Prøv avisen
Bog

Fra Københavns blege ro til Harlems farverige tiltrækning

4 stjerner
Sort og hvid opleves i romanen som modsætninger, som stridende størrelser i hovedpersonen selv. Samtidig tiltrækkes hun af dem, der i deres sociale liv ikke skeler til hudfarve. Sort og hvid opløses i et væld af farvenuancer, for eksempel på en jazzbar i Harlem.

Efter næsten 90 år udkommer dansk-amerikanske Nella Larsen for første gang i Danmark. Usædvanligt og tilfældigt har to forlag oversat hende samtidig fra engelsk, som følge af fornyet interesse for hendes komplekse romaner om racespørgsmål i 1920'ernes USA

Det er sjældent, at den samme oversatte roman udkommer på to forskellige forlag. Men det er helt tilfældigt, at forlaget Rosenkilde samtidig med det lille forlag Arvids har udgivet dansk-amerikanske Nella Larsens debutroman. Anmeldelsen her er af Rosenkildes udgivelse.

”Kviksand” udkom oprindeligt i 1928 og blev fejret i sin samtid, men da Nella Larsen døde i Brooklyn i 1964, var hun for længst glemt som forfatter. Siden 1990'erne har der imidlertid været fornyet interesse fra især universitetsmiljøer for hendes lille forfatterskab, fordi det er tæt forbundet med race- og ligestillingsspørgsmål i nyere amerikansk historie.

Forfatteren skriver på en erfaring af selv at være splittet mellem farver, at være hjemløs blandt hvide og til dels sorte. Hun blev født i Chicago i 1891 af en dansk mor, og med en afro-caribisk far. Han forlod tidligt familien, og Nella voksede op med sin mor og en hvid stedfar og hvide halvsøskende.

De skammede sig over deres sorte familiemedlem, som gav dem lavstatus i datidens stærkt racefokuserede USA.

Hovedpersonen i ”Kviksand” har samme baggrund som forfatteren. Helga Crane hedder hun, og romanen følger hende, fra hun er 22 år og en årrække frem, i hendes søgen efter et sted at høre til.

Først er hun ansat på en fin skole for sorte i Syden, men da hun sammen med resten af lærergruppen og børnene hører en hvid præst prædike i en af pauserne, føler hun sig stærkt krænket. Hvis blot alle farvede var som på skolen, formaner præsten, ville der ikke være raceproblemer i landet, men ”negerracen” skal dog ikke blive forledt af sociale fremskridt og blive grådig og besidderisk.

Mens de fleste lytter respektfuldt, fremstår skolen, og dens lytten til alt hvidt i øvrigt, pludselig forløjet for Helga, der siger sin stilling op og rejser til Harlem, New York. Her finder hun ind i et progressivt sort, kreativt miljø og føler sig lykkelig i den geografiske firkant, der omkranses af Central Park, Fifth Avenue, St. Nicholas Park og 151st Street.

Hun føler også en snert af indelukkethed: ”(...) sat i kasse sammen med hundredvis af mennesker af sin egen race, spærret inde sammen med noget i den racemæsige karakter, som altid for hende havde været uforklarligt og fremmed.”

Da hun får muligheden, rejser hun derfor over til sin moster og onkel i Danmark. Enkelte kapitler foregår i et økonomisk og kunstnerisk overklassemiljø i København, men også her føler Helga sig splittet, nu mellem ”Københavns blege ro” og ”Harlems farverige tiltrækning”. Hun rejser tilbage til USA, ender i Sydstaterne, gift med en utiltalende sort præst.

Romanen slutter udsigtsløst. Helga drømmer om at rejse tilbage til New York, men i stedet synker hun ned i sit nye liv, som var det kviksand, trukket ned af sine mange børnefødsler, der ikke gør hende i stand til at rejse. Hun ender i den forstand i kontrast til en anden litterær kvindefigur, Henrik Ibsens Nora.

”Kviksand” forklarer sin hovedperson lidt for tydeligt med udtryk som ”typisk for hendes karakter” og ”fordi hun var så fintfølende”. På den måde holdes Helga Crane undersøgende frem af den alvidende fortæller og bliver som figur især et eksempel på holdninger og brydninger i tiden, tæt slynget sammen med forfatterens erfaring: Hvorfor er det så svært at være mulat?

Sort og hvid opleves i romanen som modsætninger, som stridende størrelser i hovedpersonen selv. Samtidig tiltrækkes hun af dem, der i deres sociale liv ikke skeler til hudfarve. Sort og hvid opløses i et væld af farvenuancer, for eksempel på en jazzbar i Harlem:

”Der var sodfarvet sort, skinnende sort, askegrå, mahognifarvet, bronzefarvet, kobberfarvet, guld, orangebrun, gul, ferskenfarvet, elfenbensfarvet, lyserød-hvid, kagecreme-hvid.”.

Alligevel kunne hun aldrig forestille sig selv at indgå i et blandet ægteskab med en hvid, da hun får tilbuddet i København.

Rosenkilde kalder på omslaget romanen et ”immigrations-, identitets- og kvindehistorisk mesterværk” i en dansk sammenhæng, og det er vel store ord. ”Kviksand” er en indsigtsgivende, velkomponeret roman, der med sin hovedperson udtrykker sig tidstypisk og komplekst om racespørgsmål i 1920'ernes USA.

Der er også noget hengemt over den distancerede fortællerstemme, som oversættelsen rammer præcist.

Selvom det ikke er et mesterværk, er det et lille scoop for interesserede i amerikansk litteratur og bredt set læsere optaget af identitetsspørgsmål med fokus på etnicitet og køn, at hele to forlag nu har sørget for denne præsentation af Nella Larsen på dansk.