Dansk Flygtningehjælp blev oprettet for at tage sig af dem, der flygtede fra Ungarn efter opstanden i 1956. Man regnede dengang med, at det var en midlertidig organisation, der efter et par år, når denne opgave var løst, skulle nedlægges.
Sådan gik det som bekendt ikke. Kun tosser og naive optimister tror, at denne verden er et rart sted. Der kom flere og flere flygtninge, og i 2017 vurderede FN’s flygtningeorganisation, at der var 71 millioner fordrevne i verden.
Danmark har gjort en særlig indsats for at hjælpe flygtninge, og den centrale aktør har været Dansk Flygtningehjælp. Disse to bøger giver til sammen et godt indtryk af Flygtningehjælpens historie, af konkrete indsatser og selve organisationen, og så prøver de begge at forklare, hvorfor støtten til flygtningehjælp siden 1990’ernes slutning er blevet mindre. De supplerer hinanden på den måde, at Arne Piel Christensen skriver mere tydeligt om flygtningearbejdets værdi-grundlag, men Andreas Kamms skildring er bredere, indimellem nærmest udpenslende, med sine mange oplysninger.
Begge – men især Andreas Kamm – skriver med den selvfølelse og det engagement, en karriere kan udvikle hos mænd, som årene går.
Ungarn, Vietnam, Chile, Iran og Irak, Bosnien, Palæstina, Sri Lanka og Syrien er lande, hvorfra krig, borgerkrig og diktaturer har fordrevet mange mennesker, blandt andet til Danmark. Begge bøger rummer gribende skildringer af de rædsler, disse mennesker har måttet udstå, og hertil kommer andre konflikter, som måske ikke har sendt mange mennesker til Danmark, men hvor Dansk Flygtningehjælp har gjort en stor og værdifuld indsats i nærområderne, som vi taler meget om i dag. Disse afsnit er spændende og overbevisende.
Dansk Flygtningehjælp er i international sammenhæng en speciel organisation, fordi den er en såkaldt ngo, non-governmental organisation, det vil sige en ikke-statslig organisation. Det har skabt særlig tillid hos mange flygtninge, organisationen har været fleksibel, værdibaseret og drevet af meget, meget engagerede medarbejdere. Andre indtryksfulde afsnit handler om disse medarbejdere, for eksempel chaufførerne, der under betydelig risiko kørte lastbiler med tonsvis af mad og forsyninger ind i krudttønden Eksjugoslavien.
Dansk Flygtningehjælp begyndte som en folkelig succes, men er nu i krise. Andreas Kamm sammenfatter udviklingen således:
”Da ungarerne kom i 1956, var de inviteret af regeringen og blev modtaget med wienerbrød og kaffe i Padborg, og da de 17.000 bosniere kom i 1993, var det også på den danske regerings invitation. Det samme gælder Kosovoflygtningene. Syrerne (i 2015) var ikke inviterede, og tiden var en anden. Flygtninge var ikke velkomne i Europa og heller ikke i Danmark.”
I dag er der flertal i Folketinget mod at modtage en eneste FN-flygtning, som er de mest udsatte af alle. Hvordan er det kommet dertil for Danmark, som tidligere havde international stjernestatus på området? Mange husker for eksempel stadig Poul Hartling, tidligere statsminister for Venstre, som en respekteret FN-højkommisær for flygtninge.
Begge forfattere gør sig deres overvejelser. Disse overvejelser er gode at få forstand af, men også begge bøgers nok svageste afsnit.
Arne Piel Christensen, der har studeret teologi, har et kvalificeret svar på Søren Krarups angreb, at Dansk Flygtningehjælp er en del af en godhedsindustri. Det afviser Piel Christensen med, at han altid kun har opfattet flygtningehjælp som socialrådgiverarbejde på den internationale scene.
Han forklarer også, at den meget udskældte Udlændingelov fra 1983 først og fremmest var en nedskrivning og klargøring af den praksis, der havde udviklet sig. Ellers understreger begge forfattere, at det er i orden at sende flygtninge tilbage, når deres lande er blevet sikre, og at Danmark skal overholde internationale forpligtelser.
Klarest i sin kritik er Arne Piel Christensen. Han påpeger, at Danmark står svagt i dag, fordi vi sammenblander migranter og flygtninge – de første bør afvises, inden de når frem til den farlige sejllads over Middelhavet, de sidste hjælpes – og fordi vi ikke deltager fuldt og helt i EU-samarbejdet, men gemmer os bag retsforbeholdet. Flygtningeproblemer er i deres natur internationale, og derfor skal de løses internationalt.
Arne Piel Christensen mener, at problemet især skyldes, at politikerne ikke går forrest og overbeviser danskerne om, at det er den retfærdige og rigtige politik.
Hertil kan man fremføre to indvendinger. Den første er, at ét parti klart støtter FN og fuldt medlemsskab af EU. Det er Det Radikale Venstre, og de kan vel samle syv procent af stemmerne på en virkelig god dag. Der er altså massiv modstand ellers, og det er til skade for flygtningene, at de andre store flygtningevenner på venstrefløjen afviser et fuldt EU-samarbejde.
Hvis Socialdemokraterne fulgte Piel Christensens råd, ville partiet blive en politisk ubetydelighed som SF. Den anden indvending, som ingen af de to forfattere rigtig tager fat i, er de problemer, som især arabisk indvandring har skabt i Danmark.
Mange danskere synes, det er utrygt, når politiet ikke kan håndhæve sit voldsmonopol i bestemte boligkvarterer i Odense og Aarhus eller på Nørrebro, de finder det urimeligt, når Grimshøj-imamen udpeger elevrådsformanden på et dansk gymnasium, hvor han så leder fredagsbønnen i middagspausen, og de føler mismod over arabiske kriminelle bander.
Uanset at mange af disse indvandrere ikke er flygtninge, vil disse problemer forfølge flygtningesagen.
Og det er en stor skam, for som begge bøger forklarer, er flygtninge en udsat gruppe. Man kunne virkelig ønske, at luften gik lidt af indvandrer-emnet i dansk politik, så i hvert fald Venstre og Socialdemokraterne kunne finde sammen om at kombinere en stram indvandrerpolitik med en menneskelig flygtningepolitik. Det er nemlig svært at tro, at disse to partier havde hjertet med, da de smækkede døren i for 500 FN-flygtninge om året. Som Piel Christensen antyder, var de nok her mest motiveret af en indenrigspolitisk dansk dagsorden, fordi magten for tiden afhænger af, hvordan Dansk Folkepartis tommelfinger vender.