Budskab i ny Ron Howard-film fremstår skiftevis kynisk og sentimentalt

Det er oplagt at se Ron Howards filmatisering af ”Hillbilly Elegy” som et partsindlæg i nutidens polariserede USA, mod Trump og mod trumpismen

”Hillbilly Elegy” er en klassisk fortælling om den amerikanske drøm. Og den er klassisk Ron Howard, der tidligere har instrueret filmene ”Far and Away”, ”Et smukt sind” og ”Apollo 13” – og gerne giver sig hen til det tårevædede og sentimentale.
”Hillbilly Elegy” er en klassisk fortælling om den amerikanske drøm. Og den er klassisk Ron Howard, der tidligere har instrueret filmene ”Far and Away”, ”Et smukt sind” og ”Apollo 13” – og gerne giver sig hen til det tårevædede og sentimentale. Foto: Mario Anzuoni/Reuters/Ritzau Scanpix.

J.D. Vance voksede op i de dele af Ohio og Kentucky, der grænser op til Appalacherne, det store dramatiske bjergmassiv, hvor de fleste bor i trailere eller faldefærdige huse og lever fra hånden til munden uden sygeforsikring eller pension.

Det skrev Vance en bestseller om i 2016, ”Hillbilly Elegy: A Memoir of a Family and Culture in Crisis”, og som det fremgår at titlens dannede ordvalg, er han et helt andet sted i dag og lever i en højere placeret socialklasse.

Netop den opslidende opstigning, og hvordan familien har det med at fastholde og forstyrre, er omdrejningspunktet i Ron Howards filmatisering af ”Hillbilly Elegy”, hvor Vance midt under en vigtig samtale om et sommerjob, der kan finansiere næste års kurser på Yale, må køre den lange vej hjem til sin mor, der har taget en overdosis.

På den måde skildres både de akademiske kredse med alle de koder, Vance har så svært ved at aflæse, og det miljø, han er vokset op i og forsøger at vokse ud af.

I glimt genopleves situationer fra barn- og ungdommen, hvor mor Bev nok er kærlig, men også utilregnelig og med sit misbrug og mange mænd ikke i stand til at tilbyde Vance en stabil opvækst. Det kan bedstemor Mamaw, der tager drengen til sig, og selvom hun er streng og grov i kæften, er hun det stabiliserende princip i hans liv; dét, der får ham flot igennem skolen, hæren og endelig ind på jura på et af landets bedste universiteter.

”Hillbilly Elegy” er en klassisk ”american dream”-fortælling og også klassisk Ron Howard – der tidligere har instrueret ”Far and Away”, ”Et smukt sind” og ”Apollo 13” – og gerne giver sig hen til det tårevædede, det sentimentale.

Men hvor der er varme i skildringen af Vance, er der en uklædelig kulde over beskrivelserne af menneskene i Appalacherne, der er dovne, bøvede eller usympatiske, og når så mange af dem er sunket ned i fattigdom, ikke har nogen uddannelse eller noget job, ja, så er det grundlæggende deres egen skyld.

Det er også oplagt at se filmatiseringen af ”Hillbilly Elegy” som et partsindlæg i nutidens polariserede USA, mod Trump og trumpismen: Det er disse mennesker, der har ødelagt landet med deres forsimplede, forsnævrede verdenssyn og absurde drøm om nye jobs i industrier, der for længst er døde.

Til dem hører også Bev og Mamaw, der er skildret med noget, der i bedste fald kan kaldes ambivalens. De spilles af henholdsvis Amy Adams og Glenn Close – med store briller, smøger og dårligt siddende tøj – og selvom de begge er førsteklasses skuespillere, er der noget utroværdigt ved dem, og fornemmelsen af, at de blot er klædt ud og ændret til Oscar-leflende ukendelighed i sminkerummet, bliver siddende filmen igennem.

Anderledes troværdig er Gabriel Basso, der spiller den voksne Vance med et hjerte, der er så godt, så godt, men som indimellem løber fuld af opvækstens sort-giftige blanding af mindreværd og aggression.

”Hillbilly Elegy” skal ses for Basso, mens det underliggende budskab om, at de, der har viljen og evnerne, når deres drømme, kan få et liv langt væk fra den sørgelige underklasse, fremstår skiftevis kynisk og sentimentalt. I hvert fald for en skandinav som mig.