Fra Ludvig Holberg til Olga Ravn: Fem stilskifter, der skabte nutidens dansk

Mange danskere har været med til at forme sproget, men få har bidraget så meget som de toneangivende forfattere. Nu udkommer sjette og sidste bind i værket Dansk Sproghistorie, som handler om forfatternes dansk og er afsæt for disse fem nedslag i det danske skriftsprogs kulturhistorie

Fra Venstre: Herman Bang, Tove Ditlevsen, Ludvig Holberg og Olga Ravn.
Fra Venstre: Herman Bang, Tove Ditlevsen, Ludvig Holberg og Olga Ravn. Foto: Hans Peter Jensen/Det Kgl. Biblioteks Billedsamling/Per Pejstrup/Ritzau Scanpix/Wikimedia Commons/Leif Tuxen.

1. De frie ekspressioner

Ludvig Holberg skrev tekster i mange genrer. Hans filosofiske prosa anså han selv for betydningsfuld, men det for sine muntre, talesprogsprægede komedier, han blev elsket og for altid prægede det danske sprog.
Ludvig Holberg skrev tekster i mange genrer. Hans filosofiske prosa anså han selv for betydningsfuld, men det for sine muntre, talesprogsprægede komedier, han blev elsket og for altid prægede det danske sprog. Foto: Wikimedia Commons

I et friluftsteater i det indre København venter publikum spændt. Det er en septemberdag i det Herrens år 1722, og inden længe begynder noget helt nyt.

"Jeg kan sværge paa, at mit Hjerte sidder mig i min Hals; thi jeg skal tale med Mester Herman og begære hans Datter, som jeg længe har været forlovet med, men hemmeligt," lyder det fra skuespilleren, der spiller Antonius i stykket, "Den politiske kandestøber" af Ludvig Holberg.

Denne artikel er en del af denne serie:
Sprogligt set

"Dette er den tredie gang, jeg har været paa Vej, men er gaaet tilbage igen. Var det ikke for Skams skyld og den Bebrejdelse, jeg må lide af min Mor, saa gik det ligesaa til denne Gang. Det er en naturlig Fejl og Frygtagtighed som jeg ikke let kan overvinde: Hver gang jeg vil banke paa Døren, er det ligesom en vil holde min haand tilbage. Men frisk mod, Antonius, er halv tæring,"

Den dag for 300 siden var ikke alene det danske teaters fødselsøjeblik. Holbergs første skuespil markerer også et afgørende stilskifte i det danske sprog, forklarer Torben Jelsbak. lektor i litteraturhistorie ved Københavns Universitet og en af forfatterne til "Forfatternes dansk", der udkommer 15. juni som sjette og sidste bind af værket Dansk Sproghistorie og fortæller om, hvordan forfattere og deres skiftende skrivestile har formet det dansk, vi skriver i dag.

"Inden Holberg var skriftsprog på dansk enten et knudret kancellisprog, som havde sin oprindelse i det juridiske sprog, eller også var det en kunstfærdig barok-digtning, der lå meget langt fra, hvordan almindelige danskere formulerede sig," fortæller Torben Jelsbak, som peger på, at med Holberg kom det, forfatteren selv kaldte 'frie ekspressioner', på skrift på dansk.

Ludvig Holbergs teatersprog kan virke gammelt på 300 års afstand, men vendinger som "Frisk mod, Antonius" gled ind i sproget. Teatersproget var skrevet til at blive talt på en scene, men blev skriftsprog, da stykkerne udkom på tryk, og prægede dansk mere end alt det andet, Holberg skrev.

"Det er som regel de jævne mennesker og gæve tjenestefolk, der taler enkelt og karskenbælgsk. I teaterstykkerne er også latterlige figurer som Erasmus Montanus og Jean de France, der kommunikerer i lange knudrede sætninger med adskillige underordnede led. Det var tidens skrivestil, og når Holberg selv skrev sine filosofiske og historiske værker, var hans sproglige stil tættere på Erasmus Montanus end på de gæve tjenestefolk fra komedierne," siger Torben Jelsbak.

2. Den rette dannelse

For Johan Ludvig Heiberg var de personlige følelser og farverige adjektiver elementer, der skulle undgås i sproget, som skulle være klart, sagligt og objektivt.
For Johan Ludvig Heiberg var de personlige følelser og farverige adjektiver elementer, der skulle undgås i sproget, som skulle være klart, sagligt og objektivt. Foto: Det Kongelige Biblioteks Billedsamling

En sommerdag i den danske hovedstad, den 14. juli 1830, kom skriftet Kjøbenhavns flyvende Post på gaden med et essay på forsiden af forfatteren Johan Ludvig Heiberg. Under overskriften "Om vore nationale Forlystelser" argumenterede han for, at det var udtryk for mangel på dannelse at køre i hestevogn til Dyrehavsbakken og muntre sig:

"Forf. vil ikke, som de strenge Moralister, formene nogen Classe af Folket den saa naturlige Lyst til Adspredelse ovenpaa det trættende Arbeide og de dagligen sig gjentagende Sysler med Udkommets Erhvervelse. Men hvad han ønsker, er at en mere dannet Smag maa præsidere ved Valget og Indretningen af disse Forlystelser; thi man kan sikkert antage, at det er det Skjønne, som fornøier og opliver ved enhver Art af Forlystelse, og at hvor dette mangler, er Forlystelsen kun indbildt. De, som aldeles ikke vise nogen Smag eller finere Dannelse i deres Adspredelser, have derfor ingen Fornøielse af disse, og paa Grund heraf baade kan og bør de undvære dem."

Hvis Holberg havde lukket jævne menneskers talesprog ind i skriftlig dansk, så markerer Heibergs tekst et helt andet stilskifte. Han agerer smagsdommer over ikke alene forlystelser, men også det gode, dannede, velargumenterede skriftsprog, påpeger Torben Jelsbak:

"Heibergs skrivestil har en filosofisk præget syntaks med flere underordnede ledsætninger. Hans udgangspunkt er ånden og ideen. Han prøver at undgå adjektiver og nogen from for kropslige fornemmelser. Tanken er, at han i stedet for at skrive ud fra sit eget subjektive synspunkt, hæver blikket og skriver ud fra et alment, centralt punkt," forklarer litteraturforskeren.

Det var måske ikke vejen til bred popularitet at agitere imod forlystelser, men slog det fejl at forhindre turene til Dyrehavsbakken, så lykkedes Heiberg særdeles godt med at sætte standarderne for dannet dansk i guldalderens Danmark i 1800-tallet.

Men der var selvfølgelig også de berømte undtagelser fra reglen om en alment argumenterende tekst med sætninger underordnet hinanden i et hierarki. For eksempel den unge digter fra Odense, som kom til hovedstaden med hovedet fuldt af drømme og fortalte eventyr for børn med korte sætninger og enkle ord, så al anden dansk litteratur kom til at virke, som om den var oversat fra tysk, som den svenske forfatter Per Olov Enquist har formuleret det.

"H.C. Andersen fornyede den danske prosastil ved ligesom Holberg at lade sig præge af sprogets mundtlige former. Som sådan var han en vigtig mellemregning i sprogets udvikling, men det prestigefulde sprog i tiden, som dominerede i bøger, tidsskrifter og aviser, lå langt fra H.C. Andersen. Det var mere præget af Heiberg," siger Torben Jelsbak.

3. Med sydende hoved

Herman Bang skrev selv, at han ingen stil havde, men havde sprængt al stil i stykker til fordel for sine sansede indtryk uden sammenhæng. Hans måde at skrive på bragte sproget ned i øjenhøjde med læseren.
Herman Bang skrev selv, at han ingen stil havde, men havde sprængt al stil i stykker til fordel for sine sansede indtryk uden sammenhæng. Hans måde at skrive på bragte sproget ned i øjenhøjde med læseren. Foto: Hans Peter Jensen/Det Kgl. Biblioteks Billedsamling

En dyster efterårsdag den 3. oktober 1884 fik ilden fra en kakkelovn hele Københavns gamle slot Christiansborg til at bryde i brand. Ilden spredte sig hurtigt, og hen under aften stod det klart, at slottet ikke stod til at redde, så brandfolkene koncentrerede sig om at beskytte slotskirken. Dagen efter udkom den nyåbnede avis Politiken med en reportage fra den forfærdelige brand, forfattet af journalisten og forfatteren Herman Bang.

"Jeg vil forsøge at skrive saa roligt som muligt. Men naar jeg løfter Øinene, ser jeg en ustandselig Ildregn af Gnister falde tæt udenfor Vinduerne, og de bestandige Knald fra det brændende Slot naar mine Øren som Knald af en Tirailleurild. Man skriver med rystende Haand og sydende Hoved. Megen af det skrevne vil falde sammen med andet, men det er uundgaaeligt," lød indledningen til en beretning, der var fyldt med såvel forfatterens egne personlige følelser som med poetiske sprogbilleder. Hvis en skribent i Heiberg-stilen nøgternt ville have konstateret, at slottet brændte, så skrev Bang, at man så "Lyshavet ligesom en Purpurstrøm isprængt med mørk Røg."

Hvis guldaldersproget trak orden, lærd objektivitet, smag og dannelse ind i dansk, så blev sproget efter det moderne gennembrud mere personligt og følelsesladet. Og få skribenter satte sig så radikalt i læserens sted som Herman Bang, da han beskrev branden, som han så den og som tusinder af andre københavnere havde set den.

"I stedet for at stræbe efter objektivitet, gør skribenten sig selv til et subjekt i niveau med begivehederne, bruger sine sansninger og skriver sin tekst 'med rystende hånd og sydende hoved'," siger Torben Jelsbak, der betegner Bangs reportage som "et vendepunkt" i sproghistorien.

4. Slingrer ned ad Istedgade

Tove Ditlevsen skrev med udgangspunkt i det hverdagsdanmark på Vesterbro, hun udgik fra og var med til at gøre hverdagsdansk til forfatterdansk i efterkrigstiden.
Tove Ditlevsen skrev med udgangspunkt i det hverdagsdanmark på Vesterbro, hun udgik fra og var med til at gøre hverdagsdansk til forfatterdansk i efterkrigstiden. Foto: Per Pejstrup/Ritzau Scanpix

"Gaden ligner en Pige, der ligger paa Ryggen med Hovedet ved Enghaveplads, ungt og uskyldigt, med grønne Træer, Springvand og Frelsens Hær-Møder hver Onsdag med Sang og Bekendelse og Guitarklimpren. Men ved Gasværksvej spreder Benene sig og strækkes lange og letsindige ned mod Banegaarden."

Vi er atter i København, men næsten 60 år er gået, og vi er rykket fra Christiansborg til den kaotiske og syndige arbejderkvarter-boulevard Istedgade på Vesterbro. Det er arbejderklassepigen med de litterære ambitioner, Tove Ditlevsen, der i 1943 skyder sit forfatterskab i gang med en slingrende, associerende sproglig vandring ad "Barndommens Gade", som også er hverdagens gade med grøntbutikker, blege strygejomfruer, tykke koner, trætte skøger og arbejdsløse mænd "med Kasketten i Nakken og Hænderne til Albuerne begravet i Bukselommerne".

Var Herman Bang moderne og i øjenhøjde, så var Tove Ditlevsen endnu mere socialrealistisk som forfatter, men mindst lige så stilistisk bevidst. Ifølge Torben Jelsmark er "Barndommens Gade" et eksempel på den demokratisering af forfattersproget, der præger det 20. århundrede. Man behøver ikke udgå fra de dannede klasser for at skrive, for i dette århundrede har alle klasser krav på at få fortalt deres historie. Man kan være arbejderdatter som Tove Ditlevsen eller lærersøn som Klaus Rifbjerg.

"Sproget flytter sig hos Tove Ditlevsen fra, at hun i begyndelsen af sit forfatterskab forsøger at blande sit eget arbejderkøbenhavnske sprog med tidens kultiverede forfattersprog. Men efterhånden som hun bliver ældre, giver hun mere og mere slip på det kultiverede, skriver personligt og tillader sig at bande," fortæller Torben Jelsbak.

Var Herman Bang optaget af subjektivt, men tro mod det oplevede at skildre sine indtryk, så kommer forfatterens personlige udtryk mere og mere i fokus i det 20. århundrede. Som når Tove Ditlevsen omdannede et mislykket ægteskab til vellykkede bøger. Det eneste, tekster i perioden ikke måtte være, var højtidelige og højstemte, så hellere ironiske og sarkastiske.

"Klaus Rifbjergs stil var præget af et karsk litterært sprog som Johannes V. Jensen, af lån fra engelsk som var moderne i 1960'erne og af en brug af bandeord, som var så omfattende, at man sagde, at bogstaverne r, ø og v var slidt af på tasterne på hans skrivemaskine," fortæller Torben Jelsbak, som tilføjer, at den kulturradikale og ironiske periode klingede af i 1980'erne og 1990'erne, da digtere som Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen og Michael Strunge genindførte den alvorlige og højstemte tone i forfatternes dansk.

5. Dette bør nok skrives i nutid

Olga Ravn skriver romaner inden for blandt andet science fiction-genren. Stilistisk har hun været med til at arbejde med et blog-sprog, der er skrevet til at blive læst næsten mens det skrives med alt hvad det indebærer af slåfejl.
Olga Ravn skriver romaner inden for blandt andet science fiction-genren. Stilistisk har hun været med til at arbejde med et blog-sprog, der er skrevet til at blive læst næsten mens det skrives med alt hvad det indebærer af slåfejl. Foto: Leif Tuxen

Den 31. maj 2013 satte forfatteren Olga Ravn sig til tastaturet og skrev i al hast noget, der hverken var digt eller roman. Heller ikke teaterstykke, essay, journalistik eller andre af de genrer, vi har været omkring. Det var blot en "Fodnote til internettet":

"Der må gerne være stavefejl i denne tekst. Der må gerne være slåfejl i denne tekst. Jeg har netop lige skrevet den. Klokken er 12.20 og dagen er smuk. Snart skal jeg drikke kaffe med en smuk ven, tidligere har jeg fået foretaget en prøve for livmoderhalskraft i min læges gynækologstol, altså har jeg allerede en gang i dag set mit eget blod."

Vi er nu omtrent fremme ved nutiden, og ifølge Torben Jelsbak er et af de stiltræk, nutiden er præget af, at nye kommunikationskanaler som blogs giver mulighed for at skrive til sine læsere i nuet. Teksten er ikke beregnet til at blive læst dagen efter som Herman Bangs reportage, men til at blive læst nu, klokken 12.20.

"Når man blogger eller skriver på Facebook, er teksten skrevet, så man forventer, at den bliver modtaget her og nu. Det betyder, at teksten fremstår uformel og ubearbejdet med spontane slåfejl," siger litteraturforskeren, som påpeger, at Olga Ravn i 2013 fremstod som en forfatter fra SoMe-generationen, der arbejdede i de nye formater.

Men han tilføjer, at det kun er en del af Olga Ravns måde at skrive på, for "hendes prosa har ikke de kendetegn".

Ligesom Ludvig Holberg kunne skrive filosofisk prosa med sin samtids traditionelle sætningsopbygning ved siden af sine uhørt mundrette komedier, så råder Olga Ravn - og mange andre nutidige skribenter - altså over et bredt udvalg af sproglige former og metoder, som er bygget op af forfattere og andre sprogbrugere gennem århundreder, og som vi alle frit kan vælge imellem.

Det er et spørgsmål om stil.