Den skulle sikkert bare have været endnu en dokumentarfilm om et kor, der fik en sjov opgave, men den blev til meget mere. Den skulle sikkert bare have handlet om et mandskor, der mødtes hver tirsdag for at synge og drikke øl, men den kom til at handle om meget mere. Dermed blev den et billede på tilværelsens uforudsigelighed.
Hver tirsdag aften mødes 20-25 midaldrende mænd i bydelen Kampen i Oslo for at synge lidt pop og rockmusik med gode og sjove tekster og så drikke lidt øl sammen, som mænd nu gør. Teksterne er ikke for viderekommende, men helt nede på jorden. Det skal jo bare være skægt, ikke kunstigt og slet ikke for finkulturelt.
Den første sang, vi hører i filmen, slår tonen an:
”Jeg er en helt almindelig forstadsfyr med et helt almindeligt job. Jeg kan li’ fodbold, porno og bøger om krigen. Jeg er et røvhul,” synger hovedstemmen, og koret falder ind: ”Han er et røvhul”.
Så er stilen lagt.
Koret optræder ved lokale arrangementer, men har nu fået noget af en opgave, da de skal være opvarmningsnummer for det store heavy-metal band Black Sabbath ved en midsommerkoncert ved Tons of Rock-festivalen. Det kræver noget at stille op som kor ved et heavy rock- arrangement, hvor publikum står med deres vanlige hard rock-attituder.
Koret gå nu i skarp træning under ledelse af dirigenten Ivar Krogh Hovd. Han havde egentlig for 10 år siden haft store ambitioner med koret om, at det også skulle synge noget mere lødig musik, men det blev ikke rigtig til noget. Mændene havde det bedst med sange om at have drukket, ”siden jeg var lille, øl, vin og genever”. De gør det godt og sjovt, og de bliver tiljublet ved deres lokale koncerter, men pludselig ændrer livet sig, da alvoren banker på. Dirigenten får en kræftdiagnose og har kun to-tre måneder tilbage at leve i. Vi følger så koret, fra der er tre måneder til koncerten på Tons of Rock-festivalen. Det bliver et kapløb med døden.
Det er meget bevægende at følge mændenes opførsel, der får nye facetter ved dødens nærvær.
Da dirigenten meddeler koret, at han har fået sin dødsdom, prøver de at synge, men det går ikke. Man kan ikke lade som ingenting. Derfor sætter de sig i rundkreds og taler om situationen. Der er både handling og følelser. Fra barske bemærkninger til ømhed.
Det gør den lille film stor. Om dirigenten når at komme med til den store koncert er et drive i filmen, men ikke det væsentligste. Det er kærlighedserklæringerne til koret, dirigenten og hinanden, og det vel at mærke gjort på mandemanér. Midt i dødens nærvær tales der om dybe følelser.
Undervejs kommer der med alvoren også ny toner ind i korets repertoire. Det er, som dødens nærvær og livets intensitet lukker op for nye højder. Der sker et løft fra lige ud af landevejen-rock til rekviem. Det er stort og bevægende.
Det er ikke mærkeligt, at filmen vandt på CPH:DOX 2019 som bedste nordiske bidrag.