Prøv avisen
Anmeldelse

Fra Rushdie til Rosa: Ny interviewbog rummer masser af originale tanker om vores tid

5 stjerner
Michael Bach Henriksen er kulturredaktør, og Bjørg Tulinius er Liv&Sjæl-journalist på Kristeligt Dagblad. Til bogen har de opsøgt 18 forfattere og filosoffer i blandt andet USA og Tyskland og spurgt, hvad de ser som de største udfordringer i nutiden.

Interviewbogen ”Mellem frygt og håb” med en række førende internationale stemmer rummer talrige originale tanker, der kan gribes og bruges og giver håb

Det er tydeligt, at bogen ”Mellem frygt og håb” er skrevet af to mennesker, som selv elsker at læse. Og når man er, hvad bibliotekerne meget sigende kalder ”boggnasker”, så er det ligegyldigt, om man sidder med en roman eller med en sociologisk fagbog. ”Mellem frygt og håb” er en lettilgængelig bog, hvor vi i interviewform på 256 sider møder 18 tænksomme forfattere og velskrivende tænkere.

Bøger kan noget. I romanlæsningen er der, som Harvard-litteraten James Wood siger det i bogen, ”total frihed til at tænke og forestille sig hvad som helst uden konsekvenser”. Når man læser, kan man både forestille sig verden anderledes og genkende sig selv. Som den norske forfatter Per Petterson siger det i samtalen med ham: ”Går man dybt ind ét sted, er der altid nogen, der genkender sig selv.”

Figuren Arvid Jansen er Pettersons alter ego i romanerne. Petterson ”skriver aldrig om et tema, men følger intuitionen og er helt, helt specifik. Jeg skriver om Arvid og ingen andre. Og måske derfor får jeg så mange tilbagemeldinger fra læsere, der synes, at Arvid Jansen er ligesom dem”, siger han i interviewet.

Bogen består af 18 gennemskrevne samtaler, som Bjørg Tulinius og Michael Bach Henriksen, som læserne kender her fra spalterne, har haft med en lang række indsigtsfulde mennesker. Heriblandt og ud over Wood og Petterson også Hartmut Rosa, Axel Honneth, Charles Taylor, Patti Smith, Ida Jessen og Dorthe Jørgensen – ja, og altså en halv snes andre.

Nogle siger, at der hos de fleste store tænkere er én gennemgående tanke, og i denne bog går man direkte, men naturligt, til denne tænkernes ene hovedtanke.

Portrætterne er personlige, blandt andet fordi de interviewede næsten uden undtagelse opsøges på det sted, hvor de skriver. Det er personligt hele vejen igennem, men bliver aldrig privat. Det er vildt, at de to har haft adgang til så store ånder, men man fornemmer ikke, at Tulinius og Bach Henriksen er spor benovede, de er velforberedte og kender de interviewedes bøger godt.

Man kan se af forordet, at de to forfattere tidligere tænkte på at kalde bogen ”Spor af håb”, men det er mere dækkende, at titlen har taget frygten med, for mange af de interviewede har fået spørgsmålet om, hvad de ser som de største udfordringer i disse år. De peger alle på politiske fænomener som svar på det spørgsmål. Men netop bekymringerne er oplysende og peger nogle gange uventede steder hen. Salman Rushdie for eksempel er ikke nær så bekymret for radikaliseringen i islamismens udgave som for den hindunationalistiske bølge i Bharatiya Janata Party’s og premierminister Narendra Modis indiske udgave. Rushdies romaner er klogere end ham selv, som han siger, så vi må afvente en roman om samme for at begribe nærmere, hvori farerne i Modis populisme består. Men med sin roman ”Det gyldne hus” forudså han Trump før Trump og blev alligevel meget overrasket over valget af præsidenten.

Det er også uventet, når Finn Skårderud som psykiater fæster lid til klimabevægelsen som en ”kollektiv skamkultur” og som en interessant vej ud af den private skam og den individualisme og frihed, der er blevet ubærlig – hvor man er ”sin egen ulykkes smed”, som psykiateren rammende siger.

Amos Oz fortæller, at han i sit liv har tegnet en halvcirkel: ”Jeg er politisk set stadig totalt uenig med min far, som jeg skændes med hver dag, selvom han har været død i 40 år. Men i mit dagligliv er jeg blevet præcis, som han ønskede.”

Hans livslange opgør med en far, der sad bøjet over bøgerne og skældte den siddende (dengang venstreorienterede) israelske regering ud, er nu, efter et udadvendt og aktivistisk liv langt fra bøgerne, blandt andet i kibbutz, vendt til et liv blandt mange bøger, hvor han skriver indlæg mod den siddende (højreorienterede) regering.

Eller den norske Petterson, som kan se, at de høje huspriser, som blandt andre hans to døtre døjer med, bidrager til, at der dannes nye normer for ægteskab og kærlighed. En lang periode har alt været afhængigt af kærlighed som limen i ægteskabet, og nu kommer alt det praktiske i ægteskabet igen i forgrunden. Det er blevet for dyrt at blive skilt: ”De har ikke råd til at købe ægtefællerne ud af deres fælles huse. Så måske derfor er der en nymoralisme i tiden – ideologien forandrer sig jo efter behovene.”

På den måde er det en bog om den tid, vi lever i, set gennem mennesker, fiktive som levende. Det er Salman Rushdie, der blandt andet formulerer meget præcist, hvorfor man både kan søge orientering i filosofien og i litteraturen – alle gode forfattere må have tre gaver: ”Øjne for at kunne se verden på interessante måder. Ører for at kunne høre verden på interessante måder og endelig: et verdenssyn.”

Et verdenssyn er ikke forbeholdt filosofferne – og sansernes gode brug er flere gange allertydeligst, når de interviewede forfattere af bogens forfattere får stemme gennem deres litterære hovedpersoner, for eksempel Marilynne Robinsons hovedperson Lila, som oplever tilgivelsen, da hun bliver døbt ved landsbyens bæk af sin 40 år ældre mand, præsten John Ames. Og man så får Robinsons udlægning af samme: ”Tilgivelse er, hvis den er ægte, en form for kærlig indgang til et andet menneskes oplevelse og erfaring... man forstår aldrig andre mennesker. Og især ikke, når de har gjort noget, som man har svært ved at acceptere. Man siger ofte, at man skal forstå for at tilgive, men det er omvendt. Man skal tilgive, og så forstår man.”

Et gennemgående træk i bogen er, at religion fylder dejligt meget. Der er mange religioner repræsenteret. Det samme kan man ikke sige om forfatternes alder, køn og etnicitet. Alle de interviewede er over 55 år gamle, og der er kun to udenlandske kvinder ud af i alt 16 udenlandske forfattere og filosoffer. Diversitet dukker op som tema, men er ikke rigtig tænkt ind i bogens egen komposition.

Men mange stemmer og synspunkter får mæle i bogen, og bogen udgør en klar enhed, der sprogligt er lysende klar og ukunstlet hele vejen igennem. Bogen er en enhed og en helhed, hvor forfattere og tænkere også bruger og kender hinanden på kryds og tværs. Per Petterson er særligt nervøs og derefter lettet over James Woods anmeldelse af en af hans bøger. Amos Oz dukker op igen, når bogens anden israelske forfatter, David Grossman, om Oz siger, at han var, hvad vi jøder kalder ”et ’mensch’ – en god ven, som var loyal og havde stor integritet”. Ida Jessen er Marilynne Robinsons danske oversætter… Forbindelserne er mange – men især er der originale tanker, der kan gribes og bruges, og som ganske rigtigt kan give en slags håb.

Gæsteanmelder Anne Marie Pahuus er ph.d. i filosofi og prodekan ved Aarhus Universitet.

Det er vildt, at de to har haft adgang til så store ånder, men man fornemmer ikke, at Tulinius og Bach Henriksen er spor benovede, de er velforberedte og kender de interviewedes bøger godt.