Prøv avisen
Udstilling

Fra middelalderen til Murens fald med enkelte mislyde

4 stjerner
Længst til venstre: Udstillingen tager den besøgende gennem historien fra middelalderen til Murens fald og lægger vægt på de impulser, der udgik fra Tyskland kulturelt og teknologisk. Udstillingen slutter med Murens fald og den tyske genforening. – Foto: Georg Baselitz/British Museum/Nationalmuseet.

Spørgsmålet ”Hvad er Tyskland?” er blevet stillet i 200 år – og er stadig relevant. Ny særudstilling på Nationalmuseet klæder den besøgende på til bedre at besvare spørgsmålet

Lækkert belyst og sat op på en lav plint, lige når man træder ind i Nationalmuseets særudstillingshal, ligner Volkswagen Type 1 slet ikke en veteranbil. Næsten aristokratisk fremstår den i sin halvblanke lakering og perfekte stand, skønt den blev samlet for næsten 70 år siden.

På dette tidspunkt var designet endda mere end 10 år gammelt, men stadig skarpt nok til at stå som en repræsentant for fremtiden og bære de forhåbninger om kommende velstand, som prægede efterkrigstiden. Virkningen har ikke ganske fortaget sig. Man kan stadig godt se, hvad det var, den kunne, den bil.

Men biler er vist ikke lige Nationalmuseets spidskompetence, for i kataloget omtales den som Folkevogn ”Mariehøne”. Det må være en oversættelse af dens franske kælenavn. På tysk kaldes den en ”Käfer”, en bille, og det samme på engelsk. På dansk hedder den ”Boblen” eller simpelthen bare en Folkevogn.

Eksemplet viser, hvad der er en svaghed ved Nationalmuseets nye særudstilling om Tyskland. Den er overtaget næsten 1:1 fra British Museum i London, og man kan godt se, at den ikke er vokset i Nationalmuseets egen have. Målgruppen er tydeligvis et publikum, der har brug for at vide, at Tyskland er en kulturnation, og at tyskerne ikke bruger alle deres vågne timer på at planlægge, hvordan de skal invadere Polen. Det budskab er antagelig spildt på de fleste kulturforbrugende danskere, der for længst har taget Tyskland til sig som yndet rejsemål. Vi har distanceret os fra fortidens problematiske forhold til den sydlige nabo. Briterne er vist ikke nået helt så langt.

Skal man lave en historisk udstilling om Tyskland i Danmark, er der imidlertid en styrke ved denne ”Verfremdungseffekt”, altså at blikket rettes på Tyskland pr. stedfortræder, nemlig, at vi som danskere løftes ud af det perspektiv, der ville have været pligtstof, hvis udstillingen var tilrettelagt af Nationalmuseet: det slesvig-holstenske problem.

Det forbigås til gengæld med sorgløs lethed, når man som udstillingens kurator Barrie Cook er brite. Det er isoleret set en svaghed ved de europæiske stormagters perspektiv på egen historie, at de som hovedregel frejdigt ignorerer Nordens lande og Østersøens rum. Men i dette tilfælde tilbyder det altså os en mulighed for at se bort fra os selv og se Tyskland i et andet perspektiv. I den forstand er udstillingen vellykket. Den stiller det tyske spørgsmål, ”Die deutsche Frage”, som har optaget ikke alene tyskernes naboer, men også tyskerne selv i over 200 år: Hvad er Tyskland?

Udstillingen påtager sig ikke at svare entydigt endsige fyldestgørende på det tyske spørgsmål. Der er blot 123 katalognumre, som ikke engang optager hele Egmonthallens areal. Udvalget er til gengæld delikat. Udstillingen satser ikke på det spektakulære eller repræsentative, snarere det tankevækkende. Nogle af de konkrete valg er uforståelige. Hvorfor gengives for eksempel et maleri af Caspar David Friedrich tilhørende Statens Museum for Kunst i fotografisk reproduktion? Det er lidt sølle, at end ikke de københavnske museer kan samarbejde om en løsning. Og så kunne man i øvrigt også have gjort den lille reverens for et dansk publikum at nævne, at Fried-rich blev uddannet på kunstakademiet i København. På den anden side må det siges, at det ikke-danske perspektiv fastholdes konsekvent.

Udstillingen tager sin besøger gennem historien fra middelalderen til Murens fald. Den lægger vægt på de impulser, der udgik fra Tyskland, kulturelt og teknologisk. For 1800-tallets vedkommende savnes – foruden 1864 naturligvis – den tyske borgerkrig 1866. Den er bedre kendt som den preussisk-østrigske krig. Den repræsenterer om noget den indre spænding i det, der stadig i dag præger forholdet mellem de tyske lande. Den efterfølgende rigssamling og industrialisering for nu slet ikke at tale om den store krig, Første Verdenskrig, lever også en noget hengemt tilværelse i udstillingen. Der er ikke meget saksisk brunkul, Ruhr-stål eller Krupp-kanoner over foretagendet. Tysk industri overgik på dette tidspunkt både i størrelse og teknologisk kunnen den britiske.

Anden Verdenskrig og dens uhyrligheder gemmes ikke væk på samme måde, men overeksponeres heller ikke. Perioden 1933-1945 er skaleret således, at den ikke skygger for resten af historien. En trækvogn anvendt af tyskere på flugt fra Den Røde Hær påkalder sig opmærksomheden. Over 10 millioner mennesker flygtede vestpå i krigens sidste år, og dødeligheden blandt dem var uhyggelig høj. At understrege, at krigen også var en tragedie for tyskerne selv, er stadig i dag en dristighed, hvis man spørger mange tyskere. Det kræver antagelig en udenlandsk kurator at turde gøre det.

Udstillingen slutter som nævnt med Murens fald og den tyske genforening. Engang var der mange tyske stater, men selv i dag efter opløsningen af DDR er der stadig to tyske stater, forbundsrepublikken Østrig og forbundsrepublikken Tyskland, bestående af mange forskellige lande med markante indbyrdes forskelle og modsætninger. Det tyske spørgsmål består, og med denne udstilling gives der mulighed for at stille det på et lidt mere kvalificeret grundlag.

”Målgruppen er tydeligvis et publikum, der har brug for at vide, at Tyskland er en kulturnation, og at tyskerne ikke bruger alle deres vågne timer på at planlægge, hvordan de skal invadere Polen.