.
Helt konkret består opgaven i at rejse til Amerika med en bærbar metalkasse, hvorpå der står "The Democracy Destination: Washington DC". Kassen indeholder et telt, Det Nomadiske Parlament, og i dette forum kan samtalerne med de amerikanske borgere finde sted. Romanen er dels en dokumentation i form af referater og fotografier fra rejsen, dels en litterær fortælling om idealisten Rasmussen. Det er Nielsen, der undervejs skriver referaterne, og således fungerer han som missionens sekretær. Mod slutningen af romanen viser det sig, at Nielsen også er romanens fortæller. Rejsen til Amerika i ugerne op til præsidentvalget i 2004 er nemlig fortalt i et tilbageblik fra en position knap fire år senere.
Den sindrige fortællerkonstruktion forvandler romanen fra at være en dokumentation af politisk kunst til at være et ironisk portræt af idealisten Rasmussen fra Horne Land på Fyn. Og måske er dette portræt i virkeligheden et selvportræt af kunstneren Claus Beck-Nielsen.
Under alle omstændigheder er det spændingsforholdet mellem dokumentation og fiktion, som er bogens helt store kup. På den ene side beskrives de politiske handlinger nøgternt, og på den anden side er tonen gennemgående ironisk med utallige intertekstuelle referencer til Bibelen, Odysseen, H.C. Andersen, Johannes V. Jensen og så videre. Man ved aldrig, hvor man har ham, denne Nielsen med de mange navne, men følelsen af at være i selskab med en stor og radikalt fornyende kunstner er uafviselig.
Das Beckwerk: Suverænen. Gyldendal. 328 sider. 299 kroner. Udkommer i dag.