Fra moderne roman til moderne teater

Josefine Klougarts roman Hallerne er en lyrisk undersøgelse af et destruktivt parforhold. Undersøgelsen fortsætter, når Aarhus Teaters husdramatiker, ­Annika Silkeberg, nu gør romanen til teater, for der er langt flere spørgsmål, end der er svar

Annika Silkeberg (tv.) er instruktør på Aarhus Teaters opsætning af romanen ”Hallerne” af Josefine Klougart, der her ses sammen med instruktøren. –
Annika Silkeberg (tv.) er instruktør på Aarhus Teaters opsætning af romanen ”Hallerne” af Josefine Klougart, der her ses sammen med instruktøren. –. Foto: Lars Aarø/Fokus.

Scenen bliver helt hvid med kun en ganske lille smule rødt og en ganske lille smule sort. Teaterinstruktør Annika Silkeberg kommer med et af sine mange hjertelige grin, da hun fortæller om den enkle scenografi, hun har valgt til forestillingen Hallerne, der fredag har urpremiere på Aarhus Teaters Studio-scene.

LÆS OGSÅ: Tag trygt over broen efter Carmen

Det sorte og røde signalerer for hende noget erotisk, og det gør ikke noget, hvis det får os til at tænke på grænsesøgende sex, som det eksempelvis kan foregå i sadomasochistiske klubber. For forlægget til forestillingen er Josefine Klougarts roman af samme navn, der beskriver et destruktivt parforhold med brutal sex og vold.

Det bliver ikke noget live-show, men det er klart, at vi opererer med nøgenhed på flere planer. Det, at de har sex, er ikke det interessante, det interessante er, hvordan de oplever det, siger Annika Silkeberg og tilføjer, at det er tre meget modige skuespillere, der er med i Hallerne.

Annika Silkeberg er som husdramatiker på Aarhus Teater med egne ord altid på jagt efter stof, der kan blive til moderne dramatik. For halvandet år siden havde hun verdenspremiere på teaterudgaven af Lars von Triers Antichrist, og nu gælder det altså Hallerne.

Jeg var vild med Josefines første roman, Stigninger og Fald, så jeg kastede mig også straks over Hallerne, da den udkom sidste år, og da jeg havde læst de første 3-4 sider, vidste jeg, at den historie også kunne virke som teater, siger Annika Silkeberg.

For mig åbner romanen en situation mellem to mennesker, som gør hinanden ondt på en måde, som det føltes væsentligt at fortælle. Teksten var chokerende at læse, men jeg fik en dyb personlig oplevelse, noget blev ændret inden i mig, uden at jeg kan sætte ord på, præcis hvad det er, siger hun.

Alle ordene i teaterforestillingen er Josefine Klougarts ord. Foruden de tre skuepillere på scenen bliver ordene formidlet af syv stemmer, hvoraf én er forfatterens egen.

Det føles som en stor gave, at min roman nu bliver dramatiseret. Jeg betragter det lidt som en fødsel, for det er noget helt nyt, der opstår, men hvor mit genmateriale indgår. Det er meget bevægende, siger Josefine Klou­gart, der tydeligvis befinder sig godt i Annika Silkebergs selskab. De to griner og fjanter hen over kaffe og interview og har helt sikkert noget sammen.

Da jeg mødte hele holdet her på teatret, gik det op for mig, hvor mange mennesker, der er involveret. At være forfatter er dybest set en meget ensom beskæftigelse, så det at være en del af noget i kraft af min tekst er ret fantastisk.

Josefine Klougart er dog samtidig en anelse angst. Som forfatter har hun uindskrænket magt, og hun betragter det som en form for magtovergivelse at give Hallerne videre.

Hallerne på Aarhus Teater er et selvstændigt værk, som er Annikas. Man kan sige, at jeg på en måde bliver modtager af mit eget værk, fordi der naturligvis er en vis lighed mellem romanen og teaterforestillingen, og det er altså en lille smule angstprovokerende, siger Josefine Klougart.

Midt i prøveforløbet er Annika Silkeberg stadig usikker på, hvordan forestillingen ender med at tage sig ud. Der er langt flere spørgsmål, end der er svar, og hun er ikke faldet for fristelsen til at spørge Josefine Klougart ud om personerne.

I romanen undersøger Josefine Klougart det destruktive parforhold, hun forklarer det ikke, og denne undersøgelse vil fortsætte i teaterudgaven.

Hvis man gerne vil give forklaringer, så tror jeg ikke, man skal lave kunst, så skal man måske hellere blive forsker, mener Annika Silkeberg.

Da hun lavede Antichrist, var der også nøgenhed og hudløse elskende på scenen, men selv ser hun mest på forskellene mellem de to moderne forestillinger.

Antichrist spillede næsten sig selv, fordi den havde et centrum af sorg. I Hallerne får vi ikke på samme måde en foræring. Scenen er et lysere rum, men for de to mennesker og os, der kigger på, er det et mørkere sted at være. Der er ikke nogen forklaring eller undskyldning, der berettiger det, de gør over for hinanden, og det tror jeg, vil provokere publikum, siger Annika Silkeberg.

Det er også et åbent spørgsmål, både i romanen og i teaterforestillingen, hvad hallerne er. Kvinden ser sin krop som store rungende, tomme haller, der venter på at blive fyldt ud. Men hallerne kan også være den lejlighed i København, hvor deres liv udspiller sig, eller det kan være det rum, der tegnes af deres blikke på hinanden og på verden og verdens blik på dem. I hvert fald er det et rum for udforskning af begær og kærlighed, magt og ydmygelse.

Jeg betragter kunst som et rum, hvor man går ind i noget, der har en kompleks natur. Kærligheden og det her pars forhold er komplekst, og jeg har høje forventninger til Hallerne som dramatik, fordi det vil være med til at udvide undersøgelsen af det komplekse. Der ligger betydningslag i litteraturen og i dramatikken, som overskrider det konkret fysiske, og det er der, det bliver rigtigt interessant, siger Josefine Klougart.