Har læseren mon nogensinde gjort sig den iagttagelse, at det, vi kalder ”virkeligheden,” er præget af det ærlige, gamle ord ”Lade-Syge”? Af en vis usoigneret mangel på kunstnerisk konsekvens? Næppe, men der er jo heller ikke så mange romantikere tilbage. Måske den sidste hedder Johnny Kondrup og har titel af professor i dansk.
Han skriver sådan her i sin nye bog: ”Store dele af det, der uden videre kan gøre krav på betegnelsen virkelighed, er jo præget af en slaphed og en uopmærksomhed, som ingen kunstner ville slippe afsted med i sit værk.”
Ud fra dette professionelle og personlige gemyt fortæller Kondrup om to beslægtede fænomener, der, som han skriver, vandrer op gennem litteraturen fra de ældste tider: illusion og forførelse.
I perioden fra den danske guldalder over Henrik Pontoppidan til Karen Blixen forener de sig i undertiden i motivet bjergtagelse. I de sande tider var den ganske bogstavelig. Et menneske kunne blive lokket ind i et bjerg eller en høj og senere ned i åen eller i havet af en forfører. Det kan være virkelighedsflugt, erotisk længsel fra begge sider. Det kan være dværgens eller havmandens trang til hævn over det etablerede. Senere kunne det jo også være kunstnerens trang til flugt fra den slappe virkeligheds bornerte overflade eller synlige bakkedrag.
Kondrup har udvalgt sig værker, hvor motiverne illusion og forførelse beriger hinanden i både frugtbar og farlig forstand: M.A. Goldschmidts noveller, to værker af Henrik Pontoppidan, Ibsens ”Bygmester Solness” og Selma Lagerlöfs ”Herr Arnes penningar” (Hr. Arnes penge).
Anmelderen burde måske give et referat af kapitlerne, men det lader sig for en gangs skyld svært gøre af en god grund. Netop fordi det er genfortælling – forførelse? – skal læseren selv lade sig bjergtage.
Vi nøjes derfor med et enkelt eksempel. Henrik Pontoppidans ”Mimoser” fra 1886 er ofte blevet set som et indlæg i den verserende sædelighedsfejde under det moderne gennembrud. Den handler om to kvinders forliste ægteskaber og viljen til at leve på trods af det og af samfundets fordømmelser. Her er én bjergtagelse eksempelvis, at diplomatverdensmanden Anton Drehling pludselig (og midlertidigt) finder sin ”glæde i trivielle småting” uden for storbyen. Spurve, blomster, firhændigt klaver, opdræt af høns og duer, sundhedsvugger, børnemel. Det er den første og trættende bjergtagelse:
”Set fra hans mors synspunkt er han imidlertid netop blevet bjergtaget, lokket ind i et af de ’Venusbjerge’, som de moderne hjem udgør. Her indsnævres hans horisont, hans interesser feminiseres og ubetydeliggøres.”
Deroverfor står hans fristelse af og ”vej mod katastrofen” i form af den mondæne fru Conerding. Med hende ødelægger han idyllen, og det er hans anden falske bjergtagelse. I hendes stuer (i storbyen København, selvsagt) søger han sit andet venusbjerg. I Kondrups ord:
”Det, der skal blive scenen for hans fald, beskrives som en blomsterbetrukken hule (blomstertæppe på gulvet, blomstret tapet, blomstrende gardiner, en lysekrone formet som en lilje, roser i en vase på skrivebordet) fyldt med intimt kvindelige sager og dufte.”
Det er ifølge Kondrup Pontoppidans ironi mellem to venusbjerge. Romantikkens motiver i moderne klæder.
Sådan går det for sig i yderst belevent, men roligt tempo. Uklarheden mellem drøm og virkelighed hos Goldschmidt, Ibsens mere hårdføre forførelse, Blixens bedrageriske virkelighed, der ikke har så lidt at gøre med Goldschmidt, fordi begge gør sig erfaringer med andre virkeligheder end den synlige og derefter lider eksistentielle kvaler.
Opbyggelig bjergtagelse, illusion og forførelse som dannelse, som afgrund, som seksualitet. Bogen slutter med den pointe, at to ”antagonister”, Goldschmidt og Kierkegaard, delte sans for, at forførelse, bjergtagelse, også kan ”føre et menneske nærmere til sig selv. Lad os håbe, at de har ret”.
Bjertagelse kan være et udtryk for romantisk dæmoni, men det kan også være dannelsesromanens gennembrud af illusioner på vej mod et perspektiv, hvor ”verdens orden og den menneskelige identitet” smelter sammen. Det er ikke usoigneret virkelighed, men storslået kunst.
Bogens erklærede metode er, som nævnt, genfortællingen. Kolleger vil sikkert anklage eller ignorere Kondrup, fordi han ikke ”følger med” i udviklingen af den teori, de er så besatte af. Men man bør huske på, at det er de teoribesatte, der er utidssvarende, fordi deres ligegyldige teori næsten altid er et hjælpeløst produkt af egen samtid. Når de derfor kræver postkoloniale erfaringer eller økologiteori overført på vores fælles litteraturskat, er det dem, der er utidssvarende. De binder tænkning om litteratur til tidens smålige problemer.
Selvom Kondrup derfor hævder, at parafrasen er hans metode, og at det derfor indimellem kan blive trættende at følge med, foregår der også en principiel kulturkamp mellem linjerne. Hans fortælling er opbyggelig litteraturkritik, fordi den peger på samhørighed i vores eksistens og i den danske historie. Da det samtidig er Kondrup og ikke de ”moderne” kolleger, der formår at skrive et formfuldendt modersmål, kan man kun ønske, at han må komme til at bære det kierkegaard’ske navn, der også behandles i bogen: Victor Eremita, den sejrende eneboer.