Amadeus, Amadeus - Jo, hele to af slagsen var repræsenteret ved torsdagskoncerten. Men hold da op, hvor var de forskellige. Mozart kender vi, færre kender nok Karl Amadeus Hartmann, en tysk komponist, der skrev sine symfonier i omegnen af Anden Verdenskrig. Han blev i landet under krigen, men tog afstand fra nazismen og ses af nogle som en af de fineste symfonikere i Tyskland i det 20. århundrede.
Interessant var det i hvert fald at lægge øre til hans 1. symfoni, skrevet i midten af 1930'erne og revideret efter krigen, hvor den også fik undertitlen "Forsøg på et rekviem". Den høres da også som et desperat skrig over naziregimets uhyrligheder fra en mand, der er gået i indre eksil.
Fire af de fem satser krydres med sang af tekster skrevet af Walt Whitman; i torsdags vedkommende sunget af mezzosopranen Maria Riccarda Wesseling, der med mørkt maltet stemme foredrog disse depressive vers. Den eneste sats uden sang blev en smuk opvisning i solostrygernes kunnen, ikke mindst bratschisten Claus Myrups tone ramte livsnerven i denne afmægtige musik. Hele værket som sådan gav i det hele taget et fint billede af Hartmanns eklektiske stil, hvor der både er lidt barok, lidt jazz og adskillige andre musikalske elementer, der dufter af både Stravinskij og Hindemith.
Og på trods af det er et værk, der rummer nok så mange crescendi, er det især de stille, mørke passager, man husker fra dette særprægede klangunivers, der er fuldt af lyd, der står ildevarslende stille. DR's symfoniorkester spillede det i øvrigt dejligt transparent og farvemættet under dirigent Christoph Poppens ledelse.
Hartmanns værk var omkranset af to Mozart-symfonier, henholdsvis nummer 35 og 40, der begge har en fremtrædende plads på Mozarts værkliste. Symfoni nummer 35 er i udgangspunktet skrevet som lejlighedsmusik til familien Haffner, og selvom den har nok så mange fine temaer, hørtes den også lidt som sådan, især da dirigenten lod hånt om alle de subtile passager i et lidt forhastet, grødet lydbillede.
Der er i symfoni nummer 40 noget helt andet alvorligt, personligt på spil for Mozart, der på det her tidspunkt i 1788 var gerådet i en alvorlig økonomisk og eksistentiel krise. Det hørte man også i orkestrets fortolkning, der var langt mere præget af den der energiske tæthed, orkestret kan spille med, end stor nuancerigdom. Det var altså Mozart udsat for et moderne symfoniorkester – en sjældenhed nu om dage, hvor hans musik oftere spilles af specialensembler, der forstår at blotlægge alle de hårfine rytmiske lag helt anderledes elegant.
Men der blev malet med en så mørk pensel, at man tydeligt fornemmede, at de to meget forskellige Amadeuser måske alligevel ikke var så forskellige, når det kom til at sætte nederlagsfølelsen i musik.
kultur@k.dk
Torsdagskoncert. DR SymfoniOrkestret. Dirigent: Christoph Poppen. Solist: Maria Riccarda Wesseling, mezzosopran. Værker af Mozart og Hartmann. Koncerten genudsendes den 6. februar klokken 9 i DR Klassisk og klokken 13 i P2.