Fotograf og manuskriptforfatter Daniel Bødker Sørensen, 37 år, blev allerede som 12-årig fascineret af Danmarks store filminstruktør Carl Theodor Dreyer. Mens hans jævnaldrende i slutningen af 1990’rne spillede fodbold, sad den unge Daniel og læste Martin Drouzys to-bindsværk om Carl Dreyer. Daniel havde en onkel, der skaffede ham en privatkopi af Dreyers film fra 1928 om Jeanne d’Arc, og så ramte underfundigheden den unge mand.
Nu har Daniel Bødker Sørensen, der i dag er fotograf og tilrettelægger, lavet en glimrende dokumentarfilm om Dreyers sidste film ”Gertrud”. Selv siger han, at han var umådeligt optaget af Dreyers tidlige film som ”Vredens dag” fra 1943 og ”Ordet” fra 1955, mens han fandt ”Gertrud” både ”kedelig, patetisk, tung, udramatisk og nærmest umulig at komme igennem”. Dermed kom han i selskab med anmelderne fra 1964 i Paris og København, der sablede filmen ned ved dens udgivelse. At han så senere ændrede holdning til filmen, fortæller han om i ”Dreyers Gertrud”.
Her fortæller han også om Dreyers liv og hans opvækst i en kærlighedsløs familie i begyndelsen af det 20. århundrede i København, hvor Dreyer er journalist og optaget af tidens vovehalse. Han er lidt af et brushoved, der ikke bare skriver til aviserne, men også skriver filmmanuskripter til Nordisk Film. Han får instruktørdebut i 1918 med filmen "Præsidenten", men nogen let herre var han ikke at samarbejde med. Han vidste, hvad han ville med sine film, men det stemte ikke overens med Nordisk Film, og samarbejdet ophørte. Herefter flyttede han til udlandet, hvor han lavede film i forskellige lande.
I Frankrig blev hans film ”Jeanne d’Arc’s lidelse og død” til, og han opnåede verdensberømmelse, om end filmen ikke blev en økonomisk succes, men nedturen kom efter filmen ”Vampyr” fra 1932, hvorefter Dreyer måtte flytte tilbage til Danmark i en beskeden lejlighed i et nybyggeri på Frederiksberg ved København. Her boede han i øvrigt resten af sit liv.
Det blev ikke til mange film hjemme i Danmark. Dreyer var kendt som en besværlig herre og en, hvis film ikke var de store biograf-baskere, måske lige bortset fra ”Ordet”, men Dreyer forsøgte sig med forskellige ideer, og i 1964 gav filmselskabet Palladium film modvilligt grønt lys til Dreyers filmatisering af Hjalmar Söderbergs skuespil fra 1906 ”Gertrud”. Årsagen til Palladiums modvillige grønne lys er overraskende. Det fortæller dokumentaren ganske godt.
Desværre synes det mig til gengæld, at dokumentaren ikke rigtig går ned i historien i ”Gertrud”. Den handler om en kvinde og hendes tre mænd, som hun kræver den absolutte kærlighed fra. Hun er den styrende, der ikke giver køb på noget. En stærk, men også lidende kvinde. Den kvindetype ses i flere af Dreyers film.
Vi hører ganske spændende om diverse omstændigheder og især om problemerne med rollebesætningen, men selve handlingen i filmen fylder for lidt. Jeg ville gerne have haft 10 minutters direkte omtale af plottet i filmen, så man bedre forstår, hvad der er på spil for Dreyer.
På en måde er Dreyers kvindesyn årtier for tidligt. Det er den stærke og selvstændige kvinde, der betaler prisen for livet som sådan.
Dokumentaren fortæller ganske interessant om Dreyers fascination af maleren Hammershøi og hans interiør-billeder, der appellerer til fantasien. Den samme teknik bruger Dreyer. Hans film er nærmest anti-action. Det skal ikke alene foregå på lærredet, men også og især i biografgængerens fantasi. Dreyers film skal blive spændende inde i seerens sind. Gør de ikke det, fremstår de kedelige og tunge.
Filmen var en fiasko i 1964, men har efterfølgende fået status som et mesterværk, og i 2012 optrådte den på det britiske filmtidsskrift Sight & Sounds autoritative liste over de 50 bedste film nogensinde. Fra makværk til mesterværk. Daniel Bødker Sørensen opdagede selv den forandring og giver ”Gertrud” en fortjent oprejsning.
“Dreyers Gertrud”. Dokumentar. Instruktør: Daniel Bødker Sørensen. Spilletid: 42 minutter. Havde premiere på DR 2 i går den 17. juli.