Fra Øster Han Herred og ud i verden

Mogens S. Mogensens erindringer om emner, der kunne have givet det store verdenssus og et kig ind i dansk kirkeliv, er for pæne og anekdotiske

Mogens S. Mogensen er formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd og cand.mag. i historie og kristendomskundskab.
Mogens S. Mogensen er formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd og cand.mag. i historie og kristendomskundskab. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Mogens S. Mogensen, født 1950, der er formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, interreligiøs konsulent og tidligere missionær, har udgivet sine erindringer, som han kalder ”Erindringsglimt – snorene faldt mig på liflige steder”.

Sidste del af titlen er et citat fra Salmernes Bog. Den første halvdel af titlen, om erindringsglimt, funderer han over i forordet til bogen. Erindringer er ikke objektiv historieskrivning, men noget subjektivt, der beror på indlevelse i det huskede. Erindringen om en begivenhed er ikke en præcis gengivelse af det skete. Erindringen tager farver af den nuværende livssituation. Derfor kan begivenheder opleves forskelligt.

Det er godt at have som fortegn for læsningen af de mange erindringsbøger, der kommer i disse år.

Mogens S. Mogensen er cand.mag. i historie og kristendomskundskab med speciale i mission. Han har været missionær i Nigeria og siden generalsekretær i Sudanmissionen. Det er bare et mindre felt af hans omfattende virksomhed, som har ført ham rundt i det kirkelige landskab i Danmark og ud i verden.

Han fortæller i begyndelsen af bogen, at det var en oprydning af en del af garagen, der satte ham i gang med at skrive sine erindringsglimt. Han fandt kasser med gamle optegnelser og billeder. Fortiden kom tilbage, og minder blev levende, og nu ligger bogen der så.

Den skildrer hans opvækst og barndom i Skovsgård i Øster Han Herred ved Brovst, hans gymnasieår i Aalborg og studieår i Aarhus, hans år i Nigeria og de sidste mange år i Christiansfeld, hvorfra hans virke går.

Jeg havde en god ældre ven, der for nogle år siden skrev sine erindringer og fik dem udgivet i 15 eksemplarer, der blev videregivet til børn og børnebørn. Det var ikke tanken, at bogen skulle videre ud. Den tanke deler Mogens S. Mogensen ikke med sine erindringer, selvom de er udgivet på eget forlag.

Men jeg fik en fornemmelse undervejs af, at den private del af bogen burde være forbeholdt den lille kreds. Afsnittene om opvækst og uddannelsesår manglede en dybere refleksion. At komme ude fra den fjerde kartoffelrække og blive akademiker i Aarhus er en spændende rejse, også tidsmæssigt.

Det bliver bedre i senere afsnit om årene i Nigeria, hvor han er lærer udsendt af Sudanmissionen. Det er altid spændende at høre om menneskers møde med kristendommen, men nogle gange fortæller Mogensen desværre ikke i dybden.

For eksempel fortæller han om eleven Yusuf, der var opdraget muslimsk. I en stil, ”Hvorfor jeg blev kristen”, skriver Yusuf om de voldsomme spændinger, det gav i hans muslimske familie. Men desværre stopper Mogensen der. ”I resten af stilen skriver Yusuf om, hvorfor han valgte at blive kristen”, skriver Mogensen. Men som læser får man det ikke at vide, hvilket ærgrer én, for her bliver det spændende.

Da Mogensen kommer tilbage til Danmark, bliver han en vigtig spiller i den missionsorienterede del af dansk kirkeliv. Han har virkelig været rundt i manegen, og det er ganske imponerende, men jeg savnede indimellem et kritisk blik. Han er for pæn! Der er jo lidt knas rundt omkring.

Hans skildring af denne del af det danske kirkeliv er blandet op med personlige oplevelser, som har karakter af private rejseoptegnelser. For eksempel kommer der midt i to afsnit en skildring af Mogensen og konens cykeltur tværs over Jylland fra Harboøre til Hobro. Det forekommer noget malplaceret.

Undervejs i bogen er der en del billeder, som alle mangler billedtekster. Det er irriterende, at man skal gætte, hvem der er med på dem og hvor og hvornår. Det kunne være gjort bedre.