Hvad giver man en kvinde, der fylder 90 år, og som har betydet en verden til forskel for en hel by, en kommune og for kunst- og kulturlivet i det hele taget?
I Herning har man valgt at ære Bitten Damgaard ved at opkalde en plads efter hende og hendes afdøde mand, Aage Damgaard. Og selvfølgelig er det pladsen foran byens kunstmuseum Heart, der nu hedder ”Bitten og Aage Damgaards Plads”.
For netop kunsten og kulturlivet i Herning har meget at takke ægteparret for. Ikke mindst Bitten Damgaard, der siden Aage Damgaards død for 25 år siden er trådt mere og mere i karakter som byens stærke kvinde, der engagerer sig i både kunst- og kulturlivet, men også er aktiv i flere sociale sammenhænge, hvor udsatte har brug for hjælp.
”Faktisk kan omfanget af hendes betydning for byen og kommunen slet ikke beskrives fyldestgørende, om vi så havde en hel avis til at gøre det,” lyder det fra Johs. Poulsen, der er medlem af byrådet i Herning for De Radikale og blandt andet formand for Kultur- og Fritidsudvalget. Men han gør alligevel et forsøg:
”Hvis jeg skal prøve at komprimere det, så er Bitten Damgaard centrum for alt det, vi i Herning i dag står for. Både når det gælder Hernings kulturelle profil og vores kulturpolitik. Vi står på det fundament, som hun og Aage skabte via samarbejdet mellem kunstnerne og erhvervslivet, og hvor mange dengang så lidt skævt til både deres idéer og den moderne kunst, så er det netop den historie, folk i Herning i dag ranker ryggen over og med glæde fortæller andre om. Bitten Damgaard har simpelthen en ikonisk status her i byen.”
At Bitten Damgaard skulle få den betydning for byen på heden, var ellers ikke lige til at regne ud, da hun som 23-årig i 1950 flyttede ind hos sin vestjyske ægtemand, den 10 år ældre Aage Damgaard. Hun kom fra den anden side af Danmark, stik øst. Blev født på Frederiksberg og voksede siden op i et præstehjem på landet, inden familien flyttede til København. Og da Aage Damgaard mødte hende, var hun en voksen og selvstændig kvinde, der arbejdede som fysioterapeut i Valby.
Mødet med Herning betegner hun selv som et kulturchok. Hvor var det sprudlende byliv? Folk? Latteren og det umiddelbare?
Det gjorde det heller ikke lettere at falde til, at mange i Herning så lidt skævt til familien Damgaard og deres sære påfund med at hyre kunstnere ind på skjortefabrikken Angli, hvor de arbejdede side om side med syerskerne. Idéen var, at dialogen og mødet var afgørende, både for kunstneren og syerskerne, der på den måde blev mindre fremmedgjort over for hinanden.
”Mange havde svært ved at se pointen. Og det var i hvert fald tydeligt for mig, at vi dengang ikke tilhørte byens borgerskab, som Aages øvrige fabrikant-brødre i Herning gjorde. At vi også var radikale, gjorde heller ikke sagen bedre. I Herning var man Venstre-mand og til nød konservativ. Så vi var outsidere,” har Bitten Damgaard tidligere fortalt i et interview med Kristeligt Dagblad.
Men hun faldt til. Ret godt endda. Blev mor til fem børn og havde ofte også kunstnerne boende i hjemmet, hvor hun stadig bor – den nedlagte præstegård i Gjellerup lidt nord for Herning.
”Og nu er jeg jo blevet herningenser. Det er der slet ingen tvivl om. Faktisk passer den der særlige Herning-ånd eller dna, man taler om, meget godt til mit temperament. For her kan tingene lade sig gøre, hvis man vil, og der er et forbilledligt samarbejde mellem industrien, kulturlivet og kommunen. Det passer mig godt, at man på den måde går lidt på tværs af konventionerne for, hvad man kan og ikke kan,” siger Bitten Damgaard i dag.
Herning har i den grad også taget den tidligere københavner til sig. I 2011 fik Bitten Damgaard kommunens kulturpris for sin indsats for kulturlivet i byen. I talen sagde borgmester Lars Krarup (V) blandt andet: ”Som din mand gjorde det, lader du kunsten tale. I har været med til at gøre Herning til en kulturel perle.”
Museumsdirektør for Heart, Holger Reenberg, har endda beskrevet familien Damgaard som ”det tætteste, Herning kommer på et aristokrati”.
Men det er ikke kun kunsten, Bitten Damgaard brænder for. Hun er nemlig – ud over at være i bestyrelsen for Heart samt Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum – også bestyrelsesformand for Højskolen Skærgården, som hun var med til at starte i 1972. Højskolen ligger i Herning og var i begyndelsen især målrettet familier, der havde brug for hjælp til forandring, mens den i dag har mere fokus på trivsel og sundhed. Bitten Damgaard er derudover også medstifter af og formand for bestyrelsen i den selvejende institution Jobbank Nu, der har som formål at sikre arbejde til psykisk syge.
”Da hun for et par uger siden holdt sin fødselsdag, fik hun et smykke, der på flotteste vis siger, hvad der er det særlige ved Bitten. Det var et halssmykke med et vedhæng, hvor motivet var taget fra kunstneren Maja Lisa Engelhardts udsmykning af Gjellerup Kirke, hvor Bitten stadig sidder i menighedsrådet og har gjort det i mere end 20 år. Vedhænget viste et hjerte med et øje indeni, fordi ’du ser med hjertet’, som hendes ven sagde, da hun fik gaven. Og det er så rammende sagt. For det er det, hun gør,” siger kulturudvalgsformand Johs. Poulsen.
Der var 100 med til fødselsdagen, som blev holdt i Boxen i Herning, i en af Damgaard-familiens A Hereford Beefstouw-restauranter. Kæden blev grundlagt i 1971 af Aage og Bitten Damgaard og består i dag af 15 restauranter i Danmark, Grønland, Sverige og Australien.
”Mit udgangspunkt for festen var tv-filmen ’90-års-fødselsdagen’, hvor Miss Sophie er både vært og eneste gæst, men jeg er nu glad for, at jeg ikke endte med at sidde alene,” fortæller Bitten Damgaard og griner.
Som den røde tråd havde hun inviteret alle dem, der har haft betydning for hendes voksenliv, ”fra alle de sammenhænge, jeg har rodet mig ind i”, som hun siger med et smil i stemmen.
Hun havde ikke ønsket sig gaver, men at folk i stedet ville skænke penge til Folkekirkens Nødhjælps arbejde i Syrien.
”For jeg mangler jo ikke noget. Det gør de. Jeg har været i Syrien på rejse med mine børn, og det er både et meget smukt land og nogle helt fantastisk dejlige mennesker.”
Bitten Damgaard fik dog enkelte gaver. Både det omtalte halssmykke og også en helikoptertur fra medarbejderne. En tur i luften hen over kunstmuseet Heart, så hun for første gang kan se, hvordan den amerikanske arkitekt Steven Holl lod sig inspirere af netop familien Damgaard, da han tegnede museet. Fra luften ligner museet nemlig en skjorte med udstrakte ærmer. Som en hyldest og en stadig reference til sammenhængen mellem fabrikken og kunsten. Erhvervslivet og kulturen.
”Det er en meget opfindsom gave, og jeg glæder mig meget til turen. Men i dag bliver også en dejllig dag, for jeg får besøg af mine børn, svigerbørn og børnebørn. Og derfor skal vi selvfølgelig have rigtig mormor- og farmormad: Hjemmelavede frikadeller med varm kartoffelsalat og friske hvide asparges. Jeg har allerede forberedt det.”