Muhahahah! Vi kender skurken på en ond skoggerlatter, der runger mod himlen og sender lyn og torden tilbage. Han svælger i sin egen ondskab og nyder, når han lykkes med sine nederdrægtige planer. Men fiktionens skurkefigur har mange forskellige ansigter, udvikler sig hele tiden og er som regel, i al sin ondskab, med til at fremhæve, hvad vi betragter som godt. Det er nogle af pointerne i en ny bog fra Aarhus Universitetsforlag, ”Skurke”, i serien ”Tænkepauser”. Den er skrevet af skurkeforsker og ph.d.-studerende Jens Kjeldgaard-Christiansen, og i bogen endevender han et væld af skurke, fra Shakespeares Richard den Tredje over Andeby-skurkene Sorte Slyngel og Guldiver Flintesten til ”Star Wars”-universets Darth Vader, der gemmer sit hvæsende åndedræt bag en sort maske.
Jens Kjeldgaard-Christiansen er født i 1987 og den allerførste skurk, han selv husker at have ”mødt”, er Jafar, den onde troldmand fra Disney-tegnefilmen ”Aladdin”, der udkom med dansk tale i 1992:
”Jeg kun fem år dengang, men Jafar er stadig én af mine yndlingsskurke. Jeg er til dags dato overbevist om, at han har et af de ondeste grin overhovedet,” siger Jens Kjeldgaard-Christiansen.
Er det grinet, der skaber den gode skurk?
”Blandt andet. Skurken skal for det første have en skurkagtig hensigt, en skyldig hensigt. Det er ikke nok at være et stort øgle-monster som Godzilla, der handler på et dyrisk instinkt. Skurken er én, der ved, hvad han gør, og ofte oplever vi skurken som én, der decideret udbasunerer sine onde hensigter og slutter af med den der famøse skoggerlatter. Derudover er han en kompetent figur, der er god til at udrette skade og skabe lidelse hos andre. Og sidst er det vigtigt, at man ikke kan forklare hans ondskab.”
Hvorfor det?
”Når vi kan forklare ondskaben, så går det onde væk. Et eksempel er, når man hos mordere og voldsmænd har fundet misdannelser i hjernen, for eksempel en svulst, der har trykket på pandelappen. Det er noget, man ved, kan give udslag i antisocial adfærd, og har vi hørt dén historie, er det straks sværere at sige: ’Se, han er det onde selv’. Der kommer en patologi ind over, som skubber den dom, vi i første omgang har lagt ned over en person, væk.”
I din bog nævner du blandt andet Bibelens fortælling om Kain og Abel. Er Kain den allerførste skurk i historien?
”Nej, han er ikke den allerførste skurk. Jeg bruger Tiamat, en karakter i en ældgammel historie, skrevet for omtrent 3500 år siden. Man kan måske diskutere, om Tiamat er skurk i traditionel forstand. Tiamat er mor til nogle guder, og afkommet ter sig ikke, som hun vil. Der opstår en familiefejde, hvor hun bekriger sit afkom, noget, der går imod den generelle orden. Hun er også det salte havs gud og havets brusende kaos. Hun repræsenterer kaos og opbrud med den sociale orden i verden, en orden, der siden genoprettes af stormguden Marduk. Det er også skurkens funktion den dag i dag – at være én, der kommer udefra og blæser vores ordnede verden omkuld.”
Du nævner også Shakespeares Richard den Tredje fra 1590 som en central skurk i litteraturhistorien. Hvorfor?
”Richard den Tredje har været set som udtryk for den villede ondskab, én der vil det onde for det ondes skyld. Men i litteraturhistorien generelt, er det ret sjældent, man er skurk, fordi man rendyrket vil det onde. Det kan være, man er ond, fordi man vil det godt, men fejler. Eller også vil man det bare godt for sig selv. Derfor er det ret spændende at diskutere, hvordan man i dag kan forstå Richard den Tredje. Man skulle jo tro, hans ondskab bundede i social isolation, en svær barndom eller et hævnmotiv. Hans statur og pukkelryggethed, måske. Men det motiv, han lægger frem for sig selv om ’det onde for det ondes skyld’ er sådan en satanisk, uudgrundelig præmis. ’Hvorfor vil han dog det?,’ tænker vi.
’Jeg har bestemt mig for at blive skurk,’ siger han, og det kan vi ikke rigtig kan arbejde med i dag. Det fremstår som en forsimpling, for i den postfreudianske verden ved vi, at alle synder har deres årsag, der er barndom, neurologi og så videre. Ondskaben opstår ikke bare af sig selv.”
Men selvom vi har anderledes skurke i dag, så har vi dem jo stadig. Hvorfor har vi brug for skurke i fiktionen, tror du?
”Skurken udfordrer vores moralske verdensbillede. Vi har en helt, og vi har en skurk, som gør det, vi ikke kan lide. Når helten slår skurken, så siger vi jo gennem fiktionen: ’Gør ikke som skurken, for du får alligevel ikke held til det’. Hver gang, vi ser en Disneyfilm, så cementerer vi vores værdigrundlag. Det kan lyde ret patetisk og klichéfyldt, men jeg tror, det er meget godt, at det er sådan, for historier kan inspirere os moralsk. Det er næsten en del af skurkerollen, at de også besejres til sidst.”
Men der findes jo også fortællinger, hvor skurken har held til det, han gør, det har blandt andre Lars von Trier vist...?
”I populærkulturen er der helt klart flest ’happy endings’. Ser man på alle produktionerne, tror jeg, man vil finde, at de historier, hvor skurken ender med at vinde er sådan lidt ’high brow’ og finkulturelle fortællinger, der leger med form og genre. ’American Psycho’ af Brett Easton Ellis (1991, red.) er et godt eksempel på det. Her følger vi skurken tæt, og fortællingen rummer ingen stadfæstelse af det prosociale og sammenhængskraften i samfundet. Til gengæld siger det noget om, hvad der er galt med samfundet. Og alle historier skal jo heller ikke have det samme ærinde: Nogle skal kritisere og andre skal være opbyggelige.”
Hvem synes du selv er den allermest skræmmende skurk?
”Lejemorderen Anton Chigurh fra Cohen-brødrenes ’No Country for Old Men’ (2007, red.). Han er faktisk også denne her uforståelige karakter, uudgrundelig i sin ondskab. Men ikke nok med, at vi ikke kan forstå, hvorfor han er, som han er, vi forstår heller ikke, hvordan han skal besejres. Han er fuldstændig ligeglad med penge, han vil heller ikke have hævn. Filmen hiver ham op som et rigtig godt billede på en forståelse af ondskaben som noget, vi ikke kan kontrollere, fordi vi ikke forstår den.”
Hvordan ser fremtidens skurk ud?
”Jeg tror: Hvis noget definerer fremtidens skurk, så er det, at skurken i højere grad bliver en af os, mere end en af dem. Traditionelt kommer skurken gerne udefra, som noget, der er fremmed for os. Et godt eksempel er tegneserien om Captain America som i 1940’erne var oppe mod en nazistisk skurk, ’Red Skull’. Så skiftede tiderne, og en overgang var ’Red Skull’ kommunist. Og siden blev han igen nazist. Her er skurken sådan en meget fleksibel figur, der kan tilpasses tiderne, men han er ofte kendetegnet ved sin fremmedhed.”
”I Disney-universet ser vi nu eksempler på, at skurken begynder at skulle findes i inderkredsen. I filmen ’Zootropolis’ (2016, red.) viser det sig ved historiens slutning, at det er det lille, hvide lam, der er skurken. Havde det været en ældre Disney-film, ville man jo nok have valgt et rovdyr. Det samme i 'Frost' (2013, red.), den allermest populære Disney-film nogensinde, hvor den funklende prins Hans viser sig i virkeligheden at være en skurk, der skal lokke Prinsesse Anna i uføre. I dag er vi generelt blevet mistroiske over for skurken som defineret ved sin fremmedhed fra os.”