I efteråret 1961 var der en annonce i Kristeligt Dagblad fyldt med sprudlende lovord om den nye landbrugsmaskine fra Maskinfabrikken Taarup i Kerteminde. Ved siden af en tegning af maskinen med den karakteristiske lange hals stod: ”Landbrugets mest alsidige maskine”, ”Sparer mere end den koster” og ”Danmarks første og mest solgte grønthøster”.
Den vidunderlige nye maskine var blevet sat i produktion fire år før og stod nu som symbol på fremskridt og effektivitet. Der var dog også vittige hoveder, som hurtigt gav maskinen kælenavnet ”Kampmann” – opkaldt efter en socialdemokratisk finans- og senere statsminister, der ikke så meget beskar bugnende marker som offentlige budgetter.
I efteråret 1961 var der også en lille artikel i Kristeligt Dagblad, som citerede kritiske røster over for Kampmann-regeringens oprettelse af et helt nyt ministerium for kulturelle anliggender, hvor man ville se socialdemokraten Julius Bomholt ”rulle sig ud i kulturens omfattende verden”. Bekymringen gik på, om Bomholt ville bruge for mange offentlige midler, der ellers kunne bruges på det sociale område, på ”museer, teatre eller tribuner”.
Det var ikke, fordi man på den borgerlige fløj anså kultur for uvigtigt, men man frygtede, at Bomholt ville bruge kulturpolitikken til at indoktrinere borgerne til at elske den socialdemokratiske velfærdsstat. Selv er Danmarks første kulturminister citeret for følgende:
”Der er mange steder en opfattelse af, at kunst er luksus. Men vi må søge at åbne vore medborgeres øjne for den sandhed, at kunst er livsnødvendig.”
Vi kører nu grønthøsteren frem til 2019. Kulturministeriet har 58 år på bagen, Julius Bomholt har haft 20 efterfølgere på ministerposten, senest Mette Bock (LA), og der er afsat 8,4 milliarder kroner på årets finanslov til kultur. Ude i det danske landbrug er den omtrent lige så gamle grønthøster gået på pension, men den har netop haft sin glansperiode som symbol. Faktisk har ”grønthøstermetoden” siden 1980’erne været en standardbetegnelse i medier og økonomiske opslagsværker for den fremgangsmåde, hvor politikere mekanisk foretager procentvis lige store besparelser eller nedskæringer på en række områder.
Men begrebet har især været i brug, siden Venstre-regeringen trådte til efter valgsejren i 2015 og besluttede at skære to procent om året i et såkaldt omprioriteringsbidrag på blandt andet kultur og uddannelse. Grønthøsteren fortsatte i den trepartiregering med Konservative og Liberal Alliance, som blev dannet i 2016.
Men så, kort efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen havde udskrevet folketingsvalg, bekendtgjorde hans parti, Venstre, at spareøvelsen er slut for nu:
”Den gode økonomi og Venstres velfærdsløfte betyder også, at vi sløjfer omprioriteringsbidraget på uddannelse, undervisning og kultur allerede fra næste år. Omprioriteringsbidraget var nødvendigt i 2015, da den tidligere socialdemokratiske regering havde presset dansk økonomi til det yderste. Men nu er økonomien bedre, og det giver os nye muligheder.”
Grønthøsteren er altså på vej i garage igen. Men hvilken effekt har de seneste års ”høst” af penge fra museers, teatres, bibliotekers og orkestres budgetter haft? Og hvilken kulturpolitisk fremtid tegner der sig efter et folketingsvalg, hvor der nok er lovet grønthøster-stop, men hvor kulturen ellers ikke er det store samtaleemne i valgkampen? Ser vi på kunsten som nye muligheder, som en luksus, vi igen har råd til, eller som en livsnødvendighed?
Mette Sandbye er professor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet. Hun konstaterer, at grønthøsteren har efterladt en hel del meget synlige spor i kulturlandskabet – for eksempel i form af ny, mere begrænset åbningstid på kulturflagskibe som Statens Museum for Kunst. Det Kongelige Bibliotek har måttet skære ned på borgernes arkivadgang. Nationalmuseet har måttet lukke en hel afdeling for industrihistorie. Og mange andre har måttet afskedige folk og løbe stærkere for fortsat at tilgodese en befolkning, hvis kulturforbrug faktisk har været stigende.
”De ansatte på kulturområdet har valgt at klappe hælene sammen, parere ordre og knokle videre. Det er lykkedes fortsat at få meget kultur ud, blandt andet til de unge, på trods af nedskæringerne. Men det har efterladt de ansatte i en mismodig, smådeprimeret tilstand over den manglende politiske anerkendelse af området. Og det mest nedslående ved grønthøsteren er måske, at den symboliserer, at næsten ingen mener noget alvorligt om kulturpolitik i dag,” siger hun.
Mette Sandbye uddyber, at i en tid med globalisering og voksende fremmedgørelse af det enkelte menneske kunne man netop se en aktiv kulturpolitik som det, der skal binde danskerne sammen. Men hendes påstand er, at kun to partier har ytret sig tydeligt om kulturpolitik de seneste år:
”Der er Alternativet, som vil have kultur i alle ministerier, som betragter Kulturministeriet for det vigtigste og har en række vilde idéer. Og så er der Dansk Folkeparti, som er meget optaget af følelsen af nation og bakker op om Fregatten ”Jylland” og andre stærke nationalsymboler. Alle andre partier har lagt sig midt imellem og bidrager til en grundfornemmelse af, at kultur ikke er vigtigere end, at det kan beskæres til sokkeholderne, hvis der er brug for det,” siger professoren.
Grønthøsteren har været hård ved de ansatte i kulturens verden. Men for borgerne, kulturforbrugerne, har tabet ikke været stort, menerLasse Marker, der er partner i konsulentbureauet Rasmussen & Marker, der rådgiver enrække af landets største kulturinstitutioner og netop har udarbejdet en rapport om det danske museumslandskab for fonden Realdania.
”Det seneste årti er første gang siden 1961, staten har skåret ned på kulturen, så det er i sig selv historisk. Det har ført til mere usikre forhold på kulturinstitutionerne, hvor 20 procent af medarbejderne nu er løst ansatte projektmedarbejdere mod 13 procent på det samlede arbejdsmarked. Men jeg er ikke sikker på, at borgerne har mistet noget af betydning. Faktisk mener jeg, at grønthøsteren på nogle punkter har været til gavn for borgerne, fordi det har været nødvendigt at gennemføre en række ønskelige og gavnlige forandringer,” siger han.
Lasse Marker uddyber, at ”forretningsudvikling, som hidtil var et fyord, nu er blevet det store buzzword”. Museer og andre kulturinstitutioner har været nødt til at skærpe profilen og komme publikum mere i møde:
”Går vi 15-20 år tilbage, var der mange museer, der nærmest så publikum som et nødvendigt onde, der bare forstyrrede deres cirkler. Det har ændret sig markant, og resultatet er, at vi faktisk har haft stigende besøgstal trods grønthøster-besparelserne.”
Når grønthøsteren ikke har hærget kulturudbuddet mere, end tilfældet har været, skyldes det i høj grad de bidrag, som store fonde yder til kulturen, og den kendsgerning, at mange kommuner siden kommunalreformen i 2007 har opprioriteret kulturområdet. Blandt andet fordi det ses som en løftestang til at gøre en kommune attraktiv for skatteborgere, turister og erhvervsliv, vurderer Lasse Marker.
Kultur er blevet et kommunalt satsningsområde i grønthøsterens tid, mener også Nikolaj Bøgh, der er folketingskandidat for De Konservative og formand for kultur- og fritidsudvalget i Frederiksberg Kommune.
”Min tese er, at kommunalpolitikere her har fingeren mere på pulsen for, hvad borgerne ønsker sig, end landspolitikerne,” siger han.
Men han kalder samtidig den kulturpolitik, som den nuværende borgerlige regering har ført, for ”åndløs”.
”Alt for meget er blevet styret i en retning af et fokus på det, der kan måles og sættes ind i et regneark i Finansministeriet. Selvom kommunerne støtter lokal kultur, er der brug for, at staten understøtter alt det fælles. Det arbejde, som udføres på de store, bærende nationale institutioner, på museer og på kunstneriske uddannelser som Kunstakademiet, Arkitektskolen og Filmskolen, er enormt vigtigt, men er blevet forsømt i alarmerende grad,” siger Nikolaj Bøgh, der længes tilbage til Brian Mikkelsens dage som konservativ kulturminister 2001-2008 – før grønthøsteren blev trukket af stalden.
Også i Herning, en kommune, der er kendt for et sprudlende kulturliv, godt hjulpet på vej af erhvervslivet, ser Johs. Poulsen, radikal formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Herning Kommune det sådan, at kommunerne har oppet sig.
”Der er blevet flere og flere i det kommunale, der er blevet dygtigere og dygtigere til selv at skaffe penge. Mange steder, for eksempel her i Herning, er det lykkedes at kompensere ved at skaffe penge fra private sponsorer. Og er det så godt eller skidt? Det er jo godt, at det er lykkedes at holde snuden i sporet for kulturen. Men i en demokratisk ramme er det jo ikke så godt. For den privatsponsorerede del er også den del af kulturlivet, der enten er højt profileret eller meget specifikt målrettet. Den brede kulturindsats, at sende et palmehaveorkester ud på et plejehjem, er næppe noget, der findes private sponsorer til,” siger han.
Et palmehaveorkester er et orkester, der spiller slagere og underholdningsmusik, ofte fra de gode gamle dage. Musik, der kan danses til, forklarer Johs. Poulsen.
”Det har vi gjort her, og når du laver dans for demente, har de glemt det dagen efter, men de har det skægt, mens det står på. Hverdagskulturen, der går under radaren, presses mest af at lave vedvarende besparelser på kulturområdet. Og det på trods af, at der kommer mere og mere forskning, der tyder på, at marginaliserede grupper nyder kulturen, når de får den tilbudt. Der er mange politikere, der lige nu forsøger at skabe et billede af, at det at prioritere kultur på statsbudgettet, er at prioritere eliten. Men i så fald bliver vi jo mere afhængige af private sponsorer, og dér hvor de private er med, er netop på de elitære eller finkulturelle områder. Og jeg mener, vi er så rigt et samfund, at vi bør have råd.”
Én af dem, der, som Johs. Poulsen siger, har italesat kulturlivet som elitært, er Socialdemokratiets næstformand Henrik Sass Larsen, der for nylig ytrede i radioprogrammet ”Slotsholmen”, at kulturpenge er sådan noget, der går til forestillinger for eliten på Det Kongelige Teater, mens den brede befolkning må betale selv for deres kultur.
Men den køber Eyvind Vesselbo, tidligere medlem af Folketingets kulturudvalg for Venstre 2001-2015,og i dag formand for interesseorganisationen Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner,ikke:
”Kulturen er jo en del af vi danskeres fundamentale identitet. Kulturområdet er basis for vores fællesskab som mennesker, derfor har jeg været bekymret og uforstående over for disse besparelser. Og det mærkelige er, at stort set alle, jeg kender i Folketinget, synes, toprocentbesparelserne skulle væk, men alligevel er de bare fortsat.”
Eyvind Vesselbo mener, det er forkert at se den klassiske musik som noget, der kun er for de rige og veluddannede i de store byer. I virkeligheden er brugere af såvel klassisk musik som teater, biblioteker og kunstmuseer en bred del af befolkningen over hele landet. Men der er brug for, at kulturverdenen organiserer sig som en mere samlet stemme i debatten:
”Det er vigtigt at få gjort klart for alle politikere, at kultur er vigtigt, og at der er stemmer i det. Og det er vigtigt, at vi taler kulturen op i stedet for at sidde og mukke.”
For Det Kongelige Teater har grønthøsteren betydet, at der årligt var 10-11 millioner mindre at lave teater for, vurderer Stig Jarl, lektor og teaterforsker ved Københavns Universitet. Og at det har tvunget teatret ud i en offensiv vækststrategi, som har betydet flere produktioner der rammer bredt, for eksempel musicals. Der har været mindre luft til de smallere forestillinger, som også hører til nationalscenens opgaver. Når folk som Henrik Sass Larsen alligevel italesætter Det Kongelige Teater som elitært og kulturpenge som noget, der går folkets næser forbi, antyder det ifølge Stig Jarl, at grønthøsteren måske ikke er kørt i garage for sidste gang:
”Effekten af grønthøsteren har været, at institutionerne selv har måttet prioritere. Dele af kulturlivet er blevet påført en langsom kvælning, uden at politikerne kunne identificeres som de skyldige. Det er svært at sige, om grønthøsteren vender tilbage efter et valg. Men så længe visse politikere taler om en kulturelite, der skal tæmmes og holdes i stram snor, forventer jeg, at vi også i fremtiden vil se både procentvise og punktvise nedskæringer på kulturen.”