Inden coronaen for alvor lagde sin klamme hånd over det folkekirkelige gudstjenesteliv, sprudlede folkekirken med utallige kreative forsøg med nye gudstjenesteformer. I bogen ”Mellem afbrydelse og forkyndelse” præsenteres 10 sådanne nye og anderledes gudstjenester, som har været afholdt i mange af landets kirker igennem de senere år.
Det drejer sig om ART-gudstjenester, hvor kunstnere inviteres til ”at erobre” gudstjenesten, Kantate-gudstjenester, hvor kirkegængeren inviteres ind i et musikalsk drama, Sacred space-gudstjenester, hvor gudstjenesten ses som en ”sprække i hverdagen” og som ”et terapeutisk fællesskab”, Fyraftensgudstjenester, som er korte hverdagsgudstjenester, man kan deltage i på vej fra arbejde, Lyrikgudstjenester, hvor oplæsning af lyrik indgår som centralt led, Askeonsdagsgudstjenester, hvor deltagerne får tegnet et askekors i panden og dermed bliver mindet om den kommende fastetid, Halloween-gudstjenester, som tager alvorligt, at Halloween er blevet en del af kulturen i Danmark, Dansegudstjenester, hvor ordet får en dansende krop som klangbund, Sanselig gudstjeneste med krop og sjæl i samarbejde med en yogalærer og endelig: Mindfulness-gudstjenester, som vil bygge bro til de mennesker, der aldrig kommer i kirken.
Alle 10 vidt forskellige gudstjenester præsenteres udførligt af de involverede, og der afrundes med en litteraturliste. Vi hører om de første spæde tanker samt de erfaringer, som præst og menighed har gjort sig. En kvinde, der havde deltaget i en sanselig gudstjeneste, sagde:
”Det er anderledes at bevæge sig sammen her i kirken end i fitnesscenteret. Her er ingen spejle, og jeg spejler mig heller ikke i de andre. Jeg er inde i min egen boble og dog en del af fællesskabet.”
I bogens anden del behandles de forskellige gudstjenesteformer af teologiske fagfolk, som har gode relevante og tænksomme kommentarer samt velplaceret kritik.
Hvor prædikenens betydning ofte nedtones, taler filosof og forfatter Dorthe Jørgensen om at:
”Målet må være den skønne prædiken, der under gudstjenesten får kirken til at sprække med udsyn til både himmel og jord, og som således giver os vinger i verden.”
Professor Hans Jørgen Lundager har også øje for den kirkelige kommunikations vanskeligheder, fordi ”nutidsmennesker er for individualistisk-indbildske, for demokratiske og for veluddannede til vertikal kommunikation. De vil ofte gerne tales til, men horisontalt, på lige fod.”
Og om de hjertevarme dansende fællesskaber skriver han, at ”de er også hjerteløse for de stive og hæmmede, der ikke kan få sig selv til at være børn, sanse eller danse”.
Lektor Marie Vejrup Nielsen skriver, at ”den relativt fysisk passive kirkegænger er ikke idealet.” Gudstjenesterne karakteriseres som ”venligtfaciliterende fromhedstilbud”, i tråd med markedet for sansbare oplevelser, der skal skabe et frirum fra det pressede moderne liv. Det understreges dog som positivt, at der er tale om en lokal sognekirke, som udvikler sig i relation til sin nære kontekst og til det omgivende samfund og kultur i bred forstand.
Lektor Kirstine Helboe Johansen peger med rette på, at det materielle spiller en meget stor rolle: at røre ved eller interagere med konkrete fysiske elementer: at tænde lys, at ligge på en yogamåtte, at udhule et græskar, at skrive en bøn på en lap papir.
Endelig finder sognepræst Jørgen Demant i bogens gudstjenestebeskrivelser en stærk markør af kirken som det sted, hvor der sker en afbrydelse. Ikke blot teologisk og religiøst som et sted, hvor der sker noget andet, men også som en afbrydelse af hverdagslivet. Heraf bogens titel ”Mellem afbrydelse og forkyndelse”.
Professor Bo Kristian Holm maner til varsomhed med at sløre gudstjenestens eget fundament med følgende ord:
”Ønsker man en nærværende, støttende og kærlig Gud, er det nødvendigt, at man også liturgisk tydeliggør baggrunden for dette gudsbegreb.”
Alt i alt en spændende, udfordrende og velredigeret bog, som må være pligtlæsning for enhver præst og menighed, der arbejder med nye gudstjenesteformer.