”Fra hus og hjem” er stramt komponeret og sprudlende eksekveret

Det personlige og det almene mødes i Jeppe Krogsgaard Christensens stramt komponerede og sprudlende eksekverede ”Fra hus og hjem”

Forfatter Jeppe Krogsgaard Christensen, der også er litteraturkritiker ved Kristeligt Dagblad, har udgivet "Fra hus til hjem". Af gæsteanmelder fra Dagbladet Information Tommy Vorm får værket fem stjerner.
Forfatter Jeppe Krogsgaard Christensen, der også er litteraturkritiker ved Kristeligt Dagblad, har udgivet "Fra hus til hjem". Af gæsteanmelder fra Dagbladet Information Tommy Vorm får værket fem stjerner. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Et hus eller en lejlighed er sjældent noget i sig selv. Bevares, vi taler naturligvis meget om beliggenhed for tiden, men først når nogen flytter ind med deres bagage, møbler, vaner og personlighed, forvandles adressen til et hjem med liv, atmosfære og historier. Eller som Jeppe Krogsgaard Christensen skriver et sted i sin stramme, prosalyriske og virkelig vellykkede bog ”Fra hus og hjem”:

”værelser. først når møbler stilles ind i dem, får de en identitet. stilles en dobbeltseng ind i et værelse, bliver det til et soveværelse, stilles en sofa og et lavt bord ind i et værelse, bliver det en stue”.

I tretten tekster fører Krogsgaard Christensen os gennem alle de rum, vi forstår som et hjem. Fra entréen til stuen og badeværelset og så videre, og køkkenet kommer vi naturligvis også omkring, en af de få undtagelser ”hvor fastmonterede elementer, vandhane, vask, komfur, giver identitet allerede inden indretning”.

Som i forfatterens forrige bog, ”Alle ord lever i et klassesamfund” (2020), hvori ordgrupper og tegn får liv og på det nærmeste bekæmper hinanden for at retfærdiggøre deres værdi og eksistens, løfter Krogsgaard Christensen det vante og velkendte til små menneskelige dramaer og præcise betragtninger.

Det kommer ikke mindst til udtryk i netop kapitlet om køkkenet, hvor tv-kokkene ”i 1990erne blev en slags superstjerner og fik mange mænd til at rykke ind.” Vægge blev revet ned, fordi mænd ”vil ses og beundres”, dyre maskuline knive fra Japan og Tyskland kom op at hænge som ”blanke savklinger”, og der blev gjort plads til samtaler hen over komfur og spisebord, hvilket ville ”have undret en tidsrejsende fra 1950, hvor køkkenet var isoleret”.

Med samme skarpe sociologiske blik bemærkes det andetsteds, at fra engang at have spillet en mindre rolle i stuens møblement og ligefrem være forvist til den lille stue i store villaer er tv’et i dag ”afgørende for placering af sofa, kaffebord, lænestole, ja, for hele den del af stuen, som er lønmodtagerens og institutionsbarnets rekreative område”.

I modsætning til ”Kender du typen” på tv, er det ikke meningen, at vi skal gætte, hvem der bor i de huse og hjem, Krogsgaard Christensen beskriver, for det gør han vist selv. Til hvert rum knyttes i hvert fald en personlig historie, der bibringer bogen yderligere liv. Det truer et par steder med at give teksterne et ensformigt præg – alle bevæger de sig groft sagt fra en beskrivelse af kulisserne over en bredere historisk eller kulturel betragtning til den autofiktive anekdote – men langt de fleste steder fungerer det forbløffende godt.

Næsten umærkeligt glider vi i samme kapitel fra en beskrivelse af børneværelset som hjemmets mest foranderlige rum, ja, på et tidspunkt kan det slet ikke kaldes et børneværelse længere, til et personligt sammenbrud for Krogsgaard Christensen, der ender på hospitalet, fordi han frygter at dø. Et andet sted mindes han en nabopige og hendes undertøj på tørreloftet i en frederiksberglejlighed, og vi er ligeledes med på forfatterkontoret, på toilettet, i seng og i en oversvømmet kælder ved Dybbølsbro efter skybruddet i sommeren 2011.

Samme sommer og samme lejlighed giver anledning til Krogsgaard Christensens eneste entréminde. Det er et rum, ”der så sjældent er knyttet minder til”, men den 22. juli 2011, da han tapetserede entréen i den toværelses lejlighed, han og kæresten Josefine lige var flyttet ind i, dræbte Anders Breivik ”de unge mennesker på utøya”, skriver han og tænker videre, ”at drengene og pigerne aldrig fik lov at gå fra deres egen hoveddør og forbi rækken med sko og støvler, den lave skyline af fodtøj, og gennem entréen”.

Jeppe Krogsgaard Christensen har skrevet en bevægende og tankevækkende bog, der ikke blot understreger, at vi aldrig kan forskanse os fra omverdenens kultur og katastrofer, og at vi trods forskellige samlivsformer og klasseskel har det med at indrette os på samme konforme måde i både hjemmets rum og i vores tilværelser. Jeg har hverken bryggers, samtalekøkken eller have, men i skålen i min entré ligger ”nøgler, togkort, en enlig ørering”, og også jeg ”rejser hellere den lange vej hjem end overnatter på sofaen i stuen” hos venner. Nyheden om Anders Breiviks forbrydelser fik jeg ikke, mens jeg tapetserede, men af en nabo i gården, mens jeg lappede cykel.

Undertitlen på Krogsgaard Christensens udgivelse er ”et forsøg”, og forsøget lykkes: ”Fra hus og hjem” er en lille, begavet og lyrisk skildring af hverdagen, familien og hjemmet – stramt komponeret og sprudlende eksekveret.

Gæsteanmelder Tonny Vorm er forfatter, oversætter og litteraturanmelder ved Dagbladet Information.